Business

Dansk spekulant scorer milliongevinst på Brexit

Daytrader Tom Hougaard gik imod markedet og tjente millioner på torsdagens dramatiske EU-afstemning. Klik og læs, hvordan han investerer efter Brexit.

- Jeg havde presset den alt, hvad jeg kunne, for jeg valgte at stole på mit private netværk, og her var billedet klart, folk er trætte af EU.

Ordene kommer fra Tom Hougaard, daytrader med base i London. Han havde satset halvdelen af sine investerbare midler på det resultat, som chokerede markeder verden over: Britisk exit fra EU. Og det har været en særdeles fornuftig forretning.

Han vil ikke komme ind på det præcise beløb, men investeringskontoen er todoblet, lyder over telefonen fra London.

- Det skal med i betragtningen, at jeg stod til et markant tab, hvis det afstemningen var gået anderledes, så det var en volatil nat på følelsesspektret, siger Tom Houggard.

Se Tom Hougaard beskrive, hvordan han forberedte sig til Brexit ved at klikke på nedenstående link:

Gik efter guldet

Men hvordan spekulerer man egentlig i en begivenhed som den britiske EU-afstemning? I Tom Hougaards tilfælde begyndte han allerede for tre uger siden at lave det indledende arbejde. Et arbejde som blev visket ud af de seneste ugers markedsuro. Det betød, at han var nødt til at starte helt forfra i torsdags.

Der fik han travlt med at spekulere i guldpriser - som er steget voldsomt efter det britiske exit blev officielt - der blev spekuleret i fire forskellige valutaer og tre aktiemarkeder. På valutafronten reagerede pundet med at falde til det laveste niveau i 31 år målt op mod den amerikanske dollar.

Investeringen endte med en lykkelig slutning fra Tom Hougaard, men det skete først efter en meget lang nat, med daytraderens egne ord.

Klar til at købe op

Afstemningen bølgede frem og tilbage over natten, og det var først i de tidligere morgentimer, Tom Hougaard kunne tage et par timer på øjet.

Det blev dog ikke til det helt store, da daytraderen skulle være klar til at reagere, når markederne åbnede. I takt med, at kurserne på verdens mange børsmarkeder styrtdykkede, begyndte Tom Hougaard at købe ind.

- Alt for mange mennesker er i deres følelsers vold, når de handler aktier. Det prøver jeg at lægge fra mig og løbe modsat markedet. Når panikken bryder ud, køber jeg ind. Jeg går altid mod panikken, og det har jeg gode erfaringer med, siger Tom Hougaard.

Arbejderklassen bestemte

Tom Houggard beslutning om at gå imod de fleste iagttageres spådomme og satse halvdelen af en betragtelig millionportefølje på et britisk nej til EU var ingen impulsiv beslutning. Til dagligt omgiver daytraderen sig efter eget udsagn med folk som ham selv. Og med sig selv, mener han en arbejderdreng.

- Jeg kunne ikke se, hvordan det skulle ændre noget, at Richard Branson eller David Beckham begyndte at blande sig i valgkampen. Når jeg snakkede med folk i mit netværk, var der en klar overvægt af folk, som er utilfredse med EU, og Storbritannien er et land med en stor arbejderklasse, så jeg troede på et nej, siger han.

Og et nej blev det, og så var det blevet tid til at løbe mod panikken på børserne.

Hør Lars Seier Christensen forklare, hvorfor han mener, at markederne overreagerer på den britiske nyhed ved at klikke på nedenstående link:

Danske kvalitetsaktier

Strategien for timerne efter Brexit var i Tom Hougaards tilfælde at købe stort ind af det, han kalder danske kvalitetsaktier. I dag faldt valget især på Mærsk.

- Jeg kan godt lide at købe danske aktier fra kvalitetsvirksomheder, og det er Mærsk. Jeg har i forvejen Mærsk i min portefølje, men i dag var der mulighed for at købe ind til en lidt bedre pris.

Udover en lidt større ejerandel af den danske rederigigant, har Tom Hougaard købt stort ind i britiske bankaktier. Og de har kunnet købes til spotpris i dag.

Store koncerner som Barclays og Lloyds faldt begge med over tyve procent og kunne altså købes med betragtelig rabat i dag. Og aktierne skal nok blive en god forretning på sigt, lyder det selvsikkert fra Tom Houggard.

- Markedet blev styret af panik i dag, og der er mindst to år til, at Storbritannien træder ud af EU, og det skal bankerne nok komme sig over, siger Tom Hougaard.

Se her, hvordan danskernes fælles penionstank ser på udfaldet af Brexit ved at klikke på linket herunder: