Terror i Orlando

Obama: Masseskyderi er et terrorangreb mod USA

Den amerikanske præsident er meget klar i mælet. Masseskyderiet i Orlando er en terrorhandling.

Ifølge Det Hvide Hus' pressesekretær er det 15. gang i præsident Barack Obamas otte år lange embedsperiode, at han er nødt til at stå ansigt til ansigt med det amerikanske folk og meddele dem, at et voldeligt masseskyderi er fundet sted.

Alligevel er det ikke hver gang, han ytrer disse ord: 

- Det er en terrorhandling. En handling begået i had.

Mest dødelige masseskyderi i USA

Ordene falder i kølvandet på det mest dødelige masseskyderi i USA's historie: Mindst 50 personer er på nuværende tidspunkt bekræftet dræbt, efter at den 29-årige Omar Mateen gik ind på natklubben Pulse i Orlando, Florida, og begyndte at skyde omkring sig. Yderligere 53 personer er såret, og flere kæmper i skrivende stund for deres liv på hospitalet.

- Der foreligger endnu ikke et klart motiv fra gerningsmanden, men denne handling bliver efterforsket som terrorisme, understreger præsident Obama ved pressemødet fra Det Hvide Hus.

- Gerningsmanden gik bevidst efter en natklub. Et sted, hvor folk kommer for at danse og feste. Hvor folk kommer for at leve, uddyber han.

- Vi er der for jer

Præsidenten brugte en stor del af pressebriefingen på at udtrykke sin sorg og sympati med landets LGBT-samfund samt hele Orlando.

- Angrebet kunne have ramt ethvert amerikansk lokalsamfund, og vi vil derfor sørge for, at Orlando får alt den hjælp, de har brug for. Vi vil være der i dag, i morgen og alle dage derefter, siger præsident Obama, og han understreger:

- Intet terrorangreb vil nogensinde kunne ændre, hvem vi er, og hvad vi står for.

Opgør med våbenlovgivningen

Selvom præsidenten har leveret en briefing af denne type 15 gange før, er det altså stadig muligt, at våben ender i de forkerte hænder.

Præsident Obama benyttede derfor igen muligheden for at opfordre de amerikanske borgere og politikere til et opgør med våbenlovgivningen, der ifølge præsidenten er alt for lempelig og gør det nemt for typer som Omar Mateen at få fingrene i et skydevåben.

- Vi må vise, at vi som land defineres mere og bedre af de som døde, end af det had, som tog dem fra os, siger præsident Obama.

De næste fire døgn vil der blive flaget på halv ved Det Hvide Hus, alle ambassader, militære anlæg og offentlige bygninger. 

De værste masseskyderier i USA de sidste 30 år

  1. 2016

    1. Masseskyderi ved natklub i Orlando

      Politi ved klubben Pulse Orlando, hvor 50 mennesker blev dræbt i et masseskyderi.

      Flere detaljer mangler stadig at falde på plads, efter USA er blevet ramt af det værste masseskyderi i landets historie.

      Søndag nat lokal tid gik den 29-årige amerikanske statsborger Omar Mateen ifølge myndighedernes oplysninger til angreb mod natklubben Pulse for homoseksuelle i Orlando i delstaten Florida. Mindst 50 er bekræftet omkommet. Yderligere 53 er såret, flere i kritisk tilstand.

  2. 2015

    1. Terror i San Bernardino

      Amerikaneren Syed Farook og hans pakistanske hustru, Tashfeen Malik.

      Den amerikanske Syed Farook og hans pakistanske hustru, Tashfeen Malik, skød og dræbte 14 personer på et handicapcenter i San Bernardino i delstaten Californien. De sårede yderligere 21 personer, og angrebet blev efterfølgende kaldt et terrorangreb af de amerikanske myndigheder. Ægteparret blev skudt under flugten - de var angiveligt hvervet af terrororganisationen Islamisk Stat.

    2. Studerende skyder ni mennesker

      De studerende sørger efter masseskyderiet.

      1. oktober 2015 vælger en studerende ved Umpqua Community College i byen Roseburg i delstaten Oregon at skyde otte medstuderende og en lærer. Gerningsmanden omkommer i kampen mod det lokale politi.

    3. Charleston-skyderierne

      Gerningsmanden Dylann Roof inden et retsmøde.

      Blot få måneder inden skyderiet i Roseburg vælger en hvid mand at trække våben og skyde ni kirkegængere i en historisk set afroamerikansk menighed i Charleston. Dylann Roof bliver fanget og retsforfulgt.

  3. 2013

    1. Flådeofficer skyder kolleger

      De første soldater på stedet ved et skyderi i Washington DC.

      Den tidligere reserveofficer i den amerikanske flåde, Aaron Alexis skyder og dræber 12 personer ved flådestationen, Navy Yard, i Washington DC. Yderligere tre bliver såret. Aaron Alexis bliver skudt af politiet.

  4. 2012

    1. Massakren på Sandy Hook

      Et år efter masseskyderiet opsætter byens indbyggere et hjerte med et kors for hvert dødsfald.

      I et af historiens værste skoleskyderier dræbte den unge Adam Lanza 20 elever og seks voksne på Sandy Hook Elementary School i Newtown i delstaten Connecticut. Lanza dræbte også sin mor, inden han tog livet af sig selv.

    2. Skyderi i biograf tog livet af 12

      Gerningsmanden James Holmes blev dømt til livstid i fængslet.

      Et par måneder forinden går den dengang 24-årige James Holmes ind i en biograf i Aurora i delstaten Colorado og begynder at skyde løs på publikum, som er i færd med at se en Batmanfilm. Han dræber 12 personer og sårer yderligere 58. Politiet anholder Holmes uden for biografen og han bliver senere idømt livstid i fængsel.

  5. 2009

    1. En marinesoldat bryder sammen til en mindehøjtidelighed.

      En psykiater fra den amerikanske hær tager i 2009 livet af 13 personer og sårer yderligere 32 ved militærbasen Fort Hood i delstaten Texas. Psykiateren blev efterfølgende dømt til døden for det, der er blevet kaldt det værste skyderi på en amerikansk militærbase nogensinde.

    2. Masseskyderi ved immigrationscenter

      Arkivbillede fra gerningsstedet.

      I foråret 2009 tager en person livet af 13 personer foran et immigrationscenter i Binghamton-forstaden i New York. Han sårede fire andre, inden han skød sig selv.

  6. 2007

    1. Massakren på Virginia Tech

      Gerningsmanden fra Virginia Tech-skyderierne.

      En elev på Virginia Tech University i Blacksburg, Virginia, går amok med et skydevåben og dræber 32 personer, inden han skyder sig selv. Det var indtil 2016 det mest dødbringende masseskyderi i USA's historie.

  7. 1999

    1. Det mest omtalte masseskyderi

      Studerende fra Columbine High efter massakren.

      To teenagedrenge dræber 12 klassekammerater og en lærer med skydevåben på Columbine High School i Littleton, Colorado, inden de tager livet af sig selv.

  8. 1991

    1. Masseskyderi i texansk resteaurant

      En mand i byen Kileen, Texas, skyder og dræber 23 personer i en restaurant, inden han dræber sig selv. Han sårede også 23 andre personer.

  9. 1986

    1. Postbud skyder 14 personer

      Et mandligt postbud skyder og dræber 14 personer og sårer seks andre på hans postkontor i Edmond i Oklahoma. Han begår efterfølgende selvmord.