DSB-chefen Søren efterlod kone og to små børn – 13 år efter ringede telefonen pludselig
DSB-chefen Søren Baisgaard forsvandt uden varsel og efterlod sin kone og to små piger med ordene "Søren er død." Men så ringede telefonen...
Mit navn er Jesper Elming. Jeg er journalist og har de seneste 20 måneder arbejdet på en dokumentar til TV 2, der handler om en familiefar, der forsvandt.
Dokumentaren har egentlig alle ingredienserne til at blive en Hollywood-spillefilm: En vellidt far, der var dygtig til sit job, bedrageri for millioner og en genopstandelse fra de døde.
Men fra mit første møde med hans familie stod det lysende klart for mig, at det i endnu højere grad handler om en familie, der er blevet forladt, og som i mange år har levet i dyb uvished.
Når et nært familiemedlem dør, så sørger vi og kommer med årene over tabet. Men den mulighed har de ikke haft. For de ved ikke, om han stadig lever.
Historien begynder for 17 år siden med en ubehagelig overraskelse på DSB’s daværende kontor på Grønningen 17 i København.
2. december 1999 – På vej til DSB på Grønningen 17, København
Søren Baisgaard sidder i sin bil og er på vej på arbejde. Ved siden af ham sidder hans kone, Lone Jensen. Lone har ryggen vendt mod Søren, og hun kigger ud af sidevinduet. De er haft et skænderi og er blevet uvenner.
Vejret er ved at trække op til storm. Det er dagen før den store orkan i ’99, der ender med at vælte træer og elkabler over store dele af København. Hvad Lone ikke ved er, at når hun vågner dagen efter er hele hendes liv også kastet ud i en orkan, der kommer til at vare mange år ud i fremtiden.
Søren sætter hende af på hendes arbejde, og han fortsætter ind til DSB’s kontor i det indre København. Han er en dygtig og velanset medarbejder i DSB’s erhvervsrejseafdeling. Han er 40 år gammel og arbejder som tarifekspert, hvor han skal skaffe billige flybilletter til hele det danske erhvervsliv. Han er en af branchens allerbedste.
Søren Baisgaard tror, at han skal sætte sine medarbejderne i gang med dagens gøremål i sin afdeling, men chefen kalder ham ind på sit kontor.
- Klokken var ni om morgenen, og jeg havde ikke varslet over for Søren, at han skulle ind til møde, fortæller hans daværende chef, der ikke ønsker sit navn med i historien.
Hun og Søren er jævnaldrende. Hun er en smuk kvinde med skulderlangt, lyst hår, der sidder i en sideskilning bag det ene øre.
- Vi var blevet kontaktet af British Airways, som undrede sig over, at en af vores medarbejdere konsekvent fløj på 1. klasse, når aftalen med DSB var en helt anden.
Revisionen havde i månedsvis rykket Søren Baisgaard for afdelingens regnskab, men han havde ikke afleveret noget. Sørens chef havde forventet at finde et stort overskud i tarifafdelingen, men til sin store forbløffelse fandt hun et dundrende underskud.
Det gik op for dem, at Søren Baisgaard havde bedraget dem for et millionbeløb.
- Jeg kan huske, da jeg konfronterede Søren med alle anklagerne, så benægtede han det hele, siger hans daværende chef. Men de tunge beviser får ham til at vende på en tallerken.
- Jeg kan lige så godt tilstå, siger han helt helt uberørt uden det mindste tegn på sorg eller raseri. Det undrer hans chef sig stadig over.
- Det var faktisk ret ubehageligt, så fattet han egentlig var den tilspidsede situation taget i betragtning.
3. december 1999 – Hjemme hos familien i Herlev
Dagen efter har Lone Jensen stadig ingen anelse om situationens alvor, selvom Søren ikke har sovet hjemme på privatadressen på Korterupvej 8 i Herlev. På grund af deres skænderi fra dagen før, tænker hun, at Søren er taget over til sin mor i Jylland for at få luft. Det havde han gjort før.
Lone har om morgenen afleveret børnene i skole, og hun har selv været på arbejde hele dagen. Da hun endnu ikke har hørt fra Søren ved aftenstid, ringer hun til sin svigermor, og hendes ord rammer som en hammer:
- Nej, Søren er ikke her.
Hvor i alverden er han så henne? Hvad er der sket? Har han været ude for en ulykke?
Lone står i køkkenet og kigger ud af vinduet. Øjnene fæstner sig ved postkassen. Hun ved ikke hvorfor, men noget i hende siger, at hun skal tjekke postkassen.
Hun finder et brev. Hun kan genkende håndskriften. Brevet er fra Søren. Hun kan ikke se, hvornår det er stemplet, men brevet er sendt fra Herlev. Lone tager det med ind i køkkenet og og åbner kuverten. Med et står tiden stille. Det er afskedsbrev fra Søren.
- Det var voldsomt at læse det og blive konfronteret ud af det blå. Og så tænkte jeg: "Hvor er han henne?”
Oktober 2014 – Mit første møde med Lone og børnene
Lone Jensen og hendes døtre har indvilget i at mødes med mig. For at det skal virke mest autentisk, er vi blevet enige om, at starte kameraet allerede første gang, jeg personligt mødes med Lone, Malene og Marie Jensen. På forhånd har jeg fået at vide, at den yngste datter Marie ikke vil lade sig interviewe. Hun var otte år, da hendes far forsvandt, og selvom det er næsten 15 år siden på dette tidspunkt, så bliver hun stadig meget berørt af at tale om sin far, og det der skete.
Lone og Malene sætter sig tilrette ved lejlighedens spisebord. Foran sig har de en kasse med nogle af Sørens ejendele. Jeg sætter mig ned sammen med dem, og vi begynder vores interview.
- Han var jo verdens bedste far. Han ville altid lege eller te sig åndssvagt i børnehøjde. Det var fedt at have en far, der gad sådan noget, fortæller Malene entusiastisk, mens hun kigger på billeder af Søren.
De fortæller, hvor god en kok han var. I weekenden blev der lavet store middage, og til fødselsdage var det tit fine lagkager. Men der går ikke særlig længe, før kassen med billeder også får følelserne til at vælte op i mor og datter.
- Han var en god kammerat. Vi rejste meget med børnene. Og også bare ham og mig sammen, fortæller Lone og holder en pause.
Hun kigger ned på bordet, hvor familiebillederne ligger. Smilet forsvinder.
- Det er ikke til at forstå. Hvorfor skulle det ske? Hvorfor valgte han at gøre, som han gjorde. Han åndede og levede for sine piger. Det giver ikke rigtig nogen mening.
14. december 1999 – Hjemme hos familien i Herlev
Det er midt om natten, og Søren har på det her tidspunkt nu været forsvundet i 12 dage. Lone sover tungt i parcelhuset på Korterupvej. Tankerne har de seneste dage kørt på højtryk, og hun har flere gange været hos politiet for at aflægge dels sin egen forklaring, men også for at høre, om der er nyt i sagen.
Hvor er Søren henne? Har han begået selvmord? Hvordan skal hun forklare det hele til pigerne?
Den dengang 11-årige Malene har flere gange gået rundt i huset med sin trådløse legetøjstelefon og forsøgt at ringe til sin far for at lægge en besked.
Men stilheden denne nat bliver brudt af en insisterende ringen.
Forvirret og søvndrukken går Lone ud til husets trykknaptelefon og løfter røret. Hun genkender stemmen i den anden ende, men kan ikke forstå, hvorfor vedkommende ringer midt om natten. Det er fra Holiday Inn på Phuket. Hotellet hvor familien har holdt ferie flere gange, senest ni måneder tidligere. Lige ved siden af telefonen ligger der en bekræftelse på en ny booking på hotellet til ankomst 13 dage senere, men det bliver ikke aktuelt nu, hvor Søren er væk.
Hvorfor ringer hotellet midt om natten, slår det Lone igen?
- Hr. Baisgaard … din mand … tjekkede ind her 2. december, men vi har ikke set ham siden den 5. december… Er han hjemme hos dig? spørger hotelmanager Wolfgang Meusburger.
Lone er helt forvirret. Har Søren været på Phuket?
- Øh… Nej, han er ikke her, får hun sagt.
- Han har efterladt alt på sit hotelværelse, lyder det fra Meusburger.
16. december 1999 – Gladsaxe Politistation
Vicepolitikommissær Per Hansen står to dage senere ved Gladsaxe Politistations faxmaskine og venter på, at alle syv sider skal komme ud. På faxens første side står der:
”Bemærkninger: Afskedsbrev fra savnede.”
Faxen indeholder to breve, der er blevet sendt fra den danske ambassade i Bangkok. Det ene er til Sørens chef i DSB, og det andet er adresseret til Sørens døtre, Malene og Marie. Deres brev er ganske kort.
Det er skrevet i hånden på Hotel Holiday Inns brevpapir og indeholder blot otte ord.
Sørens chef får et brev på tre sider, hvor det mest iøjnefaldende er måden, Søren slutter brevet af på:
- Søren er død, står der.
Da Lone får overdraget brevene falder hele hendes verden sammen.
- Jeg fik simpelthen et chok. Luften bliver taget fra en. Der går tusind tanker igennem hovedet på en. Han er gået ud og taget livet af sig selv. På det tidspunkt havde jeg ikke fantasi til at forestille mig ret meget andet, siger hun.
Malene Jensen er den af de to døtre, der bedst husker, hvad der skete i dagene omkring deres fars forsvinden. Men efterfølgende er der kommet huller i hendes hukommelse.
- Der er hele år, jeg ikke kan huske. Det meste af 6. og 7. klasse er væk. Der er billeder, hvor jeg kan se ”jeg sidder jo lige der,” men jeg har ingen erindring om det. Overhovedet, fortæller Malene, der bliver suppleret af sin mor:
- Det var jo et chok altså. Af dimensioner. Og jeg tror egentlig først det er senere, det er gået op for mig, hvor meget, det egentlig har fyldt.
Marts 2012 – Retten i Glostrup, afsigelse af dødsformodningsdom
Det er en mærkelig dag for Lone, Malene og Marie Jensen. Det er 13 år siden, at manden i deres liv forsvandt uden varsel. De er på vej i retten for at få de danske myndigheder til at erklære ham død.
I ugerne og månederne efter Søren Baisgaard forsvandt troede Lone, at Søren havde begået selvmord.
- Efterfølgende har jeg måske tænkt, at han har ikke taget livet af sig. Han er gået ned og fået en ny identitet på et gadehjørne. For det kan man derude. Hvis du har penge, så kan du købe hvad som helst, siger Lone Jensen.
Alligevel så er Lone og hendes døtre troppet op ved retten for at sætte et endeligt punktum. De har brug for det. Behov for det. Det føles som om, at de ikke kan komme videre med deres egne liv. De lever i konstant uvished om, hvad der er sket med Søren.
Forud for dagen i retten har Sørens beskikkede advokat, Dorte Jensen, været i kontakt med lokalavisen i Phuket, Phuket Gazette. I og med at Phuket er det sidste sted Søren er set i live, vil retten gøre et sidste forsøg på at få livstegn fra ham, så de har indrykket en annoncen, der er direkte henvendt til ham.
Annoncen indkalder Søren Baisgaard til at møde op i retten, for ellers vil han blive erklæret død. Annoncen nævner ikke noget om bedragerisagen, og hans kone, Lone Jensen, er heller ikke nævnt.
Da Lone og hendes to døtre går ind i retslokalet ved de ikke, at der er forud for retssagen har været et været et opkald til retten, der gør, at sagen bliver udsat.
Opkaldet er fra en, der siger, at han er Søren Baisgaard.
- Hvem er Lone?
Det er Søren Baisgaards beskikkede advokat, der overbringer Lone og børnene nyheden om opkaldet fra Søren.
- Det er klart, jeg fik forfærdelig ondt af den familie over at være den, der skulle fortælle dem ”Ved I hvad? Der er noget, der tyder på, at han stadig lever. Han har bare svigtet jer på det groveste”, siger Dorte Jensen.
Det har ikke været muligt at komme til at tale med den telefondame, der tog mod opkaldet, men Dorte Jensen kan fortælle, hvordan hun har fået refereret opkaldet.
- Damen i telefonslusen bemærkede, at det var et udenlandsk nummer, der ringede. Han havde præsenteret sig som Søren Baisgaard. Han spørger om det drejer sig om straffesagen. Han fortæller, at han er startet et nyt liv og gerne vil være i fred. Telefondamen slår hans navn op, og i sagen kommer Lones Jensen navn så op. Hun spørger ham ”Hvem er Lone?”, og her svarer han ”at det var moren til hans børn", fortæller Dorte Jensen.
Selvom hverken Lone, børnene eller straffesagen er nævnt i annoncen, så kender manden i telefonen familiens navne og spørger, om han stadig er efterlyst.
- Med den viden som pågældende ligger inde med – både at der er en straffesag, og at Lone er mor til hans børn – der kan det ikke være en vildt fremmed. Det må enten være ham selv eller en, der har nøje kendskab til ham og hans situation, vurderer Dorte Jensen.
Oktober 2014 – Opringningen skabte nye, svære spørgsmål for familien
Inden jeg gik ind til interviewet med Lone og Malene troede jeg, at de havde fået bearbejdet sorgen og tabet af Søren. Men selvom der ikke er gået meget mere end 15 minutter af interviewet, så står det lysende klart for mig, at de stadig – selvom det er 15 år siden, at Søren forsvandt – slet ikke er kommet videre.
Opkaldet til retten i januar 2012 kastede familien ud i et væld af spørgsmål.
- Hele det der mylder af hvad-nu-hvis-spørgsmål. Det sætter en effektiv stopper for lukningen af det. Hvad nu hvis han er der ude? Hvad nu hvis han har en familie derude. Hvad nu hvis jeg har halvsøskende? spørger Malene Jensen. - Vi har brug for at få det her ... afklaret. For hvis han er død – med meget forsinkelse – så kan man begynde en sorgproces, siger Lone Jensen.
- Men det er jo vildt at sidde og sige efter 15 år, siger jeg og gentager: 15 år…
- Ja, det er det... men man kan ikke bare parkere det, svarer Lone.
Fordi, I tror stadig han lever…?
- Ja…, siger Malene og kigger over på sin mor, der tilføjer:
- Det gør vi jo. Nu...
- Håber... Om ikke andet, supplerer Malene.
I samråd med Lone, Malene og Marie Jensen beslutter jeg mig for at gå helhjertet ind i sagen som journalist med TV 2 i ryggen. Kan jeg finde nye oplysninger? Kan jeg finde nye spor? Og ikke mindst: Kan jeg finde Søren Baisgaard?
Oktober 2014 – marts 2015: Den indledende research
Jeg har fået kassen med mange af Søren Baisgaards ejendele. Her er der billeder, gamle regninger fra 1998 og 1999, bankudskrifter, Sørens pung som han efterlod på hotelværelset i Phuket, og så har jeg også fået politirapporten. Den fik Lone af politiet dengang.
I politirapporten kan man se, at myndighederne den 8. december – altså seks dage efter Søren Baisgaard forsvandt – skønnede, at han "formentlig" havde svindlet DSB for 1,5 millioner kroner. Kan der være tale om flere penge?
Lone har aldrig fået indsigt i bedragerisagen, og det er noget af det første, som jeg går i gang med. Jeg beder om at få aktindsigt i bedragerisagen. Kan den give nogle nye spor, og står der i den, hvor stort et omfang Sørens bedrageri havde taget?
Efter gentagne henvendelser til politiet må vi desværre indse, at bedragerisagen er "lukket land". Vi får ikke lov at få aktindsigt i den, hvilket i virkeligheden pirrer min nysgerrighed endnu mere. Hvor mange penge har Søren Baisgaard snydt DSB for?
Jeg går i gang med at ringe rundt til familie og venner. De skal hjælpe os med at tegne et billede af, hvem Søren var. De taler varmt om Søren, og efter telefonsamtalerne har jeg noteret følgende ord på blokken foran mig:
”SØD & SYMPATISK
FORNUFTIG
TROVÆRDIG
FORGUDEDE SINE BØRN”
Jeg kører til Aalborg, hvor jeg har en aftale med Sørens barndomsven Kaj Thybo. Han er en høj mand på 190 centimeter med et fast håndtryk. Kaj Thybo er typen, der kalder en skovl for en skovl. Han virker som en mand, der er svær at ryste ud af kurs, men Kaj bliver hurtigt sentimental, da snakken går på Søren.
- Han kan sgu ikke være det bekendt over for sine piger. Hans kæreste eje. Udsætte dem for det. Uvished. Utryghed. Er det dem, der er noget i vejen med? Hvad er der sket? Nej, det er utilgiveligt, siger Kaj Thybo.
- Ville du genoptage kontakten med ham, hvis han kom hjem? spørger jeg.
- Ja!
- Det tøver du ikke med at sige?
Kaj kan ikke få ordene ud. Han stirrer ud i luften, mens øjnene bliver fyldt.
- Savner du ham?
Kaj holder en lang pause. Så siger han:
- Det er jo mærkeligt at sige, når man ikke har snakket med ham i så mange år, men jo!
Efter at have talt med Kaj Thybo, slår det mig igen, hvor vildt det er, at selvom det er 15 år siden, at Søren forsvandt, så sidder følelserne for Søren stadig helt uden på tøjet af dem, der kendte ham bedst.
Kollegerne tegner et andet, dystert billede
Jeg ringer også rundt til et hav af tidligere kolleger både fra tiden i DSB, men også fra tidligere arbejdspladser. Flere af dem holder jeg også møder med. De siger alle samstemmende: ”Søren var super dygtig.”
Siden 1991 var han tarifekspert i DSB’s erhvervsrejseafdeling. Dengang var DSB mere end kun togrejser. Søren Baisgaards job bestod i at skaffe billige flyrejser til hele det danske erhvervsliv. Og her var Søren altså en af de allerbedste i branchen.
- Han var rigtig god til at finde hullerne i reglerne. Det gik han utrolig meget op i, og det var nærmest en besættelse for ham. Han kunne være sød og rar på arbejdet, og så var der dage, hvor han kunne finde på slet ikke at snakke med en, fortæller en af hans tidligere kolleger.
Da jeg ringer op til en anden af hans tidligere kolleger og spørger, om vedkommende kan huske Søren Baisgaard, så er svaret:
- Ja, for helvede... Det løber mig koldt ned ad ryggen.
En tredje kollega, der var med i Sørens team, fortæller mig, at han var meget charmerende og var "så sød, så sød og sympatisk på en nørdet måde. Man taler stadig væk om ham i branchen, fordi det var så ekstremt, det der skete". Men hun og flere af kollegerne sætter også en helt anden slags ord på ham, som ligger langt fra det billede, familien tegnede af Søren.
På min blok står der denne gang:
”JEKYLL AND HYDE
VOLDSOMME HUMØRSVINGNINGER
RÅBE OG SKRIGE”
Marts 2015 – TV 2 tager til Thailand
Kan jeg finde Søren Baisgaard og give Lone og børnene svar på alle deres spørgsmål? Sammen med to af mine kolleger rejser jeg til Thailand for at følge de ganske få spor, Søren efterlod sig.
Avisen Phuket Gazette er et vigtigt spor. Det var her, Retten i Glostrup indrykkede sin annonce. Jeg vil sætte en ny annonce i avisen – måske kan den få Søren til at henvende sig til os.
Vi bliver ledt hen til chefredaktør, Isaac Simonelli, der selv er ex-pat, altså en person, der bor og lever i udlandet. Han er fra staten Indiana i USA, og rejste i sin tid til Thailand med sin kæreste, men lever her nu som single. Jeg sætter ham ind i vores ærinde, og fortæller ham historien om Sørens pludselige forsvinden.
- Der kommer mange ”forsvundne” personer til Phuket, siger Isaac Simonelli.
- Vi har en masse, der kommer til Phuket, fordi de flygter fra noget. Det er en stående joke blandt ex-pats, at ”Alle i Phuket flygter fra noget”. Hvis du har penge, så kan du gemme dig. Du kommer langt for pengene her.
Isaac Simonelli fortæller, at den type annonce som Retten i Glostrup satte i avisen ikke kommer på avisens hjemmeside. Det vil sige, at den person, der ringede til retten tilbage i 2012, må have set annoncen i papirudgaven af avisen lige her i Phuket.
Måske vil vores nye annonce få Søren til at henvende sig til os.
- Vi var ekstremt bekymrede
Kan det lade sig gøre at leve på Phuket i så mange år uden at blive opdaget? Vi besøger Per Butler, der i adskillige år har arbejdet som politimand i Phuket, og sætter ham ind i sagen.
- Hvis han er her, så har han sandsynligvis skiftet identitet. Så hedder han noget helt andet nu. Er man ude efter et nyt pas, så kan man godt få det. Og det er jo ikke sikkert, at det er et med dansk nationalitet, siger Per Butler.
- Så han kan bo her som … englænder?
- Hvis han er her, så er han her illegalt.
Vi kører videre til Hotel Holiday Inn på Patong Beach. Det var her, Søren og familien flere gange holdt ferie, og det var her, Søren tjekkede ind alene den 3. december 1999 og forsvandt fra to dage senere. Jeg har lavet en aftale med hotelmanager Wolfgang Meusburger. Han var også hotelmanager dengang, og det var ham, der ringede til Lone og fortalte hende, at Søren havde været på hotellet.
- Jeg husker sagen, men jeg husker ikke personen. Hvis jeg ser et billede af ham, så kan det være, at jeg kan huske ham bedre, siger han, da vi får sat os ned.
Jeg viser ham en række billeder af Søren, blandt andet billeder som er taget ved hotellets pool i marts 1999.
- Han ser meget bekendt ud, men han var her ikke med familien, vel?
- Nej, svarer jeg.
- Jeg kontaktede ambassaden og fortalte, at det her er sket – hvad skal vi gøre? For hans pas var her stadig. Det var derfor, at vi var så bekymrede. Vi tænkte det var meget usædvanligt. Når nogen forsvinder, så tænker du, at han er en ”skipper”, der forlader hotellet uden at betale regningen. Men skippers efterlader ikke penge og pas. Vi var ekstremt bekymrede for, at denne person var forsvundet. Måske har der været et dødsfald på øen. Er det det, du fokuserer på?
- Vi tror han stadig er her på Phuket.
- Seriøst?
- I januar 2012 ringer Søren Baisgaard til retten.
- … og siger ”jeg er ikke død”?
- Han siger ”hvad vil I?” Så det er enten Søren Baisgaard, eller en person der kender Sørens historie.
- Jeg tror ikke det er særlig let at leve ”under jorden” her i mange, mange år uden at have et arbejde. Det er bare spekulationer. Med mindre han er meget rig.
- Vi tror, at han har mange penge med.
- Så du tænker, at han har købt en ny identitet? Alt er muligt, hvis du har penge. Det må være vanvittigt for familien…
Meusburger kigger ned i billederne igen. Han studerer dem nøje. Han ender igen ved billedet, der taget med hotellets pool, hvor Søren, Lone, Lones forældre og Marie står sammen med en af hotellets ansatte.
- Manden i midten af billedet, kan du genkende ham? Arbejder han her stadig? spørger jeg.
- Ja, det er Wiwek. Han arbejder her stadig.
Meusburger kalder på en af sine ansatte, der bliver beordret til at finde Wiwek. Der går ikke mere end to minutter, så kommer en slank, smilende herre ind.
Pool-manden kan genkender ham
Wiwek er pool-mand på hotellet. Han sætter sig ned og begynder at kigge billederne igennem. Han siger noget på thai, og pludselig udbryder Meusburger:
- Ja, ja... Der kan du bare se. Han siger, at han kan huske familien… De var fra Sverige eller Danmark.
Vi går med Wiwek ud til poolen. Han standser ved kanten og peger på billedet. Vi står lige der, hvor billedet af Søren og familien blev taget i 1999.
- Kan du huske Søren Baisgaard? forsøger jeg.
- Ja, jeg kan godt huske ham.
- Kan du huske noget fra billederne?
- Jeg kan huske alle på billedet. De kom her på ferie, vi var rigtig venlige over for børnene. Jeg tror, jeg har billedet derhjemme. Når jeg er færdig på arbejde, så tjekker jeg derhjemme, om jeg kan finde billedet.
- Du er måske den sidste, der har set ham i live...
- Måske er han død, svarer Wiwek spørgende.
Han kan ikke huske andet om Søren og familien end, at de holdt sig meget for dem selv på hotellet. Vi havde lige håbet, at pool-manden kunne bringe os videre. Med andre ord: Der er ikke nye spor at gå efter.
Det får vi først senere.
2. december 1999 – Sørens sidste timer i Danmark
Igennem interviews med de implicerede parter og ved at gennemgå Sørens ejendele, som han efterlod på hotelværelset på Phuket, kan vi nu lave en tidsplan over, hvad Søren foretog sig, den dag han forsvandt. I Sørens pung ligger der flere kvitteringer, som gør det muligt at indramme, hvad han foretog sig, den december-dag, hvor han forsvandt.
Kl. 09.00: Søren bliver kaldt ind på sin chefs kontor, hvor hun konfronterer ham med bedragerianklagen. Han bliver fyret og bortvist med øjeblikkelig virkning.
Kl. 10.00: Søren bliver eskorteret hjem af en af DSB’s ansatte, som konfiskerer nogle af statsbanernes ejendele på privatadressen i Herlev. Blandt andet Sørens mobiltelefon og hans bærbare computer.
Kl. 11.17: Søren er på Herlev Apotek for at købe medicin. Han lider af den kroniske tarmlidelse, Crohns sygdom, og han får medicin til at holde smerterne nede. På apoteket køber han fire flasker Kodein. Det er nok til tre ugers forbrug.
Kl. 12.43: Søren stiger ind i en taxa fra Nord Taxa, der kører ham til Københavns Lufthavn. Forinden har han været hjemme og pakke sine rejsekuffert og skrive afskedsbrevet til Lone og børnene.
Kl. 14.40: Flyet mod London letter. Dette er første stop på rejsen. Søren rejser videre til Singapore og hans endelige destination er Phuket i Thailand, hvor han lander den 3. december. I lufthavnen i Phuket veksler han britiske pund til thailandske baht, og han tager herefter til hotel Holiday Inn i hovedbyen Patong Beach.
Søren har ikke spildt tiden. Flugtplanen er udført så hurtigt, at det tyder på, at han havde den klar inden, han blev opdaget.
Men hvad med den smertestillende medicin, han køber på Herlev Apotek? Har Søren i virkeligheden taget den med for at begå selvmord? Medicinen er så stærk, at det er en mulighed. Men så er spørgsmålet: Hvem er det så, der ringer til Retten i Glostrup 13 år senere?
Han var en magtfuld mand
Jeg ringer til DSB ad flere omgange for at høre, om de vil snakke med os om Baisgaard-sagen. Jeg vil rigtig gerne have at vide, hvor meget Søren har snydt dem for. Men DSB ønsker ikke at udtale sig i sagen. I stedet opsøger vi en af Sørens tidligere kolleger. Henrik var en del af Sørens hold i tarifafdelingen i DSB Erhvervskæde, og han har indvilget i at fortælle om forretningsgangen i Baisgaards afdeling.
- Det var meget ubehageligt at have været en del af noget, hvor man senere finder ud, at der ikke har været rent mel i posen. Vi var jo en del af det uden at vide det, siger Henrik, der ikke ønsker sit efternavn med i denne historie.
- Havde Søren meget magt? spørger jeg.
- Ja, Søren styrede hele den afdeling. Vi importerede dyre businessclass billetter for ret mange penge – faktisk til hele det danske erhvervsliv, siger Henrik og kommer ind på sin egen mistanke:- Der var nogle ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved. Jeg skulle lave de her ting i Sørens ferie, og det skulle jeg absolut ikke spørge yderligere ind til. Det var indiskutabelt. Hver gang jeg prøvede at komme i nærheden, sagde han ”sådan skulle det bare være”.
Henrik forklarer mig indgående om arbejdsmetoderne dengang, og om hvordan et særligt beløb blev ført over på en konto, som kun Søren Baisgaard administrerede.
- Dengang levede rejsebureauerne af kommission. Typisk ni procent, og i det her tilfælde jeg har kendskab til, skulle jeg lave nogle Excel-ark, hvor der indgik en vis kommissionsprocent. Jeg tror den beløb sig til fire-fem procent, som DSB skulle have. Men det er jo så nok nogle penge, som DSB aldrig har fået.
Henrik sidder og regner lidt på tallene. Skriver op hvad de tjente om ugen, regner procentsatserne ud, ganger op og til sidst står der to tal på hans papir. Pludselig forstår jeg meget bedre, hvorfor Søren skulle skynde sig sådan ud af landet. Han var involveret i massivt millionbedrageri.
Bedrageri for millioner af kroner
- Mon ikke Søren har haft et sted mellem fem og 14 millioner kroner, som han har kunnet starte sin nye tilværelse for, vurderer Søren Baisgaards tidligere kollega på baggrund af sit eget overslag.
Jeg skal lige fordøje de nye oplysninger. I mellemtiden viser jeg Henrik billedet af Søren, hvor han står og holder døtrene, Malene og Marie.
- Hold kæft, nogle dejlige piger. Han havde dem tit med på arbejde. Det var meget kærligt. Virkelig kærligt. Når han snakkede om dem, så var det altid med julelys i øjnene, husker Henrik.
- Det faktum, at han så har forladt de piger, som han var så forelskede i … hvad tænker du om det?
- Jamen, det er komplet ubegribeligt. Jeg kunne ikke få det til at passe ind i noget som helst. Han har kalkuleret med at blive opdaget.
- Hvorfor tænker du det?
- Han er jo en kvik gut!
- Har han levet et dobbeltliv?
- Jeg sidder og tænker det samme. Har han været ved at lægge grunden for sit næste liv, når han måske vidste, at han ville blive opdaget. Det synes jeg al hans adfærd tyder på.
Juli 2015 – Nyt opkald fra Thailand
Jeg står i køkkenet i min onkels sommerhus i Løkken. Min årlige sommerferietur er lige begyndt, og min kone og mine børn sidder og spiller Matador, mens jeg er i gang med at vaske op. Min mobil ringer, og da ferien nu er gået i gang, er det ikke altid, jeg tager den. Men min nysgerrighed gør alligevel, jeg tjekker displayet for at se, om det er et nummer, jeg kender.
Det er ikke en person, jeg har i min telefonbog, der ringer. Jeg kan heller ikke genkende nummeret. Det er et +66-nummer, der ringer. Tankerne flyver igennem hovedet på mig ”+66...? Jamen, det er jo Thailand!” Jeg skynder mig at tage den.
- Hallo...?
- Hello, my name is Wang. Jeg læste artiklen i fredags på nettet, og jeg så billedet, og så blev jeg mistænksom, lyder det fjernt i den anden ende.
Jeg har svært ved at forstå Wangs engelske, og jeg er nødt til at gentage nogle af hans ord inde i hovedet, før ordene giver mening. Men jeg er også helt befippet over, at der ringer en mand til mig fra Thailand med mulige spor i sagen. Manden hedder i øvrigt ikke Wang, men det kalder vi ham i denne historie.
Vi fik ikke noget ud af vores annonce i Phuket Gazette, men chefredaktøren var så vild med historien om Søren Baisgaard, at han i juni valgte at skrive en artikel om Sørens mærkelige forsvinden og sætte det på forsiden af avisen under overskriften ”Dead man walking”.
Det er den artikel, som Wang har set på nettet, og han har altså genkendt billedet af Søren. Han er overbevist om, at den person, han har set, skulle være Søren.
- De historier, jeg har hørt fra nabolaget og hans ansigt… Hvordan skal jeg forklare det… Hans kropsbygning... Jeg er sikker på, at manden, der lever her, er manden fra artiklen, siger Wang.
- Så du tror, at han gemmer sig for nogen?
- Ja, jeg er sikker.
August 2015 – Tilbage til Thailand
Wang får i skjul taget noget billeder og lidt video af manden, han har genkendt fra avisartiklen. Jeg kan se, at han har tatoveringer på begge arme. Det havde Søren ikke tilbage i 1999, men på dette tidspunkt i august 2015 er det snart 16 år siden, at han forsvandt, så der kan være sket meget siden dengang.
Selvom vi ikke har klokkeklare beviser på, at det er Søren Baisgaard, er vi nødt til at følge dette spor. Wang virker overbevist om, at det er Søren.
Inden vi sætter os ind i Thai Airways’ TG951 med retning mod Bangkok, ringer jeg til Lone Jensen og fortæller hende om henvendelsen fra manden, der har genkendt billedet af Søren.
- Vi flyver lige om lidt og ser, om der er noget om snakken, siger jeg.
- Og hvor skulle vedkommende så være henne … i Bangkok? spørger hun.
- Ja, det er i Bangkok.
- Nå, Jesper for fanden… Det er sgu spændende. Pyha… Jeg sidder her og får hedeture.
Bangkok - holder vejret bag de tonede ruder
Vi mødes med vores kilde i hjertet af Bangkok og kører ud til det sted, hvor Søren angiveligt skulle bo. Wang har udpeget, hvor personen bor og instruereret os i, at der er en vagt ved portindgangen, som man skal forbi.
- Bare sig, at I skal besøge en ven, siger Wang selvsikkert.
Vi har lejet en bil med mørke vinduer bagi, så vi kan filme uden at blive opdaget. Der, hvor vi skal hen, fungerer GPS’er ikke, så Wang har tegnet et kort til vores thailandske chauffør.
Chaufføren taler et meget sparsomt engelsk, så jeg forsøger på det langsomste engelske, jeg har lært, at instruere ham i, hvad vi skal.
- Der er en vejbom. Og der er en vagt. Du skal fortælle vagten, at vi skal besøge en ven.
- Besøge en ven, gentager chaufføren.
Jeg tror, han har forstået det. Vi holder vejret, da vi kommer frem. Vagten stikker hovedet ind af sidevinduet, og chaufføren siger noget til ham på thai, som vi ikke forstår. Lidt efter går vejbommen op. Vi er inde.
Chaufføren kører forbi det hus, som skulle være Sørens. Vi kan se, at der står vasketøj ude, og hoveddøren er åben. Der er tydeligvis nogen hjemme.
Vi parkerer i modsatte side af vejen 10-15 meter fra hans bopæl. Fotografen peger kameraet over mod indgangspartiet, og nu kan vi bare vente på, at der sker noget.
Stikkersvin!
Der går ikke længe før en skikkelse kommer frem. Vedkommende lægger armene op på hegnet, kigger hen på os og går tilbage ind i huset. Vi sidder i en hvid transporter med tonede ruder. Vi stikker voldsomt ud fra de andre biler, og jeg har på fornemmelsen, at vi allerede er blevet opdaget.
Tiden snegler sig afsted, men pludselig kommer skikkelsen til syne igen. Han kommer gående ud af lågen til huset iført en hvid undertrøje og shorts. De mange tatoveringer er blottede. Han ligner manden på billederne på en prik. Nu er spørgsmålet bare: Er det Søren?
Jeg stiger ud af bilen og tager kontakt.
- Hej, siger jeg.
- Hej.
- Hvordan går det?
- Ikke dårligt.
- Du må undskylde, jeg forstyrrer, men...
Inden jeg når at komme videre, afbryder han mig.
- Jeg har set, at I har siddet der i 10 minutter. Har I ventet på, at jeg skulle komme ud?
Jeg kan mærke, hvordan det hele snurrer rundt i maven på mig. Jeg aflæser alt, hvad han gør og spørger mig selv tusind gange ”Er det Søren? Er det Søren? Er det Søren?”
- Jeg er journalist, og jeg kommer fra Danmark. Jeg er på en opgave, hvor vi leder efter en mand, der har været forsvundet i 15 år. En mand og en far. Beskrivelsen af faren … af manden … matcher på dig.
- Matcher på mig? siger han med høj stemmeføring.
Jeg forsøger at holde samtalen kørende, og det går mere og mere op for mig, at manden over for mig ikke er Søren Baisgaard.
- Nu hvor jeg er tæt på dig, så kan jeg godt se, at du ikke er ham. Jeg har et billede af ham. Når jeg taler med dig, så lyder du til at være brite…
- Jeg ER brite. Hvem har sendt jer efter mig? Hvem har sagt, at jeg ligner ham? Jeg ligner ham sgu ikke. Fuck af. Jeg giver ham et lag tæsk, det stikkersvin.
Det viser sig at manden, der skulle være Søren Baisgaard, i virkeligheden hedder Phil. Han er fra Manchester i England, er United-fan og har sønnen, Terry, med sin thailandske kone.
På dette tidspunkt virker alt sort. Vi troede, vi var så tæt på, og så var det slet ikke tæt på at være Søren.
Det føles som et kæmpe nederlag, da vi kører derfra. Hvad, jeg ikke ved, på det tidspunkt er, at lykken vender for os fire dage senere.
Phuket – Slagteren har set Søren
Det er altså stadigvæk Phuket, der er det sidste sted, Søren er set. Vi forlader hovedstaden, og tager til ferieøen for at give det en sidste chance.
Vi kører til den sydvestlige bred på Phuket, hvor mange danskere holder til i byen Kata. Her ligger Viking restaurant, der udelukkende serverer dansk mad. Kurt Jensen har restauranten sammen med sin thailandske kone, Tip, og her vrimler det med danskere. Har en omgang stegt flæsk og persillesovs trukket så meget i Søren, at han har besøgt restauranten?
- Er det en, der har været gæst her? spørger jeg Kurt Jensen.
Jeg viser ham billedet, hvor familien står om poolen ved Holiday Inn fra marts 1999. Kurt kigger på det. Øjnene bliver mere intense og kigger nu meget fokuseret.
- Ja… Jeg synes, at han virker bekendt.
Efter skuffelsen i Bangkok er jeg klar til at gribe alle spor på dette tidspunkt.
- Har han været herinde forbi eller du har set ham i bybilledet?
- Så er det her. Jeg går ikke så meget ud. Vi er jo mange danskere, der har en klub hernede. Og vi mødes tit hos mig og ordner verdenssituationen, siger Kurt Jensen med et grin.
Han kigger på de andre billeder og vender tilbage til familiebilledet.
- Jeg synes familiebilledet, at der lignede han… Men nej, han har ikke været her.
- Hvis du skal sætte dig i hans sted, hvor skulle han så slå sig ned henne?
- Så skulle det være Rawai. Det er oppe langs med kysten. Der ligger nogle små samfund, hvor man kunne tænkes, at han var.
Vi følger Kurt Jensens råd og kører til Rawai, der ligger på sydspidsen af Phuket. Her skulle der altså være steder, hvor folk som Søren Baisgaard nemmere kan gemme sig end ved de meget populære badebyer.
Vi hænger efterlysningssedler op over alt i Rawai og spørger i forretninger, apoteker og på markeder, om der er nogen, der har set Søren Baisgaard. Alle steder er svaret nej. Der er ingen, der har set ham.
Det er ved at være sent, og vi har ikke fået det ud af Rawai, jeg havde håbet på.
En slagter står og vejer kød af, mens jeg flagrer med den efterlysningsseddel, vi har fået fremstillet på thai.
Han kigger på sedlen, og så kigger han en ekstra gang. Han siger noget på thai og nikker. Har han genkendt Søren?
Naivt spørger jeg ham på engelsk: ”Kan du genkende ham?”
Slagteren svarer ikke. Der kommer ikke mange europæere på markedet, og vi stikker ud med vores vestlige udseende. Slagteren kigger over på en bekendt, der står lige ved siden af ham. Jeg spørger, om han kan engelsk. Han nikker og agerer tolk for mig.
Manden kom flere gange og med forskellige kvinder
Slagteren, der hedder Dang, siger noget på thai, mens han laver fagter som om, han har gået rundt på markedet. Jeg kommer vennen i forkøbet.
- Han har været på markedet? spørger jeg.
- Ja, han kom her for cirka to år siden … Han var med en thaikvinde, tilføjer slagteren.
- Kan du spørge ham, hvorfor han er så sikker?
- Han kender ikke kvinden, som han var med.
Det virker som om, at vi snakker lidt forbi hinanden. Men slagteren fastholder, at det er Søren Baisgaard, han har set. Søren skulle angiveligt have været der flere gange og med forskellige kvinder.
Det har givet blod på tanden, at vi endelig har fundet en, der mener at have set Søren Baisgaard.
Hvis han stadig opholder sig på Phuket, så er det med falske papirer. Alle ikke-thai’er skal have fornyet deres visum hver tredje måned, ellers opholder man sig illegalt i Thailand.
Det er blevet et kæmpe fokusområde for de thailandske myndigheder at slå ned på turister, der opholder sig ulovligt. Hvis Søren bliver fanget, står han til udvisning fra Thailand i 10 år, fordi han har opholdt sig illegalt så længe i landet.
På Phuket kan man kun få fornyet sit visum ét sted, så vi sætter kursen mod immigrationspolitiets kontor i Phuket Town.
Phuket Town – Eftersøgningen intensiveres
Vi kommer ind på politiinspektør Tenchais kontor. Her står der store mapper med ”Most wanted by Interpol” og sågar også ”Most wanted by FBI”. Vi fornemmer hurtigt, at Tenchai ikke er en hr. hvem-som-helst, og vi fremlægger sagen for ham.
- Jeg er sikker på, at han har ændret sit navn, så han hedder ikke Søren Baisgaard længere. Men jeg formoder, at han er nødt til at komme hér, ikke? spørger jeg.
- Jo, det skal han, svarer politiinspektøren.
Jeg viser Tenchai og hans kollega billedet af Søren fra 1999 sammen med et fantombillede, vi har fået lavet, hvor Søren er blevet gjort ældre i Photoshop. Immigrationspolitiet lover at lave en eftersøgning af Søren.
Jeg får hjælp af Gregers Møller, der er dansker og bosiddende i Bangkok. Han snakker flydende thai, og med hans hjælp går det hurtigere at kommunikere med de lokale. Vi er i kontakt med samtlige hospitaler og privatklinikker på øen. Men ingen kan genkende billedet af Søren. Den samme besked får vi fra det lokale politi og fra immigrationspolitiet. Ingen har set Søren Baisgaard.
Det er muligt, at Søren er død siden telefonopkaldet til Danmark i 2012. I templet ”Min” findes et arkiv over alle de personer, som de seneste fem år er omkommet på Phuket, uden at myndighederne har kunnet identificere dem eller finde pårørende. Det drejer sig om 700 personer, så vi går i gang med at bladre de store mapper igennem, hvor der er billeder af forkullede lig, pasbilleder af de omkomne eller kortfattede beskrivelser af hvordan de ser ud. ”Asiat”, ”europæer”, ”afrikaner” etc.
Himlen åbner sig over Bangkok
Endnu engang er resultatet det samme – ingen spor af Søren. Jeg bliver lidt flov over min egen reaktion, for jeg er skuffet, da vi ikke finder ham i mapperne med de makabre billeder.
Gregers Møller siger til mig, at han synes det er upassende at være skuffet over, at han ikke er død. Det har han ret i, men lige nu har jeg ikke andre spor.
Dette var det sidste skud i bøssen, og jeg har ikke kunnet finde Søren Baisgaard.
Himlen åbner sig, og regnen vælter ned. Det er næsten for symbolsk. Jeg finder telefonen frem og ringer til Lone Jensen. Klokken er ni om morgenen hjemme i Danmark.
- Hej Lone. Det er Jesper. Jeg ringer til dig for at sige, at vi har ledt alle steder og har vendt enhver mulig sten på den her vej, og vi har haft fat i alle tænkelige myndigheder, vi har talt med gud og hver mand … og vi kan ikke finde ham.
Der er lang pause i den anden ende af røret.
- Det ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal sige til. Det skal jeg lige synke lidt. Puha… Det er en lidt underlig fornemmelse. Det er lidt tomt. Jeg kan ikke tænke lige nu…
Det føles ikke rart at overbringe Lone Jensen nyheden. Hun havde håbet, at vi kunne gøre noget ved uvisheden, som de har levet med i så mange år, og jeg har hele tiden haft en ubøjelig tro på, at vi nok skulle finde Søren. Det føles som et kæmpe nederlag.
Men et kvarter senere er alt vendt på hovedet.
”Ananas-damerne” genkender Søren
Jeg beslutter mig for at tage tilbage til markedet, hvor vi mødte slagteren Dang. Med Gregers Møller ved min side, kan vi få en bedre oversættelse end sidst. Så kan vi i det mindste tage den historie med hjem til Lone.
Men da vi kommer til markedet er Dang ikke kommet. På grund af det massive regnvejr, er der faktisk ikke dukket særlig mange sælgere op. Jeg får Gregers Møller til at ringe til Dang for at høre, hvornår han kommer. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan bruge tiden på noget fornuftigt, så jeg hiver nok engang efterlysningssedlen op med Sørens billede og teksten på thai. Jeg siger ikke noget til sælgerne, jeg viser dem blot sedlen.
De kigger og ryster på hovedet. Det var forudsigeligt. Jeg flytter mig lidt rundt blandt de få sælgere, men får samme svar. Men én af dem kigger interesseret, og så ryger det ud af mig, selvom jeg godt ved, at han ikke forstår engelsk:
- Have you seen him?
Gregers Møller fortæller mig, at Dang ikke kommer, men det virker også ligegyldigt nu, for sælgeren kigger på billedet af Søren på en måde, som siger mig, at han har set Søren. Gregers taler med ham på thai, og ventetiden, inden han oversætter, er uudholdelig.
- Han siger, at han har set ham tidligere. Han har set ham komme ind og købe ting, men det er stykke tid siden.
- Hvor lang tid siden?
- Hun har også set ham, siger Gregers Møller og peger på en kvinde, der står med en vogn fuld af ananas.
- Det er ikke så lang tid siden. Normalt når folk kommer og leder efter folk, så er det fordi, de er døde, men han siger ”han er ikke død ham der!”.
Kvinden med ananas siger noget til Gregers på thai.
- Han kommer her og køber ananas.
- Hvornår har hun set ham?
- Det er under en måned siden.
Der går et sug igennem maven på mig. ”Under en måned siden” Selvom jeg ikke forstår noget som helst thai, så virker kvinderne utroligt overbevisende i den måde, de fortæller Gregers, at de har set Søren Baisgaard.
- Når han har købt ting, så kører han over på den anden siden af vejen. Der ligger et område dernede, der hedder Friendship. Han kommer alene, oversætter Gregers Møller:
- De er 100 på, at det er ham. De er 100 på, at ham har de set.
- Vi kan jo risikere, at han lige pludselig står her.
- Det er mindre end en måned siden. Og han bor formentlig nede på Friendship Beach.
- Så lad os køre derned!
Danske flag på bilen
Vi kører over på den modsatte af vejen og kommer ned til et stort skilt, hvor der står ”Friendship Beach Resort”. Min puls er høj nu. For enden af vejen er en stor grøn bil ved at forlade området. På siden af bilen er et dansk flag. Jeg får øje på yderligere to danske flag på vejen.
Ville Søren skilte med danske flag på sin bil?
Chaufføren stiger ud af bilen, og er i gang med at proppe bagage ind i bilen. Han står gemt omme på modsatte side af bilen, så jeg ikke kan se, hvem det er. Jeg stiger ud af vores bil og tager kontakt til ham.
Han kommer til syne. Det er ikke Søren Baisgaard.
Vi undersøger området nøje for at se, om han kunne bo andre steder, men der er ingen tegn på Søren. Jeg aftaler med kvinderne, der sælger ananas, at de skal ringe, så snart Søren igen viser sig på markedet.
Maj 2016 – Tilbage i Herlev
Det er nu 10 måneder siden, vi besøgte markedet i Rawai på Phuket. I to døgn holdt vi udkig ved markedet, inden vi tog hjem. Men Søren dukkede ikke op.
Gregers Møller har været i løbende kontakt med sælgerne på markedet, men Søren er heller ikke dukket op siden.
Her næsten 17 år efter hans forsvinden, må familien fortsat leve med uvisheden.
Jeg viser vores optagelser fra markedet til Lone og Malene Jensen.
- Hold da op… Det var tæt på. Jeg ved ikke, om de har advaret ham, siger Lone Jensen.
- For helvede, hvad er det han render fra?! siger datteren Malene vredt.
- Jeg ved det ikke, Malene, siger Lone:
- Men der er en vished nu om, at alt er forsøgt. Det har jeg det faktisk godt med. Afklaret i en eller anden grad det vil jeg sige.
Hun holder en tænkepause, inden hun fortsætter:
- Det er en god fornemmelse, at alt er prøvet. Han vil tilsyneladende ikke findes.
Søren Baisgaard er i dag erklæret død af de danske myndigheder, og jeg har stoppet min søgen efter ham. Jagten har fyldt mit hoved til bristepunktet i snart to år. Men det er intet imod, hvad Lone, Malene og Marie har stået model til.
Så Søren… Hvis du læser det her (eller hvis andre, der ved noget gør) så må du gerne sende mig en mail på missing@tv2.dk.