Nyheder

Grævling lå døende i vejkanten i timevis: - Hvorfor var der ingen, der hjalp?

Lasse Lerche er forarget over, at man kan køre et dyr ned for så at lade det ligge og lide.

Fakta om grævlingen

Grævlingen findes i det meste af landet med undtagelse af mindre øer samt store øer som Bornholm, Samsø og Anholt, Læsø og Rømø.

At grævlingen findes på Fyn, Sjælland, Lolland og Falster skyldes udsætninger i 1800-tallet, da arten uddøde på disse øer for mere end 5.000 år siden.

At grævlingen hører til mårfamilien ligesom husmår, skovmår, ilder, lækat, brud og odder.

Kilde: Naturstyrelsen.dk

Da Lasse Lerche tidligt mandag morgen kører på arbejde ved Uldum i Midtjylland, ser han noget, der ligger og bevæger sig i vejkanten. Han stopper bilen, træder ud og ser, at det er en grævling, der er blevet ramt af en bil. I solen ligger den og vrider sig og spjætter. Stadig levende. Den lider. Klokken er 7.15.

Lasse Lerche ringer til Dyrenes Beskyttelse og spørger, om de kan komme og tage sig af den.

- De siger, de kun kan gøre det, hvis jeg bliver på stedet med dyret. Sådan er reglerne, men det kunne jeg ikke. Jeg skulle videre på arbejde, og da dyret var kørt ned ved en omfartsvej, måtte jeg slet ikke parkere der. Det fortæller jeg dem, men svaret er altså fortsat, at de ikke kan hjælpe, siger Lasse Lerche til TV 2.

Han føler nu, at han har gjort, hvad han kunne, og han kører derfor videre. Men fire timer senere vender Lasse Lerche tilbage af samme vej. Han ser, at dyret stadig ligger og vrider sig i solen, der nu er tiltaget i styrke.

Han stopper igen. Klokken er nu 11.15.

Hvorfor stopper folk ikke?

Nu ringer han igen til Falck, der denne gang kan fortælle ham, at han godt må holde ind ved motortrafikvejen, hvis han tænder katastrofeblinket på sin bil. Det gør han, og nu kommer Falck, der kører ud for Dyrenes Beskyttelse.

- SKytten fra Falck ankommer, henter sit jagtgevær og skyder den, fortæller Lasse Lerche.

Grævlingen dør med det samme. Et skud.

Hos Dyrenes Beskyttelse forsikrer man, at man har taget henvendelsen alvorligt.

- Der sker det, at dyret er fundet på Vejdirektoratets område, der hurtigt sender en Falck-mand ud, som dog kører forgæves. Da vi igen får en henvendelse, sender vi fra Dyrenes Beskyttelse en Falckvogn ud med en skytte, der finder og skyder dyret, og det gør vi, fordi vi altid tager sager som denne meget alvorligt, siger Claus Nielsen, pressemedarbejder hos Dyrenes Beskyttelse.

Tilbage sidder Lasse Lerche med en undren.

- Jeg kan slet ikke forstå, at man kan køre et dyr ned og så bare lade det ligge og lide. Man bliver vel nødt til at vide, hvordan det har det. Jeg er virkelig forarget over det, og jeg forstår ikke, at folk bare kan køre videre, siger Lasse Lerche til tv2.dk.

Han håber med sit opråb at gøre folk opmærksomme på, at man skal hjælpe dyrene, når man rammer dem.

Hvad skal man gøre?

På Naturstyrelsens hjemmeside er der oplistet regler for, hvad man skal gøre, hvis man har påkørt et dyr.

Hovedreglen er, at ’har man ramt et vildt dyr, så skal man ringe til dyrenes vagttelefon på 1812. De kan også tilkalde en Schweiss-hundefører, der kan komme og aflive dyret, hvis der er brug for det.’

Hvis dyret er såret, er reglen således:

Gå aldrig hen til et såret dyr. Hvis dyret har kræfter til at rejse sig, vil det gøre det af sig selv. Større, sårede dyr kan være farlige.

Det er heller ikke en god idé at følge efter et såret dyr eller forsøge at opspore det igen. Det kan ødelægge sporet for schweisshunden, som sendes ud for at lede efter dyret.

Hvis dyret er dødt, er det ikke en opgave for Dyrenes Vagtcentral, men man må gerne hjælpe med at trække det døde dyr ud i rabatten.

På Naturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan man undgår at påkøre dyr.