Nyheder

Gymnasierektor efter bortvisning: Jeg er simpelthen så vred

Gefion Gymnasium i København har måttet politianmelde og midlertidigt bortvise en elev, efter han har spredt en video af en nøgen skolekammerat.

'Sexvideo delt med hundredevis af unge', 'Minister til kamp mod sexkrænkelse' og 'Kun de smukkeste gymnasieelever inviteres til fest'. I løbet af den seneste uge har danske gymnasieelever trukket overskrifter i medierne.

Det har nu fået rektor Birgitte Vedersø fra Gefion Gymnasium i København til at tage bladet fra munden. I sin klumme 'Rektors hjørne' på gymnasiets hjemmeside, skriver hun om, hvordan hun og gymnasiet ser på den udstilling af privatliv og mobning, der foregår mange steder. For nylig blev Birgitte Vedersø præsenteret for en Facebookside, hvor elever fra gymnasiet blev omtalt med detaljer fra deres privatliv.

- At sprede sladder og rygter om ens kammerater er dybt usympatisk. At sprede sladder og rygter om selvsamme kammeraters privatlivsdetaljer anonymt og uden at give de omtalte mulighed fra at sige fra er ikke bare usympatisk, det er rent ud sagt noget svineri. Ikke desto mindre er der oprettet en facebookside, der sviner folk fra Gefion til. Den eller dem, der står bag, har valgt den kujonagtige fremgangsmåde at være anonyme, men vi kan fra skolens side ikke acceptere den slags mobning, skrev hun dengang på skolens hjemmeside.

Efterfølgende blev siden slettet.

Elev videresendte krænkende video

Birgitte Vedersø har nu selv måttet bortvise en elev midlertidigt for at have delt en video af en nøgen skolekammerat i en intim situation til en fest.

- Jeg bliver simpelthen så vred over det her, fordi det er så krænkende og ødelæggende for ofrene. Derfor bør enhver voksen, der er i kontakt med unge mennesker, reagere, siger Birgitte Vedersø til Politiken.

I sin blog fortsætter hun:

- Det er ikke i orden at se til, når nogen bliver udstillet. Det er sværere end som så at sige fra over for som elev, så her må skolen påtage sig et ansvar. Skolens ansvar skal gøre sig gældende, når de to grundværdier i vores studie- og ordensregler overtrædes, nemlig tolerance og respekt. Det siger sig selv, at distribution af privatlivsdetaljer er en overtrædelse heraf, uanset at det foregår uden for skolens regi. Og det er også skolens ansvar, fordi det er alle gymnasiers opgave at stå inde for normer, som insisterer på disse værdier.

Birgitte Vedersø mener dog ikke, at skolen kunne have gjort mere for at forhindre at eleven sendte den krænkende video af sted.

- Vi bliver nødt til at lade de unge om, hvad de laver lørdag aften, siger hun til TV 2.