Nyheder

Lukas Graham slår Justin Bieber: Tæt på historisk førsteplads

Det danske band Lukas Graham er nu kun en enkelt placering fra at ligge nummer et på den amerikanske Billboard hitliste.

I sidste uge lå Lukas Grahams '7 Years' nummer tre, men nu har det danske megahit overhalet Justin Biebers 'Love Yourself' på den officielle amerikanske singlehitliste Billboard Hot 100.

Det betyder, at det danske band nu kun er overgået af popsangerinden Rihanna med sangen 'Work,' der for sjette uge i træk ligger nummer et på listen. 

Det er kun anden gang i historien, at et dansk hit ligger så højt på den amerikanske liste. Her skal vi helt tilbage til 1961, hvor Jørgen Ingmann kom helt op på en andenplads med det instrumentale nummer ’Apache.’

Historisk stort

Derudover har danske navne som Mø, Aqua og Bent Fabricius-Bjerre også tidligere ligget i top-ti på listen.

Da Lukas Grahan i sidste uge ramte 3. pladsen, forklarede musikekspert og chefredaktør på musikmagasinet Gaffa, Peter Ramsdal, at det var 'historisk stort' for et dansk band at nå dertil.

- Det er kæmpestort. Billboard er LISTEN i USA, og tager man de historiske briller på, er det unikt for et dansk band at komme så langt op, sagde Peter Ramsdal til TV 2.

Modtager nøgenbilleder

Lukas Graham har kravlet op ad hitlsiten i takt med, at bandet også har optrådt i kendte talkshows som ’Late Night with Seth Meyers’ og i 'Conan O’Brien'.

Med bandets store succes følger der dog også en række anderledes fanbilleder. Det skriver den danske forsanger Lukas Graham selv på Twitter: 

- Tak for alle lykønskningerne, men lad være med at sende mig nøgenbilleder. Jeg skal nok klare mig uden, tak, skriver han efterfulgt af en smilende emoji med tårer i øjnene.

I videoen herunder kan du høre musikekspert Rune Skyum-Nielsen give sit bud på, hvorfor Lukas Graham har så stor succe

Rune Skyum-Nielsen forklarer Lukas Grahams succes. Video: 1642