Flertal vil forbyde rygning i fængslerne

Et politisk flertal mener, at det ikke længere skal være tilladt at ryge i de danske fængsler.

Der skal ikke længere pulses løs i de danske fængselsceller. Det mener et flertal i Folketinget, skriver DR Nyheder. Forslaget om, at indsatte ikke længere må ryge i deres fængselsceller, kommer fra Socialdemokraterne, efter at Fængelsforbundet længe har ytret bekymring over, at de fængselsansatte bliver udsat for passiv rygning:

- Det er ganske enkelt for at skåne det personale, som også kommer i cellerne. I stedet må de indsatte gå udenfor på udearealerne og ryge, siger partiets retsordfører, Trine Bramsen, til DR Nyheder.

- Når man befinder sig på et offentligt areal, må man følge de regler, der gælder stort set alle andre offentlige steder - nemlig at man går udenfor og ryger.

Der er i dag allerede rygeforbud indendørs overalt på de danske arbejdspladser og flere steder i det offentlige rum, men i fængsler og arresthuse har de indsatte, som det er i dag, lov til at ryge i cellerne.

Klager fra de ansatte

De indsatte må ifølge reglerne ikke ryge i deres celler, når der er personale til stede, alligevel har røg-generne de seneste år ført til en række påbud fra Arbejdstilsynet og klager fra de ansatte. Og selvom Socialedemokraterne tidligere har været imod et forbud, vil de nu have rygning i indsattes celler helt forbudt:

- Der er ingen tvivl om, at det her er et kontroversielt forslag, men lige nu risikerer vi, at vi har ansatte, der bliver udsat for en meget stor sundhedsrisiko, siger Trine Bramsen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det nye forbud kan risikere at skabe uro i fængslerne, svarer Trine Bramsen:

- Det argument skulle jo så gælde på alle offentlige steder og arbejdspladser.

Både Dansk Folkeparti og de Konservative bakker op om S-forslaget:

- Jeg er sikker på, at man kan finde en ordning, så de indsatte kan komme udenfor at ryge, så man ikke generer de ansatte i fængslerne. I forvejen regulerer man det her rigtig hårdt i andre dele af samfundet, så det må man selvfølgelig også gøre i fængslerne, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod.

De konservatives sundhedsordfører, Mette Abildgaard, er enig. Også selvom forbuddet er 'et stort indgreb' over for de indsatte:

- Jeg forstår godt, at fængselsansatte ikke har lyst til at træde ind i et lille rum, hvor der er blevet røget hele dagen og så skulle arbejde i det. Naturligvis er der tale om et indgreb, men de her mennesker er frihedsberøvede, og der er i forvejen meget strenge krav til, hvad man må og ikke må.

Frygter ikke uro i fængslerne

Heller ikke hun frygter, at et rygeforbud i de indsattes celler vil skabe uro i landets fængsler:

- Det er fængselspersonalet, der selv har ytret ønske om det her, og hvis de mente, at det ville føre til flere overfald eller uro, så tror jeg ikke, at de ville komme med det her ønske, siger Mette Abildgaard, der dog ikke vil give de indsatte flere gårdture med rygeforbuddet.

- At man indfører rygeforbud bør ikke føre til flere gårdture. Så må man nedsætte sit nikotinforbrug, siger hun.

Justitsminister Søren Pind (V) er også klar til at se nærmere på forslaget:

- Vi har set en udvikling i hele det omkringliggende samfund, og fængselspersonalet har også krav på, at de bevæger sig rundt i røgfri miljøer. Vi har allerede arbejdet med det her, så det er et arbejde, som er i gang, og som jeg imødeser, siger Søren Pind.