Nyheder

Trods højsæson for madspild: Danskerne dropper påskefrås

Ny undersøgelse fra Epinion for foreningen Stop Spild Af Mad viser, at kun 4 procent af danskerne mener, de har et problem med madspild.

Se mere i 19 Nyhederne i aften

Påsken står for døren, og det samme gør årets påskefrokoster.

Påsken har tidligere haft ry for at være højsæson for madspild - eksempelvis smed danskerne mad ud for 279 millioner kroner i 2014 - men nu ser det faktisk ud til, at danskerne er blevet langt bedre til at tømme køleskabet. Det mener danskerne i hvert fald selv. 

En ny undersøgelse, som Epinion har lavet for foreningen Stop Spild af Mad, viser, at kun fire procent af danskerne mener, at deres husstand har mere madspild i påsken end resten af året. Hele 79 procent af danskerne mener, at madspild ikke udgør et problem i husstanden.

En lignende markedsanalyse fra 2013 lavet af TNS Gallup viste, at 25 procent af danskerne på daværende tidspunkt 'som minimum i nogen grad fandt det sværere at undgå madspild i påsken end resten af året'. 

- Det, jeg tænker mest, er, at madspild virkelig er kommet på dagsordenen, og det er første skridt. Så nu håber vi på, at madspildet snart falder. Nu er der virkelig bevidsthed om det, siger Birte Brorson, der er køkkenrådgiver og med i foreningen Stop Spild af Mad.

Vil have bæredygtigt forbrug

Også hos Landbrug & Fødevarer kan man nikke genkendende til danskernes store interesse for at undgå fyldte skraldespande. 

- Det vi ser og hører er, at danskerne i stigende grad er blevet opmærksomme på madspild. De er mere imod det, og de vil gerne undgå det, siger forbrugerøkonom Marianne Gregersen og tilføjer:

- Forbrugerne vil gerne have et mere bæredygtigt forbrug, fordi der er meget store miljømæssige konsekvenser ved madspild, og det er noget som i stigende grad optager forbrugerne, og derfor er de blevet mere og mere opmærksom på det.

Mere fokus på madspild i fremtiden

Hos Dansk Supermarked har man gennem længere tid arbejdet på initiativer, der skal mindske madspildet. Også her mærker man, at netop de tiltag er populære. 

- Vi har i Dansk Supermarked Group altid arbejdet med madspild som en naturlig del af vores svindbekæmpelse, og det er ikke noget nyt, at vi mærker varer ned i pris, når de nærmer sig sidste salgsdato. Men vi oplever en helt anden interesse for denne type varer end for bare fem år siden, siger kommunikationsmedarbejder hos Dansk Supermarked, Julie Spanner Kloppenborg.

Ifølge Marianne Gregersen vil den øgede interesse for madspild i fremtiden kun bliver større. 

- Jeg tror, at det i stigende grad til blive et fokusemne. Danskerne vil i højere grad vælge mad fra producenter og butikker, som er bevidste omkring madspild. De vil i højere grad efterspørge løsninger, som får dem til at undgå madspild.