Historisk optur for Lukas Graham: Stormer frem på hitliste

Lukas Grahams verdenshit '7 Years' er nu helt oppe som nummer tre på Billboards Hot 100 - og det er historisk stort, siger musikekspert.

Det går i øjeblikket kun en vej for danske Lukas Graham - nemlig opad.

I denne uge er bandets megahit '7 Years' kravlet fra en femte- til en tredjeplads på den officielle amerikanske singlehitliste, Billboard Hot 100 - kun overgået af Rihanna og Justin Bieber.

Billboard kalder '7 Years' 'for Lukas Grahams 'første verdenshit' - og der er god grund til at være stolt af en placering på netop denne liste, forklarer musikekspert og chefredaktør på musikmagasinet Gaffa, Peter Ramsdal.

- Det er kæmpestort. Billboard er LISTEN i USA, og tager man de historiske briller på, er det unikt for et dansk band at komme så langt op, siger Peter Ramsdal.

Få danskere i toppen

Faktisk skal man hele 55 år tilbage i tiden for at finde et dansk hit, der har ligget i toppen af Billboard-listen. Det var i 1961, hvor Jørgen Ingmann kom helt op på en andenplads med det instrumentale nummer ’Apache.’

- Så man kan vist roligt sige, at det er historisk for danske navne er ligge så højt på Billboard, siger Peter Ramsdal.

Han ser to grunde til, at det er lykkedes Lukas Graham at få et internationalt gennembrud: Gode sange og personlighed. 

- '7 Years' er et utroligt godt nummer, som rummer en historie. Samtidig er Lukas Graham hvad jeg vil kalde en ægte person og ægte kunstner. Det, man ser, får man også - og derfor kan folk relatere og forholde sig til ham, siger Peter Ramsdal og tilføjer:

- Han har holdt fast i drengen fra Christiania. En glad, ukompliceret fyr, der dog samtidig har udviklet sig i takt med de ting, der er sket i hans liv.

Herunder kan du gense det øjeblik, hvor en rørt Lukas Graham hyldede sin mor og far ved DMA 2015: 

Kan blive større end Aqua

Lukas Grahams karriere tog for alvor fart herhjemme, da han i 2011 lagde de to numre 'Criminal Mind' og 'Drunk In The Morning' på Youtube. Her var bandet så småt begyndt at spille udsolgte koncerter på Vega i København, og siden har Lukas Graham haft en 'kometagtig karriere'.

- Han har som en af de få formået at få et reelt gennembrud i udlandet. Det er vanvittig flot, fordi det næsten aldrig sker. Vi skal tilbage til Aqua for at finde en tilsvarende succes for et dansk band, siger Peter Ramsdal

Aqua landede i top ti på Billboard-listen, da singlen 'Barbie Girl' tog verden med storm og solgte mere 20 millioner album på deres debut. Gruppens storhedstid var dog relativ kort, og her har Lukas Graham bedre odds, mener Peter Ramsdal.

- Aqua var noget tidstypisk bubblegum-musik, som passede meget godt ind i et kitchet årti. Lukas Graham har derimod slået sig op på en musik, som ikke er så stereotyp. Så kan han fortsætte med at lave sange, der har samme høje kvalitet som '7 Years', så vil han have en længere holdbarhed, siger han.

Mere perspektiv og dybde

Fredag den 1. april udkommer Lukas Grahams seneste album "Lukas Graham" i en international version. Et album, der afspejler, at Lukas Graham har fået mere perspektiv på tilværelsen, mener Peter Ramsdal.

- Tekstuniverset er blevet dybere. 'Drunk in the morning' handlede meget om ungdommelige problemstillinger, hvor '7 Years' nærmest er et generationsportræt af ham selv gennem tre generationer, siger Ramsdal og tilføjer:

- På den måde er han blevet et lag dybere, end da han brød frem, siger Ramsdal.