Udland

Tre-årig druknede på rejsen mod EU - nu er menneskesmuglerne dømt

Billedet af en druknet syrisk dreng gik for et halvt år siden verden rundt. I dag blev to menneskesmuglere idømt fire års fængsel i sagen.

Vi advarer om stærke billeder længere nede i artiklen.

Liget af en blot tre-årig dreng skyllede i september op på stranden ved den tyrkiske by Bodrum. Drengens navn var Aylan Kurdi og billedet af ham i vandkanten vakte ramaskrig i verden over.

I dag blev to syriske mænd stillet til regnskab i sagen. De to blev idømt fire års fængsel for menneskesmugling. De blev samtidig frifundet for uagtsomt manddrab.

Aylan Kurdi var kurdisk flygtning fra Syrien. Sammen med sin familie og en gruppe andre flygtninge var han på vej fra Tyrkiet til EU-landet Grækenland i en oppustelig båd. Men båden kæntrede og Aylan Kurdi, hans mor og 5-årige bror druknede. Kun faderen Abdullah Kurdi overlevede.

- Jeg forsøgte at holde min kone og mine børn oppe, men de druknede en efter en, fortalte Abdullah Kurdi efter ulykken.

Efter ulykken appellerede Abdullah Kurdi til, at det aldrig måtte ske igen.

- Vi vil have verdens opmærksomhed, så man kan forhindre det samme i at ske for andre. Lad dette være den sidste gang, sagde Abdullah Kurdi dengang til Reuters. 

Hans opråb er dog tilsyneladende ikke blevet hørt. For siden Aylan Kurdis død er flygtningestrømmene fortsat, og mange har lidt samme skæbne på rejsen mod EU.