Nyheder

Lokalpolitiker trækker sig fra politik - sigtet for biltyveri

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Lokalpolitiker, der skal for retten i sag om biltyveri, har valgt at trække sig fra politik

John Morville Larsen, der er løsgænger i Langeland Kommunalbestyrelse, har valgt at trække sig fra politik. Det har han meddelt sine kollegaer på en mail natten til lørdag.

- I vil modtage min anmodning om udtrædelse af kommunalbestyrelsen, lød det bl.a. fra politikeren, der skal for Retten i Svendborg i tilståelsessag på fredag.

John Morville Larsen er sigtet for tyveri af en bil fra en autoforhandler i Odense. Han har erkendt, at han - kort før han indgav personlig konkursbegæring sidste år - købte bilen og lod den omregistrere. Dette er imidlertid ikke lovligt.

Over for TV 2/FYN understreger han, at handlen ikke har haft nogen konsekvens for kreditorerne.  

- Jeg tager konsekvensen fuldt ud, derfor er det også en tilståelsessag, udtaler han. 

Hans udmeldelse er endnu ikke officiel afsendt, og han vil indtil videre fokusere 100 pct. på sin familie:

- De har ikke været vidende om dette. Der er ikke andet, der er vigtigere end dem lige nu, lyder det videre. Jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg fortryder min handling. Familien er det vigtigste for mig lige nu, og skal jeg træde ud af politik betyder det ingenting i forhold til, lyder det videre.

Han forventer, at sagen kan ende med en betinget dom eller samfundstjeneste.

- Jeg accepterer det, der måtte komme og tager den derfra, siger han.

John Morville Larsen er gået konkurs med restaurationen Thummelumsen i Rudkøbing.

Hvis han bliver dømt, skulle kommunen så indberette det til Valgbarhedsnævnet, der så skulle tage stilling til, om han var værdig til at sidde i kommunalbestyrelsen, men dette er han nu kommet i forkøbet.