Yahya Hassan løjet død i falsk Ekstra Bladet-artikel
I en falsk artikel hævdes den kendte digter fejlagtigt død under brutale omstændigheder. Ekstra Bladet føler sig misbrugt.
"Breaking news: Yahya Hassan tæsket til døde i celle".
Sådan lyder overskriften på en artikel, der fredag florerer på de sociale medier. Men historien er falsk.
Den falske artikel ligner en Ekstra Bladet-artikel og har en rigtig Ekstra Bladet-journalist som skribent, men hverken avisen eller journalisten har noget med den falske historie at gøre. Det fastslår chefredaktør Karen Bro.
- Det er misbrug af Ekstra Bladet og et angreb på vores troværdighed, og det tager vi selvfølgelig dybt alvorligt, siger hun til TV 2.
Ekstra Bladet blev selv opmærksom på den falske artikel i nat og har siden været ved at undersøge sagen. Fredag morgen offentliggjorde de selv historien "Yahya Hassan-artikel er falsk", efter flere undrende læsere havde kontaktet avisen.
Den falske artikel ligger på domænet ekstrabladet.co - og altså ikke på ekstrabladet.dk, som er den rigtige hjemmeside. Men ud over det ligner den, og den falske artikel linker til det rigtige Ekstra Bladet, så den kan altså nemt forveksles med den ægte vare.
Hævdes tæsket ihjel af politiet
Den falske historie har publiceringstidspunktet 00.05 natten til fredag, og i artiklen påstås det, at Yahya Hassan skulle være blevet tæsket til døde i detentionen i Aarhus efter et sammenstød med betjente fra Østjyllands Politi.
Men også politiet afviser historien.
- Vi er bekendt med artiklen, men det er ikke korrekt, hvad der står. Jeg kan sige, at vi er bekendt med kommunikationen, der foregår på de sociale medier, men ellers har jeg ingen kommentarer til sagen, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi.
Han vil ikke udtale sig om, hvorvidt Yahya Hassan overhovedet har været anholdt i nat, eller om politiet på anden vis har været i kontakt med den aarhusianske digter.
Yahya Hassan afviser at stå bag
Et opslag på Facebook fra Yahya Hassan vækker dog opsigt i forbindelse med den falske artikel. I opslaget skriver han, at "Hvis jeg dør i nat, så står Østjyllands Politi bag." Opslaget er fra klokken 23.30 torsdag aften - altså en halv time før den falske artikel angiveligt blev lagt ud.
TV 2 har fredag været i kontakt med Yahya Hassan, der over telefonen fortæller, at han har set den falske artikel, og at han kender til mange, der har troet, den var sand.
- Det er tydeligt, at der er kraftige elementer i samfundet, der ønsker mig død, og det skal de bare have lov til, siger Yahya Hassan.
Han afviser selv at have noget med den falske artikel at gøre og tilføjer, at hans Facebook-opslag om Østjyllands Politi torsdag aften ikke har forbindelse til artiklen.
- Den artikel har været spredt før. De har bare lagt den op igen nu og ændret datoen. Jeg har ikke noget med den at gøre, jeg har ikke tid til at sidde og lave falske artikler, siger Yahya Hassan, inden han afslutter opkaldet.
Falske EB-artikler kan bruges til svindel
Laver man en søgning på domænet ekstrabladet.co gennem hjemmesiden whois.net, fremgår det, at domænet er registreret mandag den 15. februar 2016 med knytning til en adresse i Panama.
Det fremgår dog også, at personen bag har benyttet sig af en tjeneste, der gør det muligt at skjule den rigtige ejer.
En journalist fra DR gør på Twitter opmærksom på, at den falske side allerede mandag lavede en anden falsk historie, der ligeledes så ud som om, at den kom fra Ekstra Bladet. Chefredaktør Karen Bro fortæller, at avisen også er bekendt med denne.
- Der har været nogle fortilfælde, og jeg synes, det er meget alvorligt. Vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre ved det, og alle med forstand på teknik er på sagen, og det er i proces, siger Karen Bro.
It-sikkerhedsvirksomheden CSIS har også haft kigget nærmere på siden med den falske artikel, som de kan forbinde med 73 andre suspekte sider. Den pågældende side indeholder dog ikke skadelig kode, skriver CSIS på sin hjemmeside.
- Vores bedste bud er, at disse svindelsider skal anvendes som trampolin til konkurrencesvindel. Vi er ikke i tvivl om, at bagmændene er danske, skriver CSIS.
Ekstra Bladet oplyser fredag eftermiddag, at avisen har valgt at melde sagen til politiet.
En søgning via tjenesten LinkTally viser fredag middag, at den falske artikel er delt knap 3.500 gange på Facebook.
________
OPDATERET KL. 13.22: Tilføjet citater fra Yahya Hassan, efter han vendte tilbage på TV 2s henvendelse.
OPDATERET KL. 14.28: Tilføjet Ekstra Bladets politianmeldelse af sagen.
OPDATERET KL. 15.49: Tilføjet afsnit om CSIS gennemgang af den falske artikel.