Nyheder

Mystisk sag: 73-årig erhvervsmand forsvundet på fjerde døgn

Østjyllands Politi leder fortsat efter Niels Joachim Nicholaisen. Politiet håber, at oplysninger fra vidner og familie snart leder dem på rette spor.

Østjyllands Politi er stadig på bar bund i forbindelse med efterlysningen af den 73-årige Niels Joachim Nicholaisen fra Aarhus, der har været forsvundet siden fredag.

Ordensmagten er derfor begyndt at forhøre omgangskredsen til den selvstændige erhvervsdrivende i håb om, at den kan spore dem ind på, hvor Niels Joachim Nicholaisen befinder sig, forklarer Marianne Morgen, der er pressekoordinator hos Østjyllands Politi.

- Vi er stadig i gang med at forhøre familie og venner for at finde ud af, om de kan give os en idé om, hvor han kan være, siger hun og tilføjer:

- Det er vores bedste bud lige nu.

Flere henvendelser fra vidner

Marianne Morgen oplyser samtidig, at politiet ikke har fået nye spor at gå efter i den sag, der betegnes som usædvanlig, fordi Niels Joachim Nicholaisen normalt er en "velfungerende mand med styr på tingene."

Ifølge pressekoordinatoren har politiet fået "et par henvendelser" fra offentligheden om, hvor Niels Joachim Nicholaisen kan være set. Selvom de endnu ikke har vist sig at føre til afgørende nyt i sagen, så er, sammen med informationer fra venner og familie, politiets bedste spor i den usædvanlige sag.

Politiet formoder, at Niels Joachim Nicholaisen var på vej til sit lokale træningscenter i det centrale Aarhus, da han forsvandt. Han forlod sit hjem fredag omkring klokken 14 med en taske med træningstøj, og samme dag ved 19-tiden var han i telefonisk kontakt med en ven eller et familiemedlem.

Eftersøgt med hunde

Politiets hundepatrulje har i weekenden fulgt den rute, som Niels Joachim Nicholaisen normalt ville følge for at komme fra sin lejlighed i Aarhus til træningscenteret, men umiddelbart uden held. Thomas Hinge, der er vagtchef ved Østjyllands Politi har dog tidligere gjort det klart, at man ikke frygter, at der ligger en forbrydelse bag den 73-åriges forsvinding.

Den private søgetjeneste Missing People forsøger at hjælpe politiet med at finde Niels Joachim Nicholaisen, og den vil blandt andet undersøge billederne på overvågningskameraer, der kan have filmet ham på vej fra hans hjem. 

Familien på bar bund

Familien til Niels Joachim Nicholaisen har ikke noget bud på, hvor deres far kan være. Hans ene søn siger til Jyllands-Posten, at faren er et vanemenneske, der er meget ordentlig og overholder sine faste rutiner.

Familien har selv gennemsøgt flere områder i Aarhus og yderkanten af byen, men uden held:

- Vi har ikke fundet noget som helst. Vi ved ikke, om han er faldet i et hul, sø eller vandløb. For os er tanken om, at han skulle have gjort noget bevidst, uvirkelig, men vi kan jo ikke udelukke det. Politiet spørger os også, om han har virket oprørt, ked af det eller andet, men nej, det giver bare ingen mening, fortæller sønnen Jesper Nicholaisen til Jyllands-Posten.

Politiet efterlyser flere vidner

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med flere vidner, der kan have set Niels Joachim Nicholaisen, siden han forsvandt fredag. Han beskrives som 190 centimeter høj, slank og frisk af sin alder. På dagen, hvor han forsvandt, var han iført en knælang grøn vinterjakke og gule støvler af mærket Timberland. Han bar muligvis hue og rygsæk, oplyser politiet. 

Folk med oplysninger i sagen kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114 eller 87311448.