Stor fugl på besøg hos NEWS: Ørne skal fange droner

Det stigende problem med droner over lufthavne og forsamlinger kan i fremtiden blive bekæmpet af ørne. Måske også herhjemme.

Problemet med amatørdroner er steget eksplosivt de seneste par år. Det er især omkring lufthavne og ved større offentlige forsamlinger, at politiet har haft problemer med uønskede droner.

Både hollandsk og britisk politi leger nu med tanken om at lade ørne bekæmpe dronerne.

Mandag har en repræsentant for London Metropolitan Police meldt ud, at de overvejer at bruge ørne til at bekæmpe de uønskede droner. Ifølge The Times er politiet ved at undersøge samme teknik, som allerede er blevet demonstreret af myndighederne i Holland.

Ideen bag ørnene er at beskytte folk fra droner. For eksempel, hvis en drone transporterer sprængstoffer, vil ørnen fange dronen og flyve den væk fra det tilsigtede målområdet.

Hollandsk politi fremviste i sidste uge, hvordan de træner ørne i dronejagt. Politiet har frigivet en video fra et træningsforsøg, der viser en drone, der flyver rundt i en lagerbygning. Den trænede havørn slippes fri, sætter kurs direkte mod dronen og slår kløerne i byttet.

Og den lavteknologiske løsning på et hightech-problem kan også sagtens blive en løsning herhjemme - det mener ejeren af Samsø Falkecenter, Flemming Salomonsen.

Han træner både falke, høge og ørne, og er ikke i tvivl om at ørnene uden problemer kan stoppe en drone.

- Rovfugle har et meget bedre syn end os mennesker og kan dække et bedre område end os. Og hvis den flyver rundt oppe i 200 meters højde, så kan den spejde langt omkring sig. Og hvis den er trænet til at tage droner, så kan den det uden problemer, siger Flemming Salomonsen fra Samsø Falkecenter.