Fuglene viser vejen: Det sikre tegn på, at foråret er på vej

16x9
Når bramgæs og sanglærker trækker nordpå, er foråret på vej. Foto: SKAANING LARS / POLNATURE

Det er sikkert og vist. Når fuglene trækker nordpå, er foråret på vej, siger biolog.

Fugle lyver aldrig.

I hvert fald ikke når deres indre kompas fortæller dem, det er på tide at flyve nordpå, for så er det sikkert og vist, at foråret er på vej. Det fortæller biolog og naturvejleder Thor Hjarsen til TV 2.

- Fuglene er et levende barometer på, hvad der sker. De kan mærke, at det bliver mildere, og når de trækker nordpå, er det er et tegn på, at foråret er lige om hjørnet, siger han.

Bramgæs er blevet spottet flyve mod nord ved Helsingør. Arkivbillede
Bramgæs er blevet spottet flyve mod nord ved Helsingør. Arkivbillede Foto: Jørgen Kirk / Scanpix Denmark

Sanglærkerne flyver mod nord, når varmen kommer

En flok bramgæs og sanglærker er ifølge TV 2 Lorry blevet spottet flyve mod nord over Hornbæk Strand ved Helsingør. Sanglærkerne er nogle af de første fugle, som tager på træk i foråret.

Sanglærken er en af de første fugle, som søger nordpå efter den kolde vinter.
Sanglærken er en af de første fugle, som søger nordpå efter den kolde vinter. Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

- Når de kan mærke, at temperaturen stiger, begynder de at trække mod nord. Hvis man kigger op og lytter lidt, så kan man høre sanglærkerne, siger Thor Hjarsen til TV 2 Lorry.

Selvom varmegraderne er på vej, melder TV 2 Vejret dog stadig om, at Danmark har enkelte nætter med frost tilbage.