Ny forskning afslører: Vores forfædre rejste meget mere, end vi har troet

16x9
Johannes Krause og andre forskere fra Max-Planck-Instituttet i Tyskland mener at have beviser for, at vores forfædre migrerede langt mere, end vi hidtil har troet. Foto: - / Scanpix Denmark

Ny forskning fra Max-Planck-Instituttet i Tyskland viser, at vores forfædre begyndte at migrere langt tidligere, end vi hidtil har troet.

Vores forfædre kommer fra områderne omkring Tyrkiet og Kaukasus og vandrede mod Europa for 5000-8000 år siden.

Sådan har det gennem lang tid lydt fra forskere, når de har skullet forklare, hvor europæerne stammer fra. Men nu tyder noget på, at den forklaring skal skrives om.

Forskere fra Max-Planck-Instituttet i Tyskland har for nyligt offentliggjort et studie, som viser, at vores forfædre langt tidligere end for 8000 år siden var begyndt at migrere.

Det skriver videnskab.dk.

I det nye studie kigger forskerne 30.000 år tilbage i tiden ved at undersøge knogler fra tidligere europæiske jæger-samlere. Det har blandt andet ført til opdagelsen af hidtil ukendte folkevandringer for cirka 14.500 år siden, hvor mange kom til Europa udefra.

- Det bryder med det billede og den myte, mange mennesker har om, at vi og vores forfædre har levet på det samme stykke land i 50.000 år, siger professor Johannes Krause fra Max-Planck-Instituttet til videnskab.dk.

Opdager nyt form for DNA i Europa

Forskerne har blandt andet fundet et nyt slags DNA i knogler fra mennesker, der er gravet op i Frankrig og Belgien. DNA’et fundet i de to lande findes slet ikke i Europa i dag, men er derimod udbredt i Asien og andre steder uden for Afrika.

Og det viser, at vores forfædre sandsynligvis har været langt mere berejste, end vi tidligere har troet.

- Det er meget spændende og overraskende, at de finder nye varianter, vi ikke har set før, og det tyder på, at historien er mere kompleks, end vi troede, siger lektor Morten Allentoft ved Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum til videnskab.dk.

Videre forskning skal gøre os klogere

For at kunne svare mere konkret på, hvilke populationer, der er blevet blandet sammen, skal forskerne undersøge cellekerner fra fossilt DNA.

Og over for videnskab.dk bekræfter Johannes Krause fra Max-Planck-Instituttet, at det er næste step.

- Det bliver sindssygt spændende at se, hvordan de her jæger-samlere ser ud i deres hele genom (arvemasse, red.) - og det må Krause og kolleger næsten være i gang med, siger Morten Allentoft.