8000 jøder forlod Frankrig i 2015

16x9
To mænd bærer kalot ved en sammenkomst i en synagoge i forbindelse med angrebet ved en skole i Marseille i januar 2016. Foto: JEAN-PAUL PELISSIER / Scanpix Denmark

I 2015 valgte 8000 franske jøder at flytte fra Frankrig og bosætte sig i Israel. Udviklingen tilskrives blandt andet flere voldelige angreb mod jøder.

Fredag den 9. januar 2015 blev fire jøder dræbt i et jødisk supermarked i Paris. Samme dag var også dagen, hvor Yoav Krief vidste, at han måtte flytte fra Frankrig til Israel. Det fortæller han til CNN.

Yoav Kriefs ven var en af de dræbte i angrebet mod supermarkedet, der skete blot to dage efter terroren mod satiremagasinet Charlie Hebdo.

Efter vennens død gik Yoav Krief til sin mor.

- Vi må tage til Israel, vi er nødt til at tage til Israel, lød Yoav Kriefs besked.

Seks måneder senere flyttede han med sin familie til Israel. Dermed var familien blandt de cirka 8000 franske jøder, der i 2015 flyttede til Israel. Ifølge The Telegraph var tallet året forinden 7000 jøder, og to år tidligere i 2013 flyttede 3300 franske jøder til Israel.

Jewish Agency, som har ansvaret for immigration til Israel, siger, at flere dødelige angreb mod jøder til dels er skyld i udviklingen. Det er dog ikke hele årsagen.

- Mens angreb som dem mod den en jødisk skole i Toulouse i 2012, det mod et jødisk museum i Bruxelles i 2014, angrebet mod det jødiske supermarked i Paris og det mod synagogen i København, utvivlsomt har været de værste eksempler på vold mod franske og europæiske jøder, så har det jødiske samfund i Frankrig længe levet med en dyb følelse af usikkerhed, siger Avi Mayer fra Jewish Agency til CNN.

En undersøgelse af EU fra 2013 viste, at 21 procent af adspurgte franske jøder havde oplevet verbale eller fysiske overgreb indenfor det seneste år.

En israelsk journalist testede i februar 2015 tolerancen overfor jøder i Paris. Journalisten Zvika Klein gik i ti timer rundt i Paris’ gader iført kalot. Gåturen blev filmet, og flere gange blev der råbt nedsættende ord til Klein.

Efterfølgende mente kritikere, at Klein primært havde gået i Paris’ fattige kvarterer med mange indvandrere. Overfor BBC medgav Klein, at det hovedsagligt var i de fattige områder, at han blev udsat for verbale overgreb.

I kølvandet på angrebet mod Charlie Hebdo og det jødiske supermarked i Paris deltog Israels premierminister Benjamin Netanyahu ved en mindehøjtidlighed i en synagoge i Paris. Her var budskabet fra premierministeren klart:

- Enhver jødisk mand eller kvinde, der vil emigrere til Israel, vil blive modtaget med åbne arme og al vores varme, lød det fra Netanyahu.

Den franske premierminister Manuel Valls håber dog ikke, de franske jøder vælger den vej. Til CNN siger han, at en udvandring af jøder vil ændre Frankrig i negativ retning.

- Uden jøderne er Frankrig ikke længere Frankrig. Det er det ældste trossamfund. De har været franske borgere siden den franske revolution, siger Valls til CNN.