Nyheder

Ulvevenner og -fjender får trusler: - Nu går jagten ind på dig

Det kan få ubehagelige konsekvenser at kaste sig ind i debatten for eller imod ulve i Danmark. En ulveven og ulvefjende kan begge berette om trusler.

Det er ikke uden omkostninger at stikke snuden frem og blande sig i debatten om ulvens genkomst i Danmark.

Det kan de to ulvedebattører Harry Jensen og Lars Stærk Madsen tale med om. De har begge modtaget trusler, som de mener relaterer sig til deres holdninger til det firbenede rovdyr, som atter er at finde i den jyske natur.

Selv om han er hærdet efter mange år som lokalpolitiker, så er det kommet bag på Harry Jensen, at tonen er så hård, når det handler om ulve. Han mener, at det skal være tilladt at skyde det fredede dyr, hvis den udgør en trussel mod mennesker og husdyr. En holdning, der tilsyneladende har skaffet ham fjender blandt dyrevenner.

Trusler morgen og nat

- Nu går jagten ind på dig, lød det i den anden ende af røret, da Harry Jensen en dag blev ringet op på sin privatadresse.

De truende opkald kommer på alle tider af døgnet, fortæller han. Og truslerne hænger sammen med, at der mangler forståelse for, at det er naturligt at slå dyr, herunder ulve, ihjel, mener Harry Jensen, der selv er jæger.

- Det her er en land/bykonflikt. Jagt og livet i og med naturen er en kulturtradition, der bliver truet af ulven og det, at man ikke må jage ulve. Over for bevarelsen af denne kulturtradition står en række forskere, der udelukkende ser en ulvebestand i et forskningsmæssigt perspektiv – og ikke som en del af en balance mellem ulve, mennesker og andre dyr, forklarer han.

Ulvevenner får også trusler

Det er ikke kun ulvenes fjender, der bliver truet på baggrund af deres holdninger. Det samme gælder for nogle af de personer, der har hilst ulvens genkomst velkommen.

- Jeg har fået trusler, fordi jeg har blandet mig. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre et større nummer ud af, men det sker. Der er også en hændelse, der er anmeldt til politiet, forklarer ulveentusiasten Lars Stærk Madsen.

Han fortæller, at han blandt andet har oplevet at få ridset sin bil og at få ødelagt nogle skilte.

Trusler forekommer også i udlandet

Lars Stærk Madsen har studeret ulve i 17 år og er tilknyttet International Wolf Centre i Minnesota i USA, som arbejder for at udbrede kendskabet til rovdyret. Han forklarer, at trusler mod ulvevenner ikke er ukendte i USA, men han er ked af, at tendensen nu også har spredt sig til Danmark.

- Det er en trist udvikling, som jeg tror, bunder i mangel på argumenter. Jeg forstår godt, at der er folk, der er nervøse for deres børn. Men det er vigtigt at forstå, at ulve ikke angriber mennesker, siger han.

Også i Sverige er ulvedebatten yderst polariseret. Det har resulteret i, at Skandinaviens førende ulveforsker, Olof Liberg, har fået dødstrusler, oplyser TV Midtvest.

Ulven tilbage efter 200 år

Ulven har været udryddet i Danmark i omkring 200 år, men blev for første gang set herhjemme i oktober 2012. I 2014 viste DNA-undersøgelser gennemført af forskere fra Aarhus Universitet, at der nu var mindst en ulv, der havde slået sig ned i Danmark. Siden har andre undersøgelser vist spor efter flere ulve.

Ulven lever i flere af de lande, der omgiver Danmark – Tyskland, Norge og Sverige – herhjemme er den udelukkende blevet set i Jylland, primært Midt- og Vestjylland.

Derfor sender TV Midtvest og TV2 Østjylland en livedebat om ulven i aften. Det sker med deltagelse fra politikere, forskere, fåreavlere og indbyggere i de områder, hvor ulven lever. De vil i næsten to timer debattere  de fordele og ulemper, det medfører, når der er et rovdyr løs i naturen.