Datter til svigtet ALS-patient: Et menneskeliv burde ikke være så billigt!

- Hvad er et menneskeliv egentlig værd? Og hvornår er livet værd at leve?

De spørgsmål stiller kvinderne Dilan Cetin Bayram og Bircan Cetin Serin sig selv efter Odense Universitetshospital, OUH, erklærede deres far, Erdogan Cetin, uegnet til en såkaldt tracheostomi (indsættelse af respirator i luftrøret, red.) i forbindelse med hans nervesygdom, ALS.

De to døtre er overbevist om, at hospitalets beslutning ville koste faren livet.

Fløjet til Tyrkiet
Da Erdogan Cetins tilstand blev så slem juleaftensdag, at han næsten ikke kunne trække vejret, tog kvinderne sagen i egen hånd og investerede 300.000 kroner af familiens opsparing på at få faren fløjet til et privathospital i Istanbul i Tyrkiet, hvor lægerne var klar til at udføre den operation, lægerne ved OUH ikke ville tilbyde. 

- Vores far har flere gange givet udtryk for, at han ikke er klar til at dø, det og derfor synes jeg, det er helt skandaløst, at Odense Universitetshospital ikke vil give ham den operation, som kan sikre ham et bedre liv, siger Dilan Cetin Bayram til TV 2.

Erdogan Cetin og datteren Dilan Cetin Bayram. Fotoet er taget inden Erdogan Cetin fik så svært ved at trække vejret, at han kun var sengeliggende.
Erdogan Cetin og datteren Dilan Cetin Bayram. Fotoet er taget inden Erdogan Cetin fik så svært ved at trække vejret, at han kun var sengeliggende. Foto: Privatfoto

Erdogan Cetins fik konstateret nervesygdommen ALS i maj 2012. Nervesygdommen lammer langsomt hele kroppen, og i 2014 begynder den også at sætte sig på vejrtrækningen. I december bliver hans vejrtrækning så dårlig, at han bliver indlagt.

- Den 21. december bliver han udskrevet med det, hospitalet vist nok kalder en tryghedspakke, som indeholder morfin og beroligende medicin, der skal hjælpe ham gennem hans sidste tid. Han bliver simpelthen sendt hjem for at dø, fortæller Dilan Cetin Bayram og uddyber.

- Det er direkte grotesk og uretfærdigt, at hospitalet vælger, hvad der er et værdigt liv.

Gnidningsfri operation
Hun fortæller, at operationen i Tyrkiet er gået gnidningsfrit.

- Han vågnede op en time efter operationen og var ét stort smil. Han har forklaret personalet (ved hjælp af særlige tegn med øjnene, red.), at det er første gang i fem år, han har kunne trække vejret ordentligt, siger Dilan Cetin Bayram.

I dagene efter er det også gået godt for Erdogan Cetin, og han kommer sig godt efter operationen, som familien godt ved har været noget af et sats.

- Vi ved godt, at det ikke garanterer ham et liv, men det er en risiko, vi er nødt til at tage. Hvis vores far vil leve, skal han også have muligheden for det, siger Dilan Cetin Bayram.

Erdogan Cetin samlet med familien.
Erdogan Cetin samlet med familien. Foto: Privatfoto

Det undrer også Muskelsvindfonden, at OUH har brugt argumentet om, at Erdogan Cetin ikke ville få et værdigt liv efter operationen.

- Hvis det er livskvalitet det handler om, og det er den man siger man ikke får, så har man som læge svært ved at bedømme det. Det bliver man nødt til at gøre i samarbejde med patienten, fordi det er deres liv og det er deres livskvalitet, siger Jes Rahbek, der er cheflæge ved Rehabiliteringscenter for Muskelsvind.

Prisen på et menneskeliv
Så hvad er et menneskeliv værd?

Ifølge Dilan Cetin Bayram er prisen for hendes fars liv for omkostningsfuld for OUH.

- Et menneskeliv burde ikke være så billigt. Det burde ikke være så nemt at vælge fra, siger hun.

I videoen herunder forklarer Michael Sprehn, ledende overlæge hos Respirationscenter Syd ved OUH, hvordan hospitalet stiller sig i forhold til Erdogan Cetins sag: