Store hjemrejse-dag: Sådan bliver trafikken
Mens den største rejsedag på de danske veje og sporbaner blev afviklet den 23. december, så kan tusindvis af danskere se frem til endnu en dag med tæt trafik 2. juledag. Det er nemlig store hjemrejse-dag, og fra Vejdirektoratet lyder det, at det især er rejsende mod Fyn og Sjælland, som skal forvente tæt trafik på deres vej.
Med udsigten til store regnmængder, kan det også forventes, at oversvømmelser på vejene kan bidrage til forøget kø på motorvejene. Der er meldinger om en mindre oversvømmelse ved Køge-Bugt Motorvejen allerede fra morgenstunden.
Samtidig ser det ud til, at der falder sne i Nordjylland, men det ventes først senere på aftenen.
Kø ved store byer
Erfaringsmæssigt er det især fra klokken 10 til 18, at folk rejser hjem. Derfor kan der også forventes stor trængsel og kø omkring de store jyske byer.
Hos DSB er meldingen, at togtrafikken indtil videre forløber efter planen, og at der stadig er billetter at købe. Informationschef, Tony Bispeskov, fortæller at 600.000 danskere rejser hjem fra juleferie – og at de fleste tager turen lørdag og søndag.
- Det bliver travlt og hektisk. Men der er stadigvæk billetter. Der vil være mest travlt fra klokken 12 til 18, så på det tidspunkt, må man forvente en hel del passagerer i vores tog, siger Tony Bispeskov.
Vejdirektoratet har også samlet nogle råd til en god hjemrejse. De anbefaler blandt andet, at køre uden for de mest belastede perioder og at man sætter ekstra tid af rejsen, og sørge for, at der er tæpper og drikkevarer i bilen.