- Flygtningebørnene fik mig til at tænke på min søn

2015 lakker mod enden, og her på TV 2 kan vores korrespondenter se tilbage på et helt specielt år, hvor de internationale begivenheder har stået i kø.

Vores korrespondenter har rapporteret fra forreste linje i verdens brændpunkter - og de forskellige verdensbegivenheder har efterladt forskellige indtryk.

Her ved årets afslutning er der mulighed for at gøre status, og vi har bedt alle vores korrespondenter om at fortælle, hvad de ser som:

  • Årets mest opsigtsvækkende historie.
  • Årets væsentligste historie.
  • Årets mest oversete historie.
  • Årets personlige oplevelse på jobbet

Her er vores udenrigskorrespondent Simi Jans beretning:

Årets mest opsigtsvækkende historie

Terrorangrebet i Paris i november var opsigtsvækkende, fordi terrorister formåede at ramme flere steder i hjertet af Europa. Kærligheden by blev ramt – Europa var i chok. Det var et sofistikeret og veltilrettelagt angreb. Jeg var til middag med nogle veninder i København fredag aften, da nyheden om skud tikkede ind på telefonen. Så var der eksplosioner. Gidseltagning. Kaos. Tidligt næste morgen sad jeg på et fly på vej til Paris. En by i undtagelsestilstand.

”Hvorfor”, stod der på nogle af skiltene ved de mange blomster folk havde lagt rundt omkring i byen. Der var en sørgmodig stemning. En larmende stilhed. Få ord. Mange spørgsmål.
Og jeg husker tydeligt en kvindelig fransk læge, jeg mødte foran et af byens hospitaler, hvor nogle af ofrene for angrebet kæmpede for at overleve.
“Det der rørte mig mest, var kontrasten mellem angrebets brutalitet og stilheden på skadestuen”, sagde hun. Hendes ord opsummerede det hele.
Terrororganisationen Islamisk Stat tog ansvaret.

Frankrig svarede igen ved at bombe organisationen i Syrien og præsident Hollande indførte undtagelsestilstand i hele Frankrig – det er ikke sket siden 1944.

Angrebet i Paris viste sig at have tråde til Mellemøsten og især Belgien, der har en kedelig rekord: det lille land eksporterer flest krigere til Syrien – i hele Europa.

Angrebet kom i kølvandet på andre IS angreb i Libanon og Tyrkiet, og derfor var det heller ikke en overdrivelse, da den amerikanske præsident Barack Obama sagde, at angrebet i Paris var en ”ny fase” i kampen mod terror.

Årets væsentligste historie

Der er flere, synes jeg. Og de hænger sammen.

Den massive flygtningestrøm i Europa har defineret europæisk politik, og som den tyske forbundskansler Angela Merkel sagde, er det ”en historisk test” for EU. En test, der truer med at få EU til at falde fra hinanden, fordi medlemslandene ikke kan blive enige om, hvordan man skal håndtere de mange millioner kvinder, mænd og børn, der strømmer ind over grænsen. Det er en ekstraordinær situation, der vil ændre vores verden som vi kender den i dag. Historiskrivningen er i gang.

Og det var også historiskrivning, da verdens stormagter i sommer fik sat punktum for 22 måneders intense forhandlinger om Irans kontroversielle atomprogram. En atomaftale blev underskrevet i Wien – uden et blodbad, uden krig. Det i sig selv er en kæmpe succes. Jeg husker stadig den anspændte stemning i Wien, hvor journalister fra hele verden var samlet for at rapportere. Vi ventede og ventede. Deadline blev udskudt, og udskudt. Og så lykkedes det.

Iran er nu inde i varmen på den internationale scene, og timingen er ikke ligegyldig. Teheran spiller en afgørende rolle i krigen i Syrien, og derfor er Iran nu en del af løsningen, og ikke længere kun en del af problemet. Ligesom russerne støtter Iranerne nemlig den syriske præsident Assad, og den blodige krig i Syrien kan derfor ikke stoppes uden dem om bord. Der arbejdes på højtryk i kulissen for at finde en løsning. For krigen er årsagen til, at syrere flygter. Mod nabolandende. Og Europa.

Årets mest oversete historie

En taleban-kriger viser sit våben frem efter erobringen af Kunduz.
En taleban-kriger viser sit våben frem efter erobringen af Kunduz. Foto: Scanpix

Da Taliban krigere erobrede Kunduz, som er Afghanistans femtestørste by, sendte det chokbølger i Afghanistan. Lokalbefolkningen er angst for fremtiden – og mange har mistet håbet om fred. Det er også derfor den næststørste gruppe af flygtninge, der kommer til Europa, er fra Afghanistan. Men det var en historie, der slet ikke blev dækket så intenst, som jeg vil mene, at den skulle have været. Selvom erobringen af Kunduz kun var kortvarig, måtte de afghanske sikkerhedsstyrker kæmpe intenst mod Taliban for at generobre byen. Og Taliban fik understreget, at gruppen er ved at vinde terræn flere steder i landet, og at krigen i Afghanistan langt fra er ovre.

Den er forduftet i de danske medier – og til dels også i de internatonale – fordi de internationale styrker har forladt det korrupte og fattige land. Men den krig, hvor også mange danske soldater mistede livet, og hvor vi har brugt milliarder af kroner på terrorbekæmpelse og genopbygning, ja, den fortsætter altså. Og Afghanistan er skrøbelig, og kan igen ende med at blive en terrorrede, hvis det internationale samfund forsømmer landet. Denne gang er der mere på spil, for terrororganisationen Islamisk Stat er også på fremmarch flere steder i landet. En farlig cocktail. Og derfor er Afghanistan ikke ligegyldig.

Årets personlige oplevelse på jobbet

Denne lille syriske pige kan jeg ikke glemme
Denne lille syriske pige kan jeg ikke glemme Foto: Simi Jan

Børn. De små børn på flugt. De små ben, der prøver at følge med, mens de går ved siden af deres forældre. De tomme blikke. Spædbørnene i deres forældres skød. Gråden. Udmattelsen. Piger og drenge, der sover på jorden.
De mange børn på flugt gennem Europa glemmer jeg aldrig.

Da babyerne og de små børn græd eller skreg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på min lille søn Adam. Hvor vigtig en tør ble er. Hvor vigtig nærende føde er. Hvor vigtig tryghed er. Alt det, disse børn ikke havde.

Der var den lille syriske pige på den græske ø Lesbos, der ikke smilede en eneste gang, mens jeg var der. Jeg vil ikke vide, hvad hendes øjne har været vidne til i Syrien. Hendes far fortalte, at de plejede at bo i et hus med have. Et trygt sted med legetøj og en varm seng. Nu sad hun helt stille og fjern omsvøbt i et rødt tæppe ved siden af sine tre søskende. Hun var lige kommet i en overfyldt sort gummibåd fra Tyrkiet – over det hav, hvor tusindvis er druknet i jagten efter et bedre liv.

Der var den lille irakiske dreng, der begyndte at græde, da jeg var ved at gå forbi ham og hans to søstre ved grænsen mellem Østrig og Slovenien. Beskidte og trætte. Han græd, fordi hans far var gået væk for at finde mad. Jeg trøstede drengen, prøvede i al fald, og kunne se frygten i hans øjne. Frygten for, at hans far var væk. Hans eneste holdepunkt midt imellem tusindvis af desperate mennesker, der stod i kø for at komme videre.

Når jeg kigger på billeder i min iphone, er der billeder af Adam, der smiler og er glad. Men mellem de gode minder, er der billeder af ulykkelige og triste børn på flugt. Dem jeg har mødt på mine rejser. To verdener. Og alligevel ikke.

Da jeg for et par måneder siden var på ferie i Istanbul med netop Adam, mødte han også den barske virkelighed. Vi kom gående med Adam i klapvognen, med mæt mave, tør numse og godt pakket ind i overtøj. Pludselig kom en lille pige med krøllet hår og beskidt tøj løbende over mod Adam. Hun krammede ham, kyssede ham på kinden og aede ham. Adam forstod ingenting. Den lille pige smilede, og jeg var ved at bryde ud i gråd.

Lige der, i det øjeblik, mødtes mine to verdener. I det øjeblik var jeg både trist og taknemmelig. Sørgmodig over, at den lille syriske pige var endt her i Istanbuls gader og tiggede med sin bedstemor. Og taknemmelig over, at det ikke var Adam, men at han boede et trygt sted. Dårlig samvittighed over en uretfærdig verden nagede igen. Jeg gav dem lidt penge. Bedstemoderen var taknemmelig. Den lille pige vinkede. Alt imens Adam smilede.  

Hvem er Simi Jan?

Simi Jan, udenrigskorrespondent

Simi Jan har været ansat på TV 2 Nyhederne siden 2006. Som korrespondent dækker hun primært konflikt- og krigsområder rundt omkring i verden, hovedsageligt Mellemøsten.
Fra 2007 til 2012 boede hun i Pakistan og Afghanistan, hvor hun dækkede kampen mod terror på tæt hold.

I 2012 debuterede hun med den anmelderroste bog ”Til te hos Taleban”.

Simi Jan er flere gange blevet hædret for sit arbejde. I 2012 modtog hun dansk presses store og prestigefyldte priser, Den Berlingske Fonds journalistpris, og fik også Dansk kvindesamfunds Mathildepris samt Zonta Danmarks kvindepris. I 2013 blev hun hædret med Danners ærespris og blev optaget i Kraks Blå Bog.

Simi Jan er født i 1979, uddannet journalist fra Napier University i Skotland i 2003 og har siden læst Mellemøststudier og arabisk ved Syddansk Universitet.