Nyheder

Overlæge om ulovligt fyrværkeri: Så store kan konsekvenserne være

Krysantemumbomber kostede nytårsaften 2014 tre mennesker livet. Alene i december måned i år har dansk politi beslaglagt enorme mængder ulovligt fyrværkeri.

Jens Lauritsen, der er overlæge ved Ulykkesanalysegruppen ved Odense Universitetshospital, glæder sig over, at det ulovlige fyrværkeri ikke havner i hånden på unge mennesker. Han har med egne øjne set, hvad det ustabile fyrværkeri kan resultere i.

- Førlighedstab. Vi ved, at det ulovlige fyrværkeri af den type, der er beslaglagt, kan medføre, at man kun har en eller to fingre tilbage. Det kan føre til dårlig følesans, og måske har man slet ikke en hånd at føle med, siger han.

Udover førligheden er det både synet og hørelsen, der risikeres, når man eksperimenterer med fyrværkeri.

- Det er ikke en smuk effekt, man eftersøger, men derimod en lydeffekt. Det kan få store sundhedsmæssige konsekvenser med tab af hørelse til følge, siger han.

Hvor voldsom er en krysantemumbombe? Få få forklaringen i videoen:

Unge mænd i farezonen

Overlægen fastslår, at det er mænd i aldersgruppen 15-35, der er mest tilbøjelige til at komme tilskade med fyrværkeri.

- Dem politiet og Sikkerhedsstyrelsen omtaler i deres kampagner er de 15-35 årige mænd, som ikke har forstået, at førlighed faktisk er noget, man skal tage vare på. Det er jo ærgerligt, at de ikke kan finde andre måder at føle den risiko, de synes, de skal føle, siger han.

Jens Lauritsen opfordrer til kommunikation borgerne imellem.

- Politiets indsats gør en kæmpe forskel. Derudover skal borgerne være årvågne. Man skal tage en alvorssnak med de personer, man kender, der har hang til at benytte fyrværkeri, siger han.

Det går den gale vej

Udviklingen i forhold til fyrværkerirelaterede ulykker så frem til nytårsaften 2014 ud til at stagnere på et lavt niveau. Men sidste nytårsaften steg antallet af ulykker markant.

- Sidste år var der så en tredjedel flere, end vi er vant til. Det, håber jeg meget, er en enlig svale, siger Jens Lauritsen.

Han ser ikke gerne, at udviklingen vender, og at tallet forsætter med at stige. Det er meningsløst, pointerer overlægen.

- Vi skulle jo nødig tilbage til den tilstand, vi havde før årtusindskiftet, hvor mange personer mistede førligheden hvert nytår. Det giver jo ingen mening, at man skal det, når det i bund og grund er noget, der blot bør være sjovt og smukt, siger han.

Flere beslaglæggelser

Den markante indsats over for ulovligt fyrværkeri har allerede båret resultater med sig. Store ransagninger med samarbejde på tværs af politikredse har ført til flere sigtelser og meget ulovligt fyrværkeri, der er blevet beslaglagt.

På kortet herunder er et overblik over politiets ransagninger i december 2015.