Universitet laver eksamen om for udvist student
Aarhus Universitet kommer nu med en hjælpende hånd til superstudenten Marius Youbi fra Cameroun, som skal forlade Danmark 8. januar, fordi han har arbejdet for meget. Hjælpen viser sig i form af en fremrykkelse af den 30-årige students eksaminer.
Det fortæller Per Lysgaard, uddannelsesleder på Ingeniørhøjskolen på Aarhus Universitet.
- Sagen er den, at den unge mand selv betaler for sit studie. Så vi mener også, at han er forpligtet til at modtage sin eksamen. Han havde tre eksaminer efter udvisningdatoen, som vi nu rykker frem, siger Per Lysgaard.
Praktikplads glipper
Fra februar skulle Marius være startet på det sidste år af sin uddannelse, hvor han blandt andet skulle have været i praktik på en elektronikvirksomhed i Ikast. Det ser nu ud til ikke at kunne lade sig gøre, og elektronikvirksomheden vil sammen med universitet forsøge at finde en praktikplads hos en virksomhed i et land uden for Schengen-samarbejdet.
- Der er ikke så meget i det, ud over vi skal have en praktikvejleder på, men det er i småtingsafdelingen, siger Per Lysgaard.
Han fortæller, at Marius, hvis alt går vel, kan skrive elektronikingeniør på sit CV fra januar 2017. Det sidste halve år skal han skrive bachelor, og den kan i princippet skrives hvor som helst.
Har fået topkarakterer
Marius har fået topkarakterer på sin uddannelse, og har i forvejen en bachelorgrad i matematik. Han skal forlade landet, fordi han ifølge hans opholdstilladelse højst må arbejde 15 timer om ugen. Han siger selv, at han havde misforstået reglerne, og troede at de 15 timer var et gennemsnit – derfor har han i perioder arbejdet mere.
Betalte bøde – troede det var nok
Sidste år fik han en bøde på 2500 kroner for at overtræde reglerne. Han betalte bøden og troede dermed, at sagen var ude af verden.
Men nu kræver Udlændingestyrelsen altså, at han forlader Danmark - en afgørelse, han har klaget over.
- Hvis det bliver afvist, taber jeg alt. Jeg er her for at studere. Jeg har et gennemsnit på 10, så jeg synes ikke, at afgørelsen er rimelig, har Marius Youbi fortalt.
Skal være her i fuldtidsstudie
Styrelsen for International Rekruttering og Integration har i et skriftligt svar til TV MidtVest, fortalt, at baggrunden for den begrænsende arbejdstilladelse på 15 timer om ugen, skyldes at en udenlandsk studerende skal være i Danmark for at læse på et fuldtidsstudie.
For opholdstilladelser til studerende, som er givet i 2015 er timerne blevet sat op. Nu må de udenlandske studerende arbejde op til 20 timer om ugen. Men Marius har været har studeret på Aarhus Universitet siden 2012 og falder derfor ind under de gamle regler.