Nyheder

Nyt tal fra Sverige: Flere flygtninge rejser retur

Hyllie station i Sverige den 12.november 2015, hvor politiet fører midlertidig grænsekontrol. Scanpix

I løbet af året har i gennemsnit 300 asylansøgere om måneden trukket deres ansøgninger tilbage og forladt Sverige. Det viser nye tal fra Migrationsverket. Alene i november annullerede 627 personer deres asylansøgninger. Det skriver svenske svt

Antallet af asylansøgere, der dropper ansøgningerne og rejser hjem igen, kan være endnu højere end de tal, som Migrationsverket har.

En af de asylansøgere, der rejser hjem, er Omar Ali. 

- Jeg tager hjem, fordi jeg ikke kan få min familie herop. Jeg har fået forklaret af Migrationsverket, at det er svært for irakere at få opholdstilladelse og få familien med. Det er givetvis ikke godt at tage hjem, men jeg er tvunget til at gøre det, siger Omar Ali.

I slutningen af oktober meddelte regeringen. at Sverige ville indføre midlertidige opholdstilladelser og begrænse familiesammenføringer.

Siden da er der sket en dramatisk stigning i antallet af personer, som trækker deres asylansøgninger tilbage.

Mørketal

I løbet af året er antallet af asylansøgninger steget. I oktober trak 395 personer deres asylansøgninger tilbage og i november 627. I de første to uger af december er antallet fortsat steget.

I alt 3.500 personer har trukket deres asylansøgninger tilbage i år. Men da mange af asylansøgerne mangler pas, kan antallet være meget højere, da Migrationsverket dermed ikke har mulighed for at registrere dem.

- Jeg har ikke lyst til at rejse tilbage. Jeg har risikeret livet for mine børns fremtid. Jeg vil ikke have, at de skal have det samme liv, som vi har haft med krig, død og mislykkede regeringer, siger Omar Ali fra Irak, som er en af de tilbagerejsende.

Den seneste uge kom 3318 flygtninge til Sverige - heraf var 811 uledsagede børn. Det viser seneste tal fra Migrationsverket.