Nyheder

Presselogen: Derfor har vi ikke set de 23 artikler

Du kan se Presselogen på TV 2 Play her

Berlingske Media trak lørdag 23 artikler tilbage, skrevet af journalist Michael Qureshi.

Qureshi blev fredag bortvist fra Ekstra Bladet for brug af urigtige kilder, og det er af samme årsag, at Berlingske Media nu må kalde en del af Qureshis artikler tilbage fra hans tid på BTs sportsredaktion.

Berlingske Media har dog ikke offentliggjort hvilke artikler, der er tale om.

- Vi vil gerne have tid til at undersøge præcis, hvor mange artikler det er. Vi tilbagekalder i første omgang 23 artikler, men tallet kan stige, sagde chefredaktør på BT Karl Erik Stougaard i denne uges udgave af Presselogen.

Hvorfor ikke fortælle hvad det er for artikler?

- Det gør vi, når vi har orienteret de medier, som har bragt nogle af de her artikler. Det er ikke kun BT og Berlingske. De er også gået ud til de aviser, som var kunder hos Berlingske Nyhedsbureau, fortæller Karl Erik Stougaard, der dog afviser, at der er større historier eller forside-historier blandt de 23 artikler.

- Men vi ser på denne sag med ekstrem stor alvor. Og vi vil ikke have, at journalister opdigter navne på kilder i BT og derfor skrider vi ind, siger Karl Erik Stougaard.

Chefredaktør på Information, Christian Jensen, mener sagen er ethvert medies mareridt:

- Det den pågældende journalist har handlet med, er det eneste vi har – nemlig vores troværdighed.

DRs indholdschef, Sandy French, mener sagen må give stof til eftertanke i forhold til, hvordan man ser på sportsjournalistik sammenlignet med f.eks. politisk journalistisk eller udlandsjournalistik.

- Vi tager det, som medier, måske ikke så alvorligt som med den øvrige journalistik. For jeg tvivler på, at en reporter på Christiansborg-redaktionen på Berlingske eller Information gennem så mange år ville kunne opdigte kilder og udkomme med artikler - uden at nogen opdagede det og greb ind.

Den kritik afvises dog af BTs chefredaktør.

- Vi stiller præcis de samme krav til vores sportsjournalister som til vores politiske journalister og til andre, fastslår Stougaard.

Berlingske Medias tilbagekaldelse af de 23 artikler kommer efter, at TV 2 NEWS' mediemagasin Presselogen kunne fortælle, at Ekstra Bladet har bragt et interview med den kendte fodboldspiller Gonzalo Higuain - et interview, der aldrig har fundet sted. Det var Qureshi der stod bag artiklen.

Det har fået TV 3s fodboldmagasin Onside til at se nærmere på artikler fra Michael Qureshis hånd. Det er den research, der nu har ført til Qureshis bortvisning fra Ekstra Bladets redaktion og tilbagekaldelsen af artikler hos Berlingske Media.