Koldfront mellem Sultanen og Zaren

Egentlig burde det være ganske ligetil: NATO-landet Tyrkiet med præsident Erdogan i spidsen mener ganske vist, det var i sin gode ret til at skyde et russisk jagerfly ned, mens en rasende russisk præsident har kaldt nedskydningen for et ”dolkestød i ryggen” og beordret sanktioner.

Men faktisk er Vladimir Putin parat til at afblæse det hele, hvis bare han får en officiel undskyldning. Erdogan har godt nok sagt, at han er ”oprigtig ked” af episoden. Men når det gælder en undskyldning, så har Moskva måttet vente forgæves.

Det burde være så enkelt, men faktisk er det vældig svært. Og forklaringen hedder såmænd Recep Tayip Erdogan og Vladimir Putin. Sultanen og Zaren. To mænd, der på mange måder ligner hinanden, og ligner hinanden på en måde, som gør det svært at finde en vej ud af konfrontationsspiralen.

Det, der blokerer for en løsning, er de to mænds ego’er og selvforståelse. For begge har slået sig op på at være kompromisløse herrer, der ikke er bange for at løbe en risiko, når det gælder deres egne eller deres lands interesser. De hader pressen næsten lige så meget, som de hader Vesten. De er vant til at få deres vilje, og vil da slet ikke indrømme, at de kunne have taget fejl.

Det burde være så enkelt, og så er det faktisk svært. Imens har konfrontationsspiralen fået endnu et par drej. Lastvogne med tyrkiske tomater og andre eksportvarer er blevet standset ved grænsen. Russiske rejsebureauer har fået besked på at droppe Tyrkiet som rejsemål.

En række kontrakter med tyrkiske firmaer er sat på stand bye, mens russisk TV dagligt bringer rapporter, der mere end antyder, at Ankara står i ledtog med terroristerne fra IS.

Økonomisk er det en alvorlig øretæve for Erdogans Tyrkiet, hvor økonomien i forvejen har tabt pusten. Rusland er et af landets vigtigste eksportmarkeder, Tyrkiet er den største leverandør af tomater til det russiske marked, og russerne udgør – efter tyskerne -  den største gruppe af udenlandske turister.

Putin selv har på klimakonferencen i Paris sat ekstra trumf på ved at anklage Tyrkiet for at have sat importen af smuglerolie fra IS-områderne i system og for at det var ønsket om at beskytte dén trafik, der var den egentlige grund for nedskydningen. En påstand, som en fornærmet Erdogan har afvist som ”bagvaskelse”.

Så det kan godt være, at verdenshavene stiger på grund af temperaturstigningen, men mellem Rusland og Tyrkiet hersker der for øjeblikket global afkøling.

Det er ellers bare et års tid siden, de to herrer fremstod som de bedste venner. Rusland og Tyrkiet havde netop undertegnet en kontrakt om bygningen af en ny gasledning gennem Tyrkiet, og det på et tidspunkt, hvor EU-landene og USA ellers forsøgte at isolere og straffe russerne med sanktioner på grund af annekteringen af Krim og indblandingen i Østukraine.

Dengang roste Putin Erdogan som en ”stærk leder”. Sultanen og Zaren havde ikke bare brug for men også sympati for hinanden.

På mange måder har Erdogan optrådt som troldmandens lærling. Han har slået ned på pressen og opposition i sit forsøg på at bevare magten, og som sin læremester i Moskva, arbejder han på at ændre forfatningen, så han kan blive endnu mere magtfuld.

Magtfuldkommen og magtesløs er han, den tyrkiske præsident nu, hvor han er oppe imod sit Alter Ego.

Det burde være så nemt. Men netop for mænd som Recep Tayip Erdogan og Vladimir Putin kan selv det helt enkle være ganske svært.