Nyheder

HPV-forening: Absurd og rystende arbejde af EMA

For en lille uge siden beskyldte EMA, der er det europæiske lægemiddelagentur, forskerne på Synkopecenteret på Frederiksberg Hospital for ikke at gøre deres arbejde godt nok.

Blandt andet mente EMA, at Synkopecenteret – der forsker i og behandler hundredvis af de piger, der mener at være blevet syge som følge af hpv-vaccinen, Gardasil – for at håndplukke patienterne, så de passede ind I bestemte forskningsresultater. 

Læs også: HPV-sagen: Kendt kræftlæge kalder EMA’s rapport for useriøs og underlødig

- Det virker jo absurd, at EMA har forsøgt med lys og lygte at finde noget, der kunne miskreditere Jesper Mehlsen og Louise Brinths observationer og forskning på Synkopecenteret på Frederiksberg Hospital, siger Trine W. Larsen, der er talsperson for HPV-update. Foreningen arbejder for at få belyst, hvorfor et stigende antal piger pludselig er blevet syge i kort relation til at være blevet vaccineret med hpv-vaccinen. 

Men i dag fik forskerne på Synkopecenteret – overlæge Jesper Mehlsen og læge Louise Brinth – pludselig hjælp fra en af landets førende kræftlæger, Torben Palshof.

Læs også: HPV-rapport: Konklusionen er ikke endelig

Palshof har gennemgået Louise Brinth og Jesper Mehlsens forskning og fundet, at deres arbejde er seriøst, og at de klart har levet op til en lang række videnskabelige retningslinjer. Samtidig rettede Torben Palshof en hård kritik af EMA’s konklusioner, som han betegnede som ‘useriøs, underlødig og fuld af faktuelle fejl’

Chokeret over EMA

- Nu har vi så en af landets førende kræftforskere, der går ud og totalt bakker op om Brinth og Mehlens forskning og i samme åndedrag sætter et yderst kritisk lys på EMA’s konklusioner. Det er rystende, siger Trine W. Larsen og fortsætter:

Læs også: Firma bag HPV-vaccine underdrev omfang af alvorlig lidelse

- Jeg er ganske enkelt chokeret over, at en grundig gennemgang fra overlæge Torben Palshofs side viser, at EMA’s arbejde og kritik af Synkopecenteret er helt og aldeles ude i skoven. Og jeg forstår slet ikke, at den danske sundhedsstyrelse sågar har bakket op om den kritik, der nu viser sig at være forkert – nemlig at forskerne på Synkopecenteret skulle have lave noget underlødig forskning.

I sidste uge udtalte direktør Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, i forbindelse med EMA’s nu kritiserede konklusioner blandt andet:

- Med denne rapport fra EMA har vi fået fjernet mistanken om at HPV-vaccine skulle give en øget risiko for syndromer som POTS og CRPS. 

Men Sundhedsstyrelsens opbakning til EMA og fortsatte tillid til vaccinen  tilfredstiller ikke Trine W. Larsen – slet ikke efter, at Torben Palshof i dag offentligt har erklæret, at Synkopecenterets arbejde er tilfredsstillende. 

- Jeg håber, at der er nogle sundhedspolitikere, der tager initiativ til, at vi kommer til bunds i denne sag, så vi kan få genskabt tilliden til vaccinationsprogrammet.

Tv2.dk arbejder på at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen.