DF'er: Hvorfor er der ikke rød julepynt på hospital?

16x9
Finn Rudaizky har svært ved at tro på Region Hovedstadens forklaring. Foto: Københavns Kommune

Hvor er den røde julepynt blevet af?

Det spørgsmål er nu blevet genstand for en disput mellem regionsrådsmedlem Finn Rudaizky (DF) og administrationen i Region Hovedstaden. Rudaizky har talt med en borger, som besøgte Gentofte Hospital, da personalet var i gang med at pynte op til jul, fortæller han på Facebook.

- Borgeren fik oplyst, at personalet af hospitalets ledelse var blevet pålagt ikke at hænge noget udsmykning med rødt op. Det var ”af religiøse årsager”, blev det oplyst.

- Af hensyn til hvem? Er der heller ikke røde julefarver på de øvrige hospitaler i Region Hovedstaden, spørger Finn Rudaizky.

I et skriftligt svar, som regionens kommunikationsafdeling har sendt til TV 2, afviser regionen, at man tager særlige hensyn.

- Direktionen på Herlev og Gentofte Hospital har oplyst, at den daværende direktion på Gentofte Hospital i 2013 besluttede at sikre et professionelt udtryk på hospitalet, således også i julemåneden, skriver regionen.

'Professionelt udtryk'
Dette ”professionelle udtryk” indebærer, at julepynten, som består af hjerter og stjerner, er udført i naturmaterialer, forklarer regionen.

- Der ligger ingen religiøse hensyn bag valget af julepynt, og det er den samme julepynt, der var været genbrugt siden 2013, hedder det i svaret fra regionen.

Men den hopper Finn Rudaizky ikke umiddelbart på.

- Jeg føler mig ikke overbevist om, at det er den rigtige forklaring, og derfor har jeg stillet nogle spørgsmål til regionens ledelse, siger han til TV 2.

Ifølge Finn Rudaizky er der heller ikke rødt julepynt på eksempelvis Rigshospitalet – hvilket han ikke begriber.

- Naturfarvet julepynt er altså ikke naturligt. Og jeg har hørt forskellige forklaringer fra regionen. Det styrker min skepsis, så nu ser jeg frem til at høre svaret fra regionen, siger Finn Rudaizky.