Black Friday: Her er den overraskende vinder

16x9

Toiletpapir, vaskepulver og kakao blev allerede fra klokken seks i morges bippet gennem kassen og slæbt ud i bilerne foran Bilka i Tilst i Aarhus.

Toiletpapir, vaskepulver og kakao blev allerede fra klokken seks i morges bippet gennem kassen og slæbt ud i bilerne foran Bilka i Tilst i Aarhus.

Butikken har været med til Black Friday i fem år, og i år er varehuschef, Claus Dahl, ikke i tvivl om, hvilken vare der bliver dagens vinder.

- Jeg er helt overbevist om, at når dagen er omme, så er det 5,95 på bland-selv-slik til 'Vild med dans'-finalen i aften. Måske skarp forfulgt af tilbud på vin og spiritus, siger han til DR Østjylland.

Mindre byer er med på Black Friday
I år er endnu flere butikker med, da også de mindre handelsbyer er hoppet med på Black Friday.

Det sker blandt andet hos Karin Dybdal Hansen i Sportigan i Kjellerup nordvest for Silkeborg.

- Det er en sjov dag. Vi er alle klædt i sort, butikkerne er sorte, og prisen går helt i sort, siger hun til DR Østjylland.

Kommet for at blive
Den sorte fredag er også kommet for at blive, forudser udviklingschef Mette Skovgaard Frich, ekspert i forbrugertrends hos Retail Institute Scandinavian.

- Detailhandel handler om events, da det er events, der får forbrugerne i butikkerne. Derfor er det en god ide at hoppe med på noget, som forbrugerne er mere og mere optaget af hvert år, siger hun.

Hvordan du får kæmperabat på 'Black Friday' kan du se i tv-indslaget herunder.