Se de afslørende mails, der belaster Banedanmark

En stribe mails fra ledere og ansatte peger på at Banedanmark, i strid med reglerne, har forskelsbehandlet eller sortlistet en privat entreprenør.

Se mailsene længere nede i artiklen.

Sagen handler om at ansatte i Banedanmark, ifølge entreprenøren Jesper Ravn, har sortlistet hans firma Ravn Bane Aps, der udfører sporarbejde for Banedanmark. I 2014 fik hans ti lokoførere, pludselig frataget deres certifikater af Banedanmark og blev dermed afskåret fra at arbejde på sporene. Jesper Ravn klagede over afgørelsen og fik medhold af Transportministeriet. Banedanmark havde lavet en fejlfortolkning af reglerne og skulle levere certifikaterne tilbage. Men certifikaterne har Jesper Ravn først fået tilbage nu, over halvandet år efter de blev taget fra ham.

- Alle hindringer der har kunnet lægge sig i vejen for mig, de er blevet lagt ud. Ledelsen i Banedanmark har på intet tidspunkt været villige til en dialog. Jeg kan slet ikke forstå at jeg er i hænderne på en offentlig instans, som skal følge lovgivningen, siger Jesper Ravn.

Jesper Ravn har søgt aktindsigt i alle interne mails fra Banedanmark, hvori hans navn indgår. Blandt de mange mails fandt han beviser for, at der har fundet forskelsbehandling sted. En forskelsbehandling, der er i strid med reglerne.

I en mail fra den 31. januar 2014, skriver produktionsdirektør i Banedanmark:

Indtil klagen fra Jesper Ravn er afklaret i TS (Trafikstyrelsen red.) er det FORBUDT at anvende Jesper Ravn til nogle opgaver OVERHOVEDET

Mailen er klart i strid med reglerne, ifølge lektor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

- Hvis det her er ført ud i livet, så er der tale om et meget klart brud på magtfordrejningslæren. Det er ulovligt, hvis man frasorterer bydere på det her grundlag. Når man skal indgå kontrakter, så må det kun ske på et sagligt lovligt grundlag. Det skal have at gøre med pris og kvalitet og ikke være et spørgsmål, om man fører et hævntogt mod nogle bestemte personer, siger Sten Bønsing.

Vi må hurtigst muligt finde alt frem som vi har på ham.

I andre mails fremgår det tydeligt, at ansatte i Banedanmark, er forudindtagede overfor Jesper Ravn.

I en mail den 25. februar skriver ansatte i Banedanmark følgende:

Et af rygterne går på, at Ravn udbreder...at Bdk (Banedanmark red.) har blacklistet ham (hvilket de fleste seriøse godt kan forstå)…at Bdk kun venter på en lejlighed til at komme helt af med ham, det kan vi nok ikke benægte.

Vi må hurtigst muligt finde alt frem som vi har på ham.

I samme mail, kort forinden, er der blevet skrevet:

Kun til jeres fortrolige information, I må ikke tale eller sende denne viden andre steder.

Han er ikke en skid bedre end den sorte fugl

I en mailkorrespondance fra den 6. november 2014 om Jesper Ravn og et andet firma, skriver de ansatte i Banedanmark:

Ja, jeg har fat på ham nu, han er ikke en skid bedre end den sorte fugl (Jesper Ravn, red.)

Pip Pip

Ha ha

Vi skal nok få dem en skønne dag, vi har tid nok

Ja, det er mere om vi nogensinde får tiden til det….

Det tager vi os ikk ?

Jo, det hører vidst ind under en af de ting vi til hver en tid vil tage os tid til

- Jeg er i chok, jeg kan slet ikke favne, at man kan opføre sig sådan. Jeg bliver gal. Jeg bliver rigtig, rigtig gal, siger Jesper Ravn.

Jesper Ravn tror, at ansatte i Banedanmark hævner sig på ham, fordi han i 2009 vandt en tidligere klagesag, hvor han uretmæssigt fik frataget sine certifikater pga en bagatel.

- Det har været op ad bakke længe, så det kan være hævn måske, siger Jesper Ravn.

Banedanmark erkender fejl

Banedanmark erkender der er sket fejl, men afviser overfor TV2, at der er tale om en syg virksomhedskultur i Banedanmark.

- Der er begået fejl i forhold til Ravn Bane ApS, og det beklager vi.  Vi har taget den kritik, vi har fået meget alvorlig, og har iværksat en række tiltag for fremadrettet at sikre en korrekt administrativ sagsbehandling, siger Charlotte Smidt.