Europol: Her er den norske model

Når danskerne den 3.december 2015 skal til stemmeurnerne for at beslutte, om retsforbeholdet skal erstattes af en tilvalgsordning, så skal det ikke være på grund af et ønske om at blive i Europol, at du stemmer ja. Sådan lyder det fra nej-siden.

Ifølge nej-partierne er et nej til en tilvalgsordning nemlig ikke afgørende for, om Danmark fortsat kan være medlem af det europæiske politisamarbejde, Europol.

Nej-partierne peger på vores nordiske naboland, Norge, som et eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at oprette en parallelaftale.

Den norske model
Norge er ikke medlem af EU, men alligevel har landet i 2001 fået oprettet samarbejdsaftale med Europol, så landet kan være med til at lave operationelle aftaler med Europol. Norge er dog tilknyttet Europol som et tredjeland, hvilket betyder, at landet ikke kan bruge Europol som andre fuldgyldige medlemmer af det europæiske politisamarbejde.

Helt konkret betyder det, at norsk politi blandt andet ikke kan søge direkte og automatisk i Europols informationssystem. Norge har heller ikke indflydelse på strategi og ændringer af politisamarbejdet.

I Europols hovedsæde i Haag i Holland sidder repræsentanter - såkaldte forbindelsesofficerer - fra det meste af verden, men de norske forbindelsesofficerer sidder ikke med i bestyrelser og har ikke stemmeret. 

- De kan således ikke være med til at påvirke strategiske beslutninger om Europol, siger Henning Bøgelund Hansen, der er tidligere forbindelsesofficer i Europol og leder af det danske kontor i Haag.

I alt 18 lande er ligesom Norge såkaldte tredjelande uden stemmeret. Tredjelandene tæller blandt andre Rusland, Albanien, Schweiz, Island, USA og Ukraine.

Direkte adspurgt, hvad det konkret betyder for Norge at være et tredjeland i det europæiske politisamarbejde, svarer fagdirektør Dag Egil Adamsen fra Justits- og Beredskabsdepartementet – det norske justitsministerium –til Jyllands-Posten:

- Selvfølgelig er der forskel på at have en tredjelands-aftale og at være fuldgyldigt medlem af Europol. Som medlem sidder man altid med ved bordet, og man har stemmeret. Norge sidder derimod kun med ved nogle borde og har ikke stemmeret. Om man kan leve med disse forskelle, er et politisk spørgsmål.

Kan Danmark oprettet en parallelaftale ligesom Norge?
Ifølge Henning Bøgelund Hansen, tidligere forbindelsesofficer og leder af det danske kontor i Haag, vil det umiddelbart blive svært for Danmark at få en parallelaftale. 

- I rådsbeslutningen står, at man kun kan lave en parallelaftale med tredjelande og internationale organisationer. Da Danmark er ingen af delene, ser jeg det umiddelbart som en udfordring at Danmark skal kunne få en parallelaftale. 

Spørger man Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er adjunkt, ph.d., cand.jur. og oecon med speciale i EU-strafferet ved Syddansk Universitet, så kan man ikke sammenligne Norges aftale fra 2001 med en eventuelt kommende dansk aftale efter den 3. december, da der var en helt anden struktur i EU dengang, der gjorde det nemmere at få aftalen på plads. 

Han forklarer, at processen i dag er langt mere bøvlet og bureaukratisk, da en fremtidig parallelaftale først skal igennem Kommissionen, så EU-rådet og dernæst Europaparlamentet. Når der så ligger en aftale fast, skal den anden vej ned igennem systemet.

- Det er realistisk at forvente, at processen kan tage fem til syv år, før det hele er på plads, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen og fortsætter:

- At kalde det en bureaukratisk suppedas er en gevaldig underdrivelse.

27 EU-lande skal drøfte Danmarks involvering
Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er adjunkt, ph.d., cand.jur. og oecon med speciale i EU-strafferet ved Syddansk Universitet, forklarer, at der efter et nej vil være stor usikkerhed, om hvorvidt Danmark kan være med i Europol via en parallelaftale, da de andre 27 EU-lande kan sætte sig imod. Derudover skal Kommissionen først bede om et forhandlingsmandat fra EU's justits- og indenrigsministre, og først når Kommissionen har fået mandat fra ministerrådet, indledes forhandlingerne med Danmark. Kort sagt skal en dansk parallelaftale i alt godkendes af 28 lande og over 800 politikere.

- Landene kunne godt finde på at sige, at hvis Danmark vil være med, så må de være med i det hele, og det har de lige sagt nej til, forklarer han. 

Ifølge Sørensen kan Danmark risikere, set med de andre EU-landes øjne, at fremstå som det forkælede land, der kun vil være med i visse aftaler, men ikke andre.

- De danske politikere skal have noget at handle med, og dem jeg har talt med, kan ikke fortælle, hvad det skulle være, afslutter Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen. Du kan se hele interviewet i videoen øverst i artiklen.

Trine Thygesen Vendius, postdoc med speciale i Eurpol ved Københavns Universitet, mener ikke, at en parallelaftale nødvendigvis vil tage mange år.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at de andre lande er imod en aftale, der lader Danmark fortsætte i Europol. Danmark har hidtil været ret aktive i samarbejdet, blandt andet var det en dansk politimand, der var med til at bygge Europols Cybercrime Center op, forklarer hun.

Nej-sidens plan A og B
Alle nej-partierne ønsker ligesom ja-partierne, at Danmark fortsat er en del af Europol. Nej-partiernes plan A er, at anmode EU-kommissionen om en parallelaftale. Danmark har i dag parallelaftaler om fire retsakter på området for retlige og indre anliggender - det gælder blandt andet for Dublin II-forordningen, som har været meget diskuteret i den aktuelle asyldebat. Det har taget mellem fire og seks år at få aftalerne på plads. Du kan læse om Danmarks nuværende aftaler her.

Typisk tager det op til fire, fem eller seks år at etablere en parallelaftale, men der er også risiko for at den aldrig bliver til virkelighed.

Hvis Danmark ikke kan få en parallelaftale, har nej-siden en plan B, der går ud på at holde en ekstra folkeafstemning om en begrænset tilvalgsordning, der kun giver Folketinget lov til at tilvælge Europol - og dermed overdrages kun suverænitet, når det gælder Europol.

I tilfælde af andre tilvalg skal der ifølge nej-siden igen afholdes folkeafstemning, hver gang suverænitet afgives til EU. 

Nej-sidens planer er uafprøvede
Det store spørgsmål, som Justitsministeriet og førende EU-jurister nu strides om, er, hvorvidt Danmark med en begrænset tilvalgsordning faktisk lever op til ordningen. Med et begrænset tilvalg vil Folketinget kun have fået mandat til at indgå en aftale om dansk deltagelse i Europol.

Folketinget vil altså ikke – inden for tre måneder – kunne vælge, om Danmark skal deltage i andre retsakter inden for de områder, hvor Danmark i dag har et forbehold. For hvis Danmark skulle ønske at tilvælge andre retsakter, så vil der være tale om ny afgivelse af suverænitet og det vil kræve en ny folkeafstemning i Danmark.

Folketinget vil i praksis ikke kunne nå at afholde en folkeafstemning indenfor den frist på tre måneder, som Danmark har til at meddele EU-landene, om Danmark ønsker at deltage i en EU-forhandling på retsområdet.

Det betyder, at Danmark med en begrænset tilvalgsordning i praksis kun vil kunne vælge at deltage i EU-retsakter, når de er vedtaget. Mens Danmark ikke vil kunne sige ja til at deltage i en EU-forhandling. Begge nej-sidens modeller om en parallelaftale eller en tilvalgsordning er derfor uafprøvede. 

Herunder kan du se partiernes bedste argumenter for at stemme ja eller nej: 

Deres bedste argumenter: Det mener partierne

 

Fakta om Europol

  • Den Europæiske Politienhed, Europol, blev etableret i 1998.
  • Organsationen har ca. 900 ansatte i Haag.
  • Europol fungerer som en databank, der indsamler data fra forskellige landes politimyndigheder.
  • Europol bekæmper grænseoverskridende kriminalitet indenfor bl.a. menneskesmugling, terror, cybercrime, bilsmugling og narkokriminalitet.
  • Europol har 185 såkaldte forbindelsesofficerer fra de 28 EU-lande og partnerlande. Danmark har fire forbindelsesofficerer i Haag.
  • EU-kommissionen fremsatte i 2013 et forordningsforslag, der fra 2016 gør Europol overstatsligt, det betyder, at Danmark må forlade Europol, som i dag er mellemstatsligt.