Nyheder

Tyrkiet spiller med musklerne

Meget taler for, at tyrkerne med nedskydningen af et russisk kampfly har villet trække en streg i sandet over for Putin. Men det er højt spil fra tyrkisk side.

Den nytiltrådte tyrkiske regering har hermed ikke kun lagt sig ud med krigslystne russere. Den risikerer også at gøre livet surt for USA og tyrkernes øvrige NATO-allierede.

Der er nu tale om en alvorlig, diplomatisk krise mellem Rusland og Tyrkiet, som dog har været længe undervejs.

Situationen kommer på et stærkt ubelejligt tidspunkt for indsatsen mod IS, der har fået fornyet international medvind.

En stor del af det nye momentum skyldes dels, at Obama og Putin meget hurtigt har fundet hinanden i lyset af en fælles fjende og i erkendelsen af, at ingen af dem har lyst til at give sig i kast med en forstærket anti-IS-offensiv alene.

Putin ved forhandlingsbordet

Sammen med europæerne og iranerne er Obama og Putin desuden kommet langt i forhandlingerne om, hvordan man får bilagt den syriske borgerkrig og kommer videre.

Det er en helt afgørende del af spørgsmålet om, hvad der skal ske, når (eller hvis) IS en dag er nedkæmpet i Syrien. Også den europæiske flygtningekrise spøger i kulissen i denne sammenhæng.

Der er med andre ord sket vigtige fremskridt, siden amerikanerne og russerne fandt en fælles melodi ved forhandlingsbordet. Og de er ikke alene.

Særligt siden angrebene i Paris samt mod et russisk passagerfly i egyptisk luftrum to uger forinden er den politiske vilje internationalt for at optrappe kampen mod IS i det hele taget været i hastig vækst.

Vesten vil dele risikoen i Syrien

Ruslands militære engagement i Syrien, der af Vesten ellers længe er blevet betragtet som en hovedpine, bliver nu set som en gylden mulighed.

Amerikanere og europæere har i over et år udvist politisk og militærtaktisk vægelsind i indsatsen mod IS, fordi man simpelthen ikke har været tilstrækkelig risikovillig i Syrien og Irak.

I mange vestlige hovedstæder er man begyndt at lune op over for perspektiverne ved Putins nye krigseventyr. Han er tydeligvis kommet til Syrien for at blive, og han synes parat til at investere store mængder politisk og militær kapital i kampen mod den væbnede islamisme.

Men Tyrkiet gør det ikke nemt for Washington og NATO lige nu.

Ikke mindst fordi nedskydningen af det russiske fly minder vestlige politikere og befolkninger om, at Tyrkiet på mange måder er en umage partner for den voksende kreds af lande, der har bekæmpelsen af IS som en vigtig prioritet.

Russisk-tyrkisk spændinger

Spændingerne mellem Rusland og Tyrkiet bunder i en række alvorlige forhold i Syrien og har sine rødder i, at de to lande henholdsvis støtter og bekæmper den syriske diktator, Bashar al Assad.

Russernes direkte indtog i Syrien på Assads side i september var et slag i ansigtet på tyrkerne, hvis lokale, sunniarabiske og ofte yderligtgående islamistiske støtter i Syrien herefter blev udsat for en omfattende bomberegn fra russisk side.

Russiske kampfly har i ugevis stået for luftbombardementer på oprørsstillinger, hvorefter Assads styrker er rykket frem på landjorden.

Det har haft afgørende betydning for borgerkrigens gang. Assad var alvorligt presset, indtil russerne og iøvrigt også iranerne kom ham til undsætning.

Tyrkerne har været stærkt utilfredse med, at landets egne vestlige allierede har været så hurtige til at falde Putin om halsen og har indvilget i at lade Assad fortsætte på magten. I hvert fald som led i en overgangsprocess.

Det er desuden ikke mere end to uger siden, at Putin ved G20-topmødet i Tyrkiet bragte sine tyrkiske værter i forlegenhed på et særdeles kildent emne.

I sin tale påstod den russiske præsident at have beviser for, at visse G20-lande yder økonomisk støtte til IS gennem en organiseret olieimport fra islamisternes oliefelter. En slet skjult hentydning til tyrkerne.

Putin i tyrkernes baghave

Det er endeligt værd at bemærke, at nedskydningen af det russiske kampfly sker kun et døgn efter, at syriske tropper indtager et vigtigt turkmensk område ved byen Bayirbucak, som den tyrkiske regering betragter som sin baghave.

Turkmenernes skæbne i Syrien har længe været et følsomt emne i den hjemlige, tyrkiske opinion. Den russiskstøttede erobring af tyrkisk jord har vakt vrede i den islamiskkonservative, tyrkiske regerings bagland.

Erdogan lagde ikke fingre imellem i en tale tirsdag efter nedskydningen:

- Det (Bayirbucak, red.) er for det første slet ikke et område, hvor IS befinder sig. Ingen bør stikke hinanden blår i øjnene; det, der sker er, at man går efter turkmenerne under påskud af at ramme IS, sagde Erdogan ifølge tyrkiske medier. 

Spørgsmålet er, hvad den russiske respons bliver i den kommende tid.