Nyheder

Juridisk kamp ved grænsen: Danmark nægter at tage imod 200 afviste flygtninge

Det svenske politi har forsøgt at sende 200 flygtninge og migranter tilbage til Danmark, men Danmark nægter at tage mod dem. Det oplyser den presseansvarlige ved politiet i Skåne, Ewa-Gun Westford, til flere svenske medier, herunder den svenske avis Aftonbladet og SVT.

Ifølge den presseansvarlige ønsker de 200 flygtninge selv at rejse tilbage til Danmark, men sidder nu fast i Malmø.

- Det har stået på i et par døgn. Vores jurister sidder lige nu med sagen, og jeg ved, at den er kommet op på det højeste politiske niveau i Udenrigsministeriet.

TV 2’s udsendte reporter, Filip Lauritzen, der er til stede i Malmø i Sverige -  hvor der natten til fredag har udviklet sig kaotiske scener med 20-30 flygtninge, der har måttet sove under åben himmel - fortæller:

- Der kører en kamp mellem det danske politi og det svenske politi, fordi Danmark skal have nægtet at tage mod flygtningene. Så nu har Sverige sat deres jurister på sagen.

Ifølge de svenske integrationsmyndigheder, Migrationsverket, har de 200 "ikke længere en interesse i at søge asyl i Sverige, men vil vende tilbage til Danmark."

SVT oplyser desuden, at Sverige har sendt flygtninge og migranter tilbage til Danmark hver dag, siden den midlertidige grænsekontrol blev indført den 12. november.

Flere vil tilbage til Danmark – eller Tyskland

Samtidig vil flere af de unge mænd, der på grund af pladsmangel i de svenske modtagecentre har sovet under et halvtag foran et hotel i Malmø, gerne tilbage til Danmark, fortæller to af flygtningene til TV 2.

- Vi har sovet på gaden i tre dage. Det er koldt. Jeg vidste ikke, at det her ville ske i Sverige, at der ikke var plads, og at vi skulle bo på gaden, siger Ahmed, der kommer fra Irak.

Han nævner Belgien, Tyskland og Danmark som lande, han nu gerne vil rejse til.

Ibrahim, der kommer fra Syrien, fortæller:

- Vi var også hos flygtningemyndighederne, og de fik os til at skrive under (registrere sig, red.). Og så sagde de, at vi skulle tage hertil. Men da vi kom, nægtede de os at komme ind.

Situationen udviklede sig fredag morgen, da flere af de frustrerede og vrede flygtninge og migranter begyndte at lave ballede. De blev efterfølgende af svensk politi bedt om at forlade stedet.  

600 flygtninge ankom til togstation på tre timer

De svenske integrationsmyndigheder, Migrationsverket, oplyser, at situationen med de mange flygtninge og migranter, der trods den svenske grænsekontrol fortsat ankommer til Sverige, er kritisk og kaotisk

Under normale forhold bliver flygtninge og migranter registreret og derefter tilbudt husly, men torsdag ankom der på en af de første - hvis man rejser fra Danmark - togstationer i Sverige, Hyllie, 600 flygtninge og migranter til Sverige på tre timer. Og det er nogen af dem, som de svenske myndigheder nu har vanskeligheder med at finde sengepladser til.

Rigspolitiet oplyser til TV 2:

"Vi er bekendt med forlydenderne i pressen, men ud fra vores umiddelbare oplysninger har vi ikke haft kontakt til de svenske myndigheder vedrørende de pågældende flygtninge."

Også den danske Udlændingestyrelse afviser over for TV 2 at have været i kontakt med de svenske myndigheder om de pågældende flygtninge.