Politi hiver bandeboss i retten: Han er en del af en stor bandekrig

Et hav af skyderier og overfald i København hænger sammen med en konflikt blandt mænd, der er en del af bandegrupperingen Brothas Souljaz og en udbrydergruppe, politiet kalder B27.
Det fortalte anklager Tomas Hugger i dag i Københavns Byret, da en 30-årige mand sad på anklagebænken for at have deltaget i et af de mange opgør, der fandt sted 15. december 2014 på Rovsinggade kort før midnat.
Politiet mener, at en stribe af episoderne hænger sammen, og derfor er den 30-årige tiltalt ikke bare for drabsforsøg, men også for at have været en del af en bandekrig.
Hvis retten er enig med politiet i den påstand, kan straffen for drabsforsøget kan forhøjes med indtil det dobbelte. I dag koster et "almindeligt" drabsforsøg seks års fængsel.
Anklager Tomas Hugger fortalte under sin præsentation af sagen, at Brothas primært holder til i Mjølnerparken og Husum Torv, mens B27 er knyttet til Bellahøj-husene.
Medlemmer fra begge grupperinger er kendt for alverdens former for kriminalitet - herunder personfarlig kriminalitet og handel med narkotika.
Sagen mod den 30-årige er den første i en række af retsager, der alle tager udspring i den formodede konflikt, der efter politiets opfattelse eskalerede i julen 2013 og har kørt lige siden.
- Konflikten er eskaleret med trusler og drabsforsøg, sagde Tomas Hugger.
I perioder er konflikten stilnet af i takt med at medlemmer fra de to grupper er blevet fængslet, for så atter at blusse op, fortalte han.
Den 30-årige, der i dag tog plads på anklagebænken, er ifølge politiets oplysninger leder af Brothas Souljaz - noget, han selv afviser, ligesom han nægter sig skyldig.