Flammerne smeltede Patricks ansigt – nu har han fået et nyt
For 14 år siden i 2001 gik den amerikanske brandmand Patrick Hardison fra Mississippi ind i et brændende hus, men da taget kollapsede, blev han fanget i flammerne.
Hardison overlevede mirakuløst ildebranden. Han mærkede, at brandmandsmasken var ved at smelte sammen med ansigtet, så han rev masken af, lukkede sine øjne og holdt vejret, da han hoppede ud af et vindue.
At han lukkede øjnene og holdt vejret mener lægerne er årsagen til, at han ikke mistede synet og at der ikke kom for meget giftig røg ned i lungerne.
Men Hardison var slemt forbrændt i hele hovedet, i nakken og på overkroppen. Han mistede sine øjenlåg, ørerne, det meste af næsen, læberne, håret og øjenbrynene.
Mine børn var bange for mig
Efterfølgende lå han på hospitalet i 63 dage, hvor lægerne forsøgte at lappe ansigtet med hud fra hans lår, og da han kom hjem igen til sin familie, husker han især reaktionen fra sine tre små børn, der var rædselsslagne.
- Mine børn var bange for mig, men de var små, så det var fuldt forståeligt, fortæller Patrick Hardison til ABC News.
41-årige Patrick Hardison har siden levet med det vansirede ansigt, og har været under kniven mere end 70 gange. Men i august måned blev der udført en endelig og yderst vanskelig operation, da et stort hold plastik-kiruger med held transplanterede et nyt ansigt til den forbrændte mand.
Dr. Eduardo Rodriguez stod i spidsen for gruppen, der talte mere end 100 medarbejdere fra New York University Langone Medical Center, og operationen betegnes ifølge hospitalet som den ”mest omfattende” ansigtstransplantation, der nogensinde er foretaget, skriver CNN.
Ansigtsdonor var 26 år
Nu har Patrick Hardison fået sit nye ansigt, som tilhørte en 26-årig mand, cykelmekanikeren David Rodebaugh fra Brooklyn, der omkom i en cykelulykke den 12. august. Afdøde David Rodebaughs donerede også sit hjerte, lever, nyrer og øjne til andre.
Selve operationen varede mere end 26 timer, hvor Rodriguez og hans hold gav Hardison det nye ansigt, en ny hovedbund, ører og ørekanaler, nye kindben, kinder og en helt ny næse.
Hardison fik også nye øjenlåg og de muskler, der kontrollerer blinkefunktionen. Indtil da kunne han ikke lukke sine øjne helt i.
Lever med smerten
Tre måneder efter operationen fortæller Rodriguez, at det går godt med Hardison, som er på vej mod at komme sig helt. I løbet af seks måneder burde han kunne tale normalt, fortæller han til CNN.
Hele procedure har kostet op mod syv millioner kroner, et beløb, som NYU har betalt.
Til New York magazine har Patrick Hardison sagt, at han nok kommer til at leve resten af sit liv i konstant smerte.
- Men jeg har nu mit eget ansigt, jeg kan leve med smerten, siger han.