Nyheder

Falsk foto blev flittigt delt: Anklaget for at være Paris-terrorist

En canadisk mand er henover weekenden blevet udsat for en særdeles grov anklage, efter at han fejlagtigt blev udpeget som en af de mistænkte terrorister, der angreb Paris fredag aften.

Manden hedder Veerender Jubbal, og et selfiebillede af ham iført en selvmordsvest, mens han holder koranen i sine hænder, har floreret på de sociale medier. Et billede der siden er blevet bragt i spanske og indiske medier til stor frustration og frygt for Veerender Jubbal, der er sikh-mand.

For billedet er forfalsket i photoshop. I det originale foto, der stammer fra 2014, står Veerender Jubbal i sit badeværelse med en iPad i hænderne. Han er ligeledes iført en Dastar, en turban, der er vigtig for hans religion.

Efterfølgende er Veerender Jubbal, der arbejder som freelance-journalist, blev bombarderet med beskeder på Twitter, og han har derfor været nødsaget til at forklare – og forsvare sig – først på de sociale medier og siden i en skriftlig meddelelse. 

”I løbet af weekenden blev et fotografi manipuleret, så det ser ud som, at jeg er en af terroristerne forbundet med tragedien i Paris. Denne foragtelige handling blev derefter hurtigt forværret, da nogle internationale nyhedskanaler besluttede at dele billedet som sandheden. Lad mig slå fast: Billedet er falsk og jeg er ikke på nogen måde tilknyttet terrorisme, skriver Veerender Jubbal blandt andet i en meddelelse, der er blevet udsendt af ’The Sikh Coalition’. 

Den spanske avis La Razon offentliggjorde det manipulerede billede lørdag, hvor Jubbal blev nævnt som en af de involverede terrorister i Paris. Avisen undskyldte søndag den alvorlige fejl, men Jubbal mener, at der er sket uoprettelig skade på hans omdømme, så han planlægger at lægge sag an.

Han nævner, at "millioner og atter millioner af mennesker" nu har set det falske billede, og han er bange for, at folk fejlagtigt antager, at han er tilknyttet den islamistiske gruppe IS. Af den grund er han også bekymret for, at nogle vil gøre ham ondt.

Ligeledes har det spanske tv-medie Antenas 3 bragt billedet af Jubbal, som også i et andet tweet skriver, at han er blevet ringet op af en kusine i Indien, der har set nyheden i India Times.

Hvem der står bag det manipulerede billede, vides endnu ikke, men Jubbal mistænker, at nogle fra GamerGate, en organisation han som journalist har kritiseret, kan stå bag.

Hvad er sikhisme

Sikh-religionen er inspireret af andre religioner som islam og hinduismen, men tager afstand fra disse religioners ritualiserede side. I stedet lægger sikhismen vægt på det spirituelle og individuelle, med flere ligheder til islams sufistiske tradition og hinduismens bhakti-tradition.

Religionen tror på én gud.

Sikh kommer fra ordet sishya (sanskrit for elev). Sikhen er en elev ved en guru. Guruen eller guruernes lære skal vejlede eleven i det religiøse læresystem i vejen mod at opnå frelse.

Kilde: Religion.dk