Nyheder

Tofts analyse: Her er de danske plusser og minuser

Der er grænser - i Sverige. Men det skal ikke afholde os fra at gå over og slå til. Det ligner et lige opgør uanset hvilken farve jakken har. Men plusserne får vægtskålen til at hælde en smule dansk.

Posen med clicheer er fyldt. Der er fra svensk side i videohøjde hældt røde pølser i øret på en fuld dansk roligan (jeg har ikke helt forstået relationen, når jeg ser svenskere i Helsingør), der er lavet grin med Bendtner og H. C. Andersens klodsede Hans.

Omvendt har en dansk kortfilm klippet håret af Pippi Langstrømpe, sat ild til en ABBA-plade og smidt Ikea-møbler til småt brandbart.

Så har de trykte medier haft tæppebankeren i overskriftshøjde: “Zlatan er et stort ego”, “Svenske tøsedrenge” (fordi de ikke vil påtage sig en favoritrolle) - og så den mere dramatiske: “Krigen er brudt ud”.

Lad mig prøve at gøre det op i plusser og minusser, altså det på banen, hvis kun det ene øje skal voves:

Danske plusser:

Stærk defensiv Stærk målmand Normalt et godt kollektiv

Danske minusser:

Målscorere Den direkte dribler Dumme oplevelser

På den danske plusside er en stærk defensiv. Danmark er svære at score imod. Det centrale forsvar har høj klasse med Daniel Agger som styrmanden og Simon Kjær som den solide duelspiller. Lars Jacobsen har et højt bundniveau og Durmisi har overstået sit gennembrud.

Kasper Schmeichel er en klasse bedre end Isaksson. Hans engagement, hans dedikation, hans evne til at hente point-redninger frem. Og så kan han råbe et forsvar op.

Normalt ser vi et godt dansk kollektiv. Det er positivt. Men, og der skal et men ind - et godt kollektiv kan sagtens rumme en eller to, der vil og kan på egen hånd. Altså tør udfordre. Tør tage chancer. Tør fejle. Lad os håbe på det.

På minussiden mangler vi målscorere. Det er selvfølgelig en god ting, at så mange forskellige kan score. Syv målscorere i otte kvalifikationskampe. Men det ville være rart, hvis der var en eller to, der lavede lidt mere end gennemsnittet.

Der mangler en decideret dribler, gerne med fart, på landsholdet. Een der tør  udfordre, gerne lidt utraditionelt. Nicolai Jørgensen og Viktor Fischer er vel de eneste reelle. Altså een der ikke “bare” løber lige ud, men også kan løbe om hjørner (med modstanderne). Een der laver det uventede.

De dumme oplevelser er først og fremmest efterårets manglende points. Og specielt skuffelserne mod Albanien og Armenien. Det kan have sat sig mentalt, så her ser vi gerne eventuelle minusser forvandlet til plus. En god start i Stockholm kan løfte tro og selvtillid.

Kan plusserne overgå minusserne, så er der ingen (svenske) grænser for en dansk jubel. Op med bommen, Danmark.