Ekspert: Islamisk Stat havde brug for at sende et klart signal

Den franske hovedstad Paris blev fredag ramt af mindst seks terrorangreb, der indtil videre har kostet 129 personer livet.

Den franske hovedstad Paris blev fredag ramt af mindst seks terrorangreb, der indtil videre har kostet 129 personer livet. Ifølge Frankrigs præsident, Francois Hollande, står terrororganisationen Islamisk Stat bag angrebene – og IS har selv i en erklæring taget ansvaret.

Islamisk Stat har haft brug for at bevise sit værd som Vestens fjende, forklarer Deniz Serinci, der er IS-kender og forfatter til en bog om terrorbevægelsen.

- IS ønsker at sende et signal til omverden om, at de, trods tilbagegang i Mellemøsten, stadig kan slå til. Med et sådant angreb prøver de at bevise, at de stadig kan slå til, siger han til TV 2.

Islamisk Stat mistede for to dage siden en vigtig forsyningssrute, den såkaldte Hovedvej 47, til de kurdiske styrker. Vejen forbandt Islamisk Stat i Syrien og i Irak.

Avanceret angreb
Terrorbevægelsen Islamisk Stat har i en erklæring på nettet og skrevet, at Paris er "vederstyggeligheden og perversitetens hovedstad", og at de derfor dræbte civile.

Og Deniz Serinci forklarer, at Islamisk Stat – ifølge dem selv – har en god grund til at angribe Frankrig:

- De vil gå efter Frankrig, fordi Frankrig siden september 2014 har bombet IS i Irak og senere også bombet IS i Syrien, siger han.

Islamisk Stat har i over et år truet med at bombe Vesten, hvis bomber rettet mod Islamisk Stat blev kastet i Mellemøsten - og aldrig før har terrorbevægelsen formået at udføre et så ”avanceret og koordineret” angreb i hjertet af Europa, lyder det.

- Når de vælger at bruge så mange gerningsmænd, er det, fordi de vil noget virkelig stort. Det er en fordel for IS at få ram på mange mennesker, mens de er samlet. Det var det, der skete i går, siger Deniz Serinci.

Angrebet var udført af otte gerningsmænd, der alle er dræbt eller sprængt i luften, fortæller de franske myndigheder.