Nyheder

Dansk øjenvidne til TV 2: Vi er stadig i chok

Danske Frederik Lassere var fredag til stede på det franske nationalstadion Stade de France, da mindst tre personer blev slået ihjel af sprængninger uden for stadion.

Da ham og hans kammerater midt inde i første halvleg hører to sprængninger, tror de, at det er kanonslag. Men da de når til pausen, går det op for dem, at noget større er på spil.

- På de helt bageste rækker begynder folk at stimle sammen. Jeg ser på en smartphone hos personen foran mig, at François Hollande (Frankrigs præsident, red) er blevet evakueret.

Panisk stemning

Det er først til allersidst i venskabskampen mellem Frankrig og Tyskland, at spillet bliver afbrudt. Over højtaleranlægget bliver Frederik Lassere og de øvrige publikummer gjort opmærksomme på, at alle udgange på nær to er blevet afspærret. Frederik Lassere befinder sig ved en af udgangene, der hurtigt bliver tæt befolket af publikummer, der vil ud fra stadion.

- Da vi bevæger os ud, opstår der et kort øjeblik af panik, siger Frederik Lassere.

- Folk skriger og løber. Rent instinktivt reagerer vi ved at løbe ind på stadion igen. Og der er her, at rigtig mange søger tilflugt på banen.

Det kommer tæt på

Frederik Lassere og hans venner havde planlagt at tage en øl på gaden Avenue de la Republique efter kampen. Der hvor formodede Isis-terrorister endte med at likvidere mindst fire personer.

I dag har Frederik Lassere endnu svært ved at forstå, at ham og hans venner har været så tæt på hændelserne.

- Vi er rystede og stadig i chok. Det kommer rigtig tæt på, når det er få hundrede meter, der adskiller mig og mine venner fra sprængningerne, siger han.