Nyheder

TV 2-direktør Michael Dyrby forlader TV 2 efter affære

TV 2 skal have ny nyhedsdirektør. Den nuværende nyhedsdirektør, Michael Dyrby har nemlig opsagt sin stilling af private årsager.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse, som netop er sendt ud.

- Jeg har mandag orienteret Merete Eldrup (adm. direktør, TV 2, red.), og vi er enige om, at det ikke kan være anderledes i den nuværende situation. Jeg har for nylig haft en kortvarig affære. I den anledning har jeg truffet nogle hensynsløse og forkerte beslutninger, der har sat mig i en sårbar position. Det kan man ikke som nyhedsdirektør. I forbindelse med affæren har der været udvekslet kompromitterende materiale. Det er beskyttet af lov om privatlivets fred, men kan udnyttes.

Dyrby fortsætter:

- Jeg har ikke været udsat for afpresning, men materialets tilstedeværelse er nok. Det er nødvendigt, at en nyhedsdirektør både internt og eksternt bliver respekteret og opfattet som en leder, der træffer velovervejede og rigtige beslutninger. Derfor er det mit valg, at jeg ikke længere skal være nyhedsdirektør på TV 2, udtaler Michael Dyrby.

Vil fokusere på familien

Michael Dyrby kom til TV 2 i 1994 og indtrådte i direktionen i april 2010.

- TV 2 har været mit andet hjem, og jeg har nydt hver en dag – hver en time – jeg har tilbragt først på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København. Det har været et privilegie at være en del af teamet, siger Michael Dyrby og tilføjer:

- Selve sagen er reelt privat og uden konsekvens og perspektiv for andre end min familie og jeg. Mit fokus vil fremadrettet ligge her – hos dem, jeg har såret allermest. Jeg har derfor heller ikke yderligere kommentarer end denne, siger Michael Dyrby.

Direktør beklager beslutning

Michael Dyrby fratræder pr. dags dato, og det er en beslutning, som tv-stationens administrerende direktør Merete Eldrup beklager.

- Det er med beklagelse, at jeg må tage Michael Dyrbys opsigelse til efterretning, men jeg respekterer hans beslutning. Michael Dyrby har været en engageret kollega og en kompetent nyhedsdirektør, som har tjent TV 2 i mange år og været med til at sikre vores position i nyhedsbilledet i dag. Jeg vil gerne takke Michael Dyrby for indsatsen og for samarbejdet, og jeg ønsker ham alt det bedste fremover, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.

Nyhedschef og leder af Nyhedscenteret, Mikkel Hertz, konstitueres som nyhedsdirektør.

Herunder kan du høre hovedtillidsmand i TV 2, Lennart Sten, kommentere på Michael Dyrbys exit.