Nyheder

Lisbeth Knudsen: Jeg har stor respekt for Dyrby

En af Danmarks mest erfarne mediechefer, Lisbeth Knudsen, har stor respekt for Michael Dyrby, som tirsdag meddelte, at han forlader TV 2, fordi han har haft en affære med en kvinde.

- Journalistisk har jeg, og har altid haft, stor respekt for Michael Dyrby. Både hans journalistiske handlekraft og linje for TV 2 har været stærk, og han har været med til at sætte et stort præg både på TV 2 og TV 2 NEWS, siger Lisbeth Knudsen.

Lisbeth Knudsen har for nylig forladt en af de absolutte topposter i den danske medieverden. Den 30. september kom det frem, at hun efter otte år stoppede som chefredaktør og administrerende direktør i Berlingske Media.

Her skyldtes bruddet dog strategiske uoverensstemmelser mellem Lisbeth Knudsen og de belgiske ejere af Berlingske-koncernen.

Stærke holdninger til TV 2's rolle

Tidligere har Lisbeth Knudsen også haft titel af nyhedsdirektør hos Danmarks Radio, hvor hun var fra 1998 og frem til 2006. Derfra fulgte hun TV 2 Nyhedernes udvikling, som hun tilskriver Michael Dyrby en stor ære for.

- Michael Dyrby har haft stærke holdninger til TV 2’s rolle, og hvem TV 2 skal være til for. Han bruger ikke store filosofiske ord og begreber, men han har været meget klar på, at TV 2 er til for seernes skyld. På den måde har der været stor sikkerhed om, hvad TV 2’s nyhedsstrategi har været, siger Lisbeth Knudsen.

Troværdighed er afgørende

Lisbeth Knudsen understreger, at hun ikke kender de dybere årsager til Michael Dyrbys beslutning om at stoppe, men hun har respekt for beslutningen, for tvivl om troværdigheden er ikke holdbar for en nyhedsdirektør.

- Som nyhedsdirektør skal du etisk have en helt klar linje, og man må bare sige, at når det kommer til et public service-medie som TV 2, så er der meget stor opmærksomhed.

- Men for at direktøren skal have troværdighed, skal man jo have autoritet og tillid i organisationen. Og hvis du ender i risikozonen for at miste respekten, så er der nærmest kun en ting at gøre, og det er at komme ud ad vagten, siger Lisbeth Knudsen, der efter bruddet med Berlingske snart er tilbage i den danske mediebranche.

1. december begynder hun som direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter.