Nyheder

Mystisk lys over Stillehavet spredte panik i USA

Et mystisk lys på nattehimlen fik i aftes folk i Orange County i Californien til at gå i panik, fordi lyset hverken så ud til at komme fra et fly en meteorit eller et andet naturfænomen.

I løbet af få minutter dukkeder der adskillige billeder og videoklip op på de sociale medier med det mystiske lysskær over Stillehavet ud for Californiens kyst.

Det spektakulære blå lys trak en lang hale efter sig - og skabte nogle ganske opsigtsvækkende former på himlen.

Videoen i toppen i denne artikel er optaget af en gruppe piger i deres bil i Los Angeles - tænd for lyden og hør deres forundrede samtale.

Den massive mængde af videoer og billeder fra mange mennesker - fik i løbet af få minutter alarmen til at lyde hos UFO-entusiasterne.

Historien om en mulig UFO spredte sig lynhurtigt over nettet - og spekulationerne fik blandt andet Twitter til at koge.

Blandt andet slog popsangeren Josh Groban UFO-alarm til sine 839.000 følgere på Twitter.

Og den russiske tv-station RT med 1,38 millioner Twitter-følgere stod også på sagen:

Der blev også slået alarm til de amerikanske myndigheder - der dog kunne levere en forklaring på det mystiske lysskær.

USAs flåde havde nemlig foretaget en testaffyring af et Trident missil fra ubåden USS Kentucky.

Allerede i fredags advarede de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, om, at natteflyvninger til og fra Los Angeles Internationale Lufthavn, LAX, ikke måtte komme ud over en del af Stillehavet vest for lufthavnen. Blandt andet nyhedsbureauet Reuters skrev om dette.

FAA angav dengang ikke en specifik årsag anden end, at der ville være militær aktivitet i området.