Nyheder

Ny vejtype placeret midt i byen: - Det er livsfarligt

Tirsdag skrev vi her på TV 2 om de nye veje, de såkaldte 2 minus 1 veje, der er blevet anlagt rundt om i landet, hvor det er meningen at bilister skal køre midt på vejbanen for at give bedre plads til cyklister og fodgængere.

Ifølge Vejdirektoratet er den nye vejtype beregnet til strækninger, hvor der ikke er tæt trafik - det vil sige i mindre byer og ude på landet.

I Odense blev der dog sidste år – i forbindelse med større trafikale omlægninger - anlagt en 2 minus 1 strækning på et par hundrede meter midt inde i byen på Frederiksgade, som er ensrettet for personbiler, mens busser og taxaer gerne må køre begge veje.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for netop det 2 minus 1-stykke, som er smallere end resten af Frederiksgade.

Cyklist nær klemt af bus

34-årige Luca Francis Kretzchemer cykler hver dag gennem Frederiksgade for at komme hen til sit arbejde i byggemarkedet Stark. Han fortæller til TV 2, at det især i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen kan være livsfarligt for de bløde trafikanter, når der er tæt trafik

- Jeg føler nogle gange, at det virkelig er med livet som indsats. Når der for eksempel kommer to modkørende busser, så trækker busserne helt ind til siden for at komme forbi hinanden. Jeg har prøvet at en bus trak så meget ud til siden, at jeg måtte hoppe op på fortorvet med min cykel for ikke at blive klemt, siger Luca Francis Kretzchemer.

Han beretter også om mange bilister, der trods ensretningen, kører igennem det smalle stykke.

- Gaden er slet ikke bygget til det, og det gør mig rigtig sur, når bilister kører ulovligt og bringer andres sikkerhed i fare. Selvfølgelig skal man altid være påpasselig i trafikken, men når jeg cykler gennem Frederiksgade skal man være ekstra opmærksom og konstant være klar til at bremse. Det er ikke sjovt, og tanken om at blive ramt af en bus er heller ikke rar, siger Luca Francis Kretzchemer.

Bilist: Ikke meget plads

34-årige Randi Goldmann bor ligeledes i Odense, og selvom Frederiksgade ikke er en vej hun har kørt på før, så har hun de seneste to dage benyttet den som bilist, fordi hun har hjulpet med at flytte i området. Hendes første møde med Frederiksgade var noget kaotisk, da hun ikke kendte til 2 minus 1 vejen.

- Det var lettere kaotisk. Jeg oplevede, at cyklister kørte udenfor den stiplede linje, og jeg mødte også modkørende bilister, så der var virkelig ikke meget plads på hverken den ene eller den anden side. Uanset om de overser skiltningen eller bevidst vælger at køre ulovligt, så er det i hvert fald farligt for sikkerheden, siger Randi Goldmann.

Odense Kommune: Alt er normalt nu

Hos Odense Kommune er man fortrøstningsfulde i forhold til Frederiksgade. Afdelingschef for byudvikling, Henrik Lumholdt, erkender, at der i starten – tilbage i sommeren 2014 – var problemer med at få trafikken til at glide. Men efter en tilvænningsperiode mener han, at det har normaliseret sig nu.

- Vi havde mange henvendelser i starten, og vi havde også stort fokus på vejen. Mange kørte mod ensretningen, og derfor overvågede Odense Politi stedet og delte mange bøder ud. Men vi har ikke slukket for vores opmærksomhed. Vi er i gang med at lave forskellige omlægninger, og det betyder også, at trafikniveauet vil ændre sig, og det holder vi øje med, siger han til TV 2.

Lytter til kritik

I forhold til kritikken om utrygheden for de bløde trafikanter, synes Henrik Lumholdt ikke, at man har modtaget så mange klager, der specifikt handler om manglende sikkerhed på Frederiksgade.

- Hvis man spørger en masse cyklister, så vil der altid være nogen, der vil sige, at det er utrygt og ubehageligt at køre rundt forskellige steder i Odense. Og sådan er det jo, vi kører forskelligt i trafikken. Man skal også holde sig for øje, at folk der bor i området måske har en holdning til, at vejene har ændret sig.  Vi har fået en del henvendelser fra folk, der bor i kvarteret, men de handler mest om trafikstøj, siger han.

- Det betyder ikke, at vi ikke lytter til dem, for trafiksikkerhed er en høj prioritet i vores by, og vi har tidligere haft et møde med buschaufførerne, hvor der blev lavet aftaler om, hvem der har vigepligt, når de mødes på den snævre vej. Det glider for busserne nu, og de ulovlige bilkørsler er der også færre af, siger Henrik Lumholdt, der også oplyser, at den oprindelige 2 minus 1 vej er blevet afkortet for at give en længere cykelsti.

Politiet holder øje

Hos Odense Politi har man stadig fokus på Frederiksgade, hvor det især er de ulovlige kørsler, der generer trafikken.

Operativ leder af færdselsafdelingen i Odense, politikommissær Preben Ingemansen, erkender også, at vejen ikke er den bedste i forhold til sikkerheden.

- Vi har da hørt om de bløde trafikanter, der føler sig utrygge på strækningen. De fleste henvendelser vi får handler dog om at folk kører mod ensretningen, og det er medvirkende til at der opstår faresituationer, for vejen er ikke indrettet til at håndtere trafik i begge retninger, siger Preben Ingemansen.

Herunder kan du på kortet se, hvor i landet der befinder sig de her 2 minus 1 veje. Vejdirektoratet har samlet 87 veje sammen, men der findes flere derude, som ikke er med i opsamlingen, fordi kommunerne ikke har meldt dem ind.