Vesselbo: Regeringen fortier sandhed om antal af flygtninge

16x9
Asyltal nærmer sig det rene manipulation, mener Venstres tidligere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo. Foto: Scanpix

Det er en illusion at forstille sig, at asylstrømmen til Danmark er aftagende. Men det er det billede, regeringen forsøger at tegne.

Det mener i hvert fald Venstres tidligere integrationsordfører og mangeårige medlem af Folketinget, Eyvind Vesselbo, der foruden sit politiske arbejde er anerkendt for at arbejde med prognoser for indvandring.

Han har nærstuderet den officielle statistik over hvor mange opholdstilladelser, der er givet til flygtninge og deres familier i løbet af de første ni måneder af 2015.

- Problemet er, at man præsenterer tallene sådan, at man fokuserer på det, der ikke er vigtigt. Gennem sammenligningerne prøver man at skabe et indtryk af, at regeringens politik virker – og at man har stoppet tilstrømningen af asylansøgere og flygtninge til Danmark, forklarer Eyvind Vesselbo over for TV 2.

Stigningen skjules
Af de officielle tal, som kan findes på hjemmesiden nyidanmark.dk, kan man læse, at der i september 2015 var lidt færre asylansøgere end sidste år - 2.761 mod 3.147 i 2014. Men det er slet ikke en relevant sammenligning, lyder det fra Eyvind Vesselbo.

Det bemærkelsesværdige er, at der er betydeligt flere, der har fået tilkendt asyl i 2015 end sidste år, og at antallet af familiesammenføringer også er i hastig vækst. Det er der ifølge Eyvind Vesselbo ingen, der har hæftet sig ved.

- Enhver kan se, at det er der, boomet er. Det gælder både familiesammenføringer for flygtninge og indvandrere. Når så samtidig både Venstre og Socialdemokraterne siger, at man vil stramme reglerne for familiesammenføring er det i virkeligheden ren manipulation, siger Eyvind Vesselbo.

Når han bruger ordet manipulation skyldes det, at det netop er blandt flygtninge, at den største stigning er, og at en opstramning ikke vil gælde her, fordi flygtningene i mange tilfælde får dispensation.

Valgløfterne skal holdes
Eyvind Vesselbo er ikke tvivl om, hvorfor tallene bliver udlagt, som de gør.

- Regeringen vil leve op til det, man sagde under valget, hvor Støjberg garanterede, at antallet af opholdstilladelser ville falde. Det er et mål i sig selv at bevise det. Tallene viser bare noget andet. Når året er gået, vil der være flere, der har fået opholdstilladelse.

Ser man på månederne juni, juli og august skete der dog et drastisk fald i antallet af asylansøgere, der blev tilkendt asyl. Omkring 500 færre ansøgere røg i sommermånederne gennem systemet med et ”ja”. Det er ”helt mærkværdigt og uforklarligt”, mener Vesselbo. I samme periode kom der lidt over 5000 ansøgninger om asyl.

- Det handler om, hvordan man opgør tingene, og det synes jeg, der er nogen, der bør undersøge nærmere, siger Eyvind Vesselbo, der efterlyser mere politisk mod til at sige tingene, som de er.

- Man skulle fortælle, at man er blevet overhalet af virkeligheden. Sige, at der kommer mange asylansøgere og flygtninge til landet. Hvis man hele tiden skjuler sandheden, får man ikke gjort det, der skal gøres. Det er til stor skade for Danmark, siger han.

Det er forventningen, at Danmark i 2015 ender med at give det største antal opholdstilladelser til flygtninge i 20 år, formentlig i omkring 14.000, vurderer Eyvind Vesselbo. Dengang for 20 år siden var Bosnien ramt af borgerkrig.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har ikke ønsket at kommentere kritikken over for TV 2. 

Asyl

*I 2014 blev der givet asyl til 6104 personer og 908 tilladelser til familiesammenføring til flygtninge

*Fra januar til september 2015 fik 8065 personer asyl, mens 2051 flygtninge har fået opholdstilladelse til familiesammenføring.

Kilde: nyidanmark.dk