Nyheder

Vil massedeportere afrikanske mænd: Så ekstrem er PEGIDA blevet

Den islamkritiske bevægelse PEGIDA rører atter på sig i Tyskland. Som du kan se i videoen herover fejrer bevægelsen et års jubilæum under det gamle østtyske slagord "Wir sind das Volk". I løbet af det seneste år har bevægelsen udviklet sig og har lanceret ti krav til de tyske politikere

Tyske politikere på stribe - med indenrigsminister Thomas de Maizière i spidsen - beskylder bevægelsen for at være højreekstremistisk, som du kan se i videoen længere nede.

Men tilslutningen til PEGIDAs demonstrationer er voksende efter sommerens flygtningestrømme ind i Tyskland.

Det hele begyndte for et år siden og det tog kun faktisk kun ni dage som en lukket gruppe på Facebook før den islamkritiske bevægelse for første gang manifesterede sig i den virkelige virkelighed.

Det var i Dresden i en moddemonstration mod støtter af det kurdiske arbejderparti PKK.

Egentlig hed gruppen dengang "Friedliche Europäer Gegen die Islamisierung Des Abendlandes" (Fredelige Europæere mod Islamisering af Vesten) - og bevægelsen burde derfor forkortes FEGIDA.

Men F blev hurtigt skiftet ud med P - ordet "Fredelige" blev til "Patriotiske" og tilslutningen til PEGIDA eksploderede. Den 12. januar 2015 deltog omkring 25.000 mennesker i demonstrationerne som blev organiseret via Facebook.

Vold og højreekstremismer fandt også vej til gruppens demonstrationer - og da et foto af PEGIDAs leder Lutz Bachmann klædt ud som Hitler dukkede op i pressen begyndte tilslutningen til demonstrationerne at falme. 

Men PEGIDA er ikke død - tværtimod - bevægelsen har udviklet sig. Et år efter første demonstration har PEGIDA over 171.000 tilhængere på Facebook - demonstrationerne vokser og bevægelsen er klar med nye ekstreme krav til de tyske politikere.

Herunder kan du se fem punkter der definerer PEGIDAs udvikling i løbet af det år der er gået siden bevægelsens første mandagsdemonstration fandt sted.

1. Kræver massedeportationer

PEGIDA vil deportere alle muslimske migranter ud af Tyskland med det samme.

Ifølge bevægelsens egen Facebook-side skal alle afviste asylansøgere og hundredetusinder af illegale migranter i Tyskland sendes ud af Tyskland med det samme. 

"Vi kræver ærlighed i integrationsdebatten og en afslutning på den rød-grønne, social-romantiske fortælling om at integrere massevis af mandlige afrikanske asylansøgere her," skriver PEGIDA på Facebook.

"Vi kalder på MASSE-deportationer - nu!" - skriver PEGIDA på sin side, hvor bevægelsens bagmænd gør klart, at Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater skal presses til at tage imod de massedeporterede. 

"Disse velhavende, kæmpemæssige Sharia-paradiser er meget bedre til at imødekomme de store mængder af muslimske asylansøgere end et Europa der består af ikke-troende," skriver PEGIDA.

Kristne mennesker som er flygtet fra Islam er bevægelsen imidlertid mere forstående over for. Dem vil PEGIDA gerne give midlertidigt ophold i Tyskland på grund af "tyskernes hjælpsomme natur" - men alle andre skal "HOLDE SIG VÆK!" skriver bevægelsen på Facebook.

2. Demonstrationerne vokser igen

Tusinder deltager i PEGIDAs jubilæumsdemonstration i Dresden.

Sommerens tilstrømning af flygtninge og migranter til Tyskland har givet PEGIDA fornyet opbakning til bevægelsens demonstrationer. Efter affæren i januar, hvor PEGIDAs stifter Lutz Bachmann optrådte i de tyske medier med Hitler-frisure og skæg faldt opbakningen. Bevægelsen blev ramt af intern uenighed og så ud til at være stærkt svækket i februar. Men demonstrationerne fortsatte - og nu er opbakningen voksende.

Du kan se hvor mange mennesker der cirka har været til de forskellige PEGIDA-arrangementer på grafen herover. Tallene stammer fra politiet i Sachsen og gruppen "Durchgezählt" fra universitetet i Leipzig, der tæller demonstranter som led i et videnskabeligt projekt

T2Toolbox embed

3. Galger til politikerne

Tysk politi efterforsker nu disse galger fra en PEGIDA-demonstration den 12 oktober 2015.

Retorikken hos PEGIDA-demonstranterne mod de tyske politikere er blevet hårdere det seneste år. Den hidtidige kulmination kom den 12. oktober, da demonstranterne mødte op til en demonstration i Dresden med galger til Tysklands forbundskansler Angela Merkel og vicekansler Sigmar Gabriel. 

Anklagemyndigheden i Dresden efterforsker nu de personer der holdt galgen op under demonstrationen - de kan formentlig vente sig en sag om "opfordring til at begå kriminalitet" og forstyrrelse af den offentlige orden.

I PEGIDAs eget program er der heller ikke meget kærlighed til de tyske politikere.

"Vores politikere ønsker at ændre styret af den tyske forbundsrepublik. De ønsker at ændre den tyske stats befolkning af tyskere og erstatte os med et multikulturelt samfund. De ønsker at etablere en multietnisk stat på tysk jord - denne opførsel er højforræderi" - skriver bevægelsen på Facebook. 

4. PEGIDAs ord

Demonstranter bærer et skilt der beskylder tysklands kansler Angela Merkel for

Under demonstrationerne i de tyske storbyer - og i debatten på internettet benytter folk fra PEGIDA sig af en række ord der blev brugt i Tyskland i 30'erne og i det gamle DDR. Herover er et udpluk af dem.

T2Toolbox embed

5. Hitler tur-retur

 Lutz Bachmann er tilbage som leder af PEGIDA efter han måtte forlade organisationen på grund af en Hitler-selfie

Da PEGIDAs stifter Lutz Bachmann tog en selfie ved frisøren og lagde den på Facebook, havde han næppe regnet med, at det ville få så alvorlige konsekvenser for ham. Men billedet - hvor Lutz Bachmann har samme frisure og overskæg som Adolf Hitler - dukkede op i pressen. Og selv om billedet ifølge PEGIDA-stifteren var taget for sjov, ramte det ham hårdt.

Der er ting, man ikke gør grin med i Tyskland. Hitler er en af dem. Den socialdemokratiske vice-kansler Sigmar Gabriel har nok sagt det kortest og klarest: ”Hvis nogen i (tysk) politik klæder sig ud som Hitler, så er man enten en total idiot eller nazist. Fornuftige mennesker følger ikke idioter, og anstændige mennesker følger ikke nazister”

Resultatet blev, at Lutz Bachmann måtte trække sig tilbage fra PEGIDA mens mediestormen rasede. En ny formand kom til - men efter bare en måned ude af rampelyset blev han genvalgt som formand. Og ved etårsdemonstrationen kunne han deltage og holde tale for folkemængden - som du kan se herunder.

Lutz Bachmann taler ved PEGIDAs jubilæumsdemonstration i Dresden.