Så du sort og blå eller hvid og guld: Her er forskellen på de to lejre

Er kjolen sort og blå eller guld og hvid?
Det var spørgsmålet, der tilbage i februar skabte ophedede debatter og opdelte verden i to lejre.
Og nu er verdens måske mest berømte kjole tilbage i rampelyset. Et hold tyske neuroforskere fra Ruhr-Universität Bochum har nemlig sat sig for at undersøge mystikken omkring kjolen og er nået frem til en opsigtsvækkende konklusion.
Større hjerneaktivitet
Personerne, der ser farverne guld og hvid, har tilsyneladende større hjerneaktivitet sammenlignet med de personer, som ser kjolens sande farver, sort og blå.
Det viser resultaterne, som forskerne har analyseret sig frem til ved hjælp af en MR-scanner.
To frivillige grupper blev udvalgt til forsøget og blev fordelt ud fra, om personerne så farverne sort og blå eller guld og hvid.
Udvider forståelsen
Blandt de personer, som så farverne guld og hvid, kortlagde MR-scanneren en forøget aktivitet i de dele af hjernen, som beskæftiger sig med blandt andet visuel og mental forståelse.
- Resultaterne udvider vores forståelse for, hvordan den illustrative proces foregår i hjernen, siger professor Tobias Schmidt-Wilcke ifølge The Independent.
Forskerholdets resultater er udgivet i det neurovidenskabelige tidsskrift Cortex, skriver ScienceDirect.