Nyheder

Internationalt oprør over løvepartering: 130.000 vil stoppe Odense Zoo

Når Odense Zoo parterer en død løve torsdag ved frokosttid, går det absolut ikke ubemærket hen i udlandet.

I skrivende stund har over 126.700 mennesker skrevet under på den grønne netværksorganisation Care2's online underskriftindsamling, og langt størstedelen af underskrifterne kommer fra udlandet.

- Odense Zoo bliver nødt til at forstå, at deres åbenlyse mangel på respekt for dyrets liv er fuldstændig uacceptabelt. Skriv under for at opfordre Odense Zoo til at stoppe med at dræbe dyr uden grund og få dem til at aflyse deres planer om at dissekere denne løve!, skriver Care2 i forbindelse med underskriftsindsamlingen.

If this is how you treat animals, by killing them, than I lost all respect for Denmark, I am ashamed to have Danish in my heritage!!

Posted by Stephenie Bowen on Wednesday, October 14, 2015

Lagt for had på de sociale medier

Og på de sociale medier går bølgerne også højt. På Odense Zoos Facebookside lægger folk ikke fingrene imellem, når de sætter ord på deres følelser:

BOYCOTT THIS FUCKING PIECE OF SHIT ZOO!!!!!!!!!!!

Posted by Lizzie Sparrow on Wednesday, October 14, 2015

You people are disgusting!! This should NOT be allowed!!

Posted by Robynn Erin on Tuesday, October 13, 2015

Det er ikke alene private, der finder parteringen af løven dybt stødende. Også fagpersoner fra andre zoologiske haver i Europa er indignerede over Odense Zoo. Blandt andet siger direktøren for Roms Zoologiske Have, Bioparca Roma, sådan her til italienske Sky News:

- Denne anatomi-time under åben himmel i en slagteriversion foran børnene er anti-informativt. Jeg så børnenes ansigter i forbindelse med den tidligere aflivning af giraffen (Marius, red.). De var skræmt fra vid og sans. Det er skræmmende at se så stort et dyr blive dræbt, liggende på jorden og skåret i småstykker, sagde direktøren Federico Cocia.

Shame on you for killing and dissecting a healthy animal because of surplus. This is absurd and horrific. The world is watching again. Your zoo is cruel and evil

Posted by Lisa Siroky on Wednesday, October 14, 2015

Giraffen Marius fik fokus på Danmark

Det er ellers ikke første gang, Odense Zoo dissekerer dyr foran havens gæster. I januar i år fik publikum lov til at se en tapir blive skåret op, og løver har også fået samme tur uden det har skabt internationalt oprør før.

Men alt det ændrede sig, da Københavns Zoo kom i hele verdens søgelys, da giraffen Marius blev aflivet.

Odense Zoo fastholder trods de voldsomme protester at ville dissekere løven foran havens gæster. Zoolog ved Odense Zoo, Nina Collatz Christensen, forklarer, at det sker som undervisning for børn og andre interesserede. Danmark er det eneste land, hvor man dissekerer foran publikum.

EAZA, den europæiske organisation for zoologiske haver og akvarier, støtter Odense Zoos beslutning om at dissekere løven i læringsøjemed, da det ikke har været muligt at finde en anden zoologisk have, der har kunne overtage løven.

Løven blev aflivet i februar og har været nedfrosset indtil nu. Den bliver dissekeret i Odense Zoo torsdag klokken 12 - du kan se dissekeringen direkte på tv2.dk.

Derfor viser TV 2 løve-opskæring

Nyheden om, at Odense Zoo midt i efterårsferien, foran publikum, har planlagt at dissekere en løve, er nået langt ud over landets grænser. Flere steder har planerne vakt forargelse og vrede – som det også var tilfældet, da København Zoo skar giraffen Marius op. For Odense Zoo er sagen meget enkel: Zoologiske havers opgave er bl.a. at  formidle viden om dyr, herunder dyrs anatomi.

Også TV 2 Nyhedernes opgave er at formidle viden. Herunder viden om, hvordan publikum – og det gælder også de undrende udenlandske medier - reagerer i morgen i Odense Zoo. Derfor vil vi være der og dække begivenheden.

Om dissekeringen af løven i Odense

Odense Zoo dissekerer en 9 måneder gammel hanløve torsdag klokken 12.

Løven blev aflivet i februar. Den blev aflivet, fordi den var i overskud og ikke kunne afsættes til andre zoologiske haver. Den kunne heller ikke blive i Odense, da den udgjorde en risiko for indavl.

Odense Zoo afliver op til 10 dyr om året. Aflivningen foretages af en dyrlæge.

Odense Zoo forventer at et par hundrede gæster vil overvære dissektionen. I alt kommer der – afhængigt af vejret – 1.500 til 2.000 gæster i løbet af hele dagen.

Zoologerne forklarer, mens dyret skæres op, og der vil blive fremvist hjerte, lunger, og andre legemsdele.

Kilde: Odense Zoo