Nyheder

Nu bliver danskerne igen ældre

Danskernes gennemsnitlige leveralder stiger igen, viser nye tal.

Finanstilsynets såkaldte benchmark for observeret dødelighed og levetidsforbedringer lægger måneder til den forventede restlevetid for alle aldersgrupper. Eksempelvis har de 40-årige mænd fået lagt et år til deres forventede levetid siden 2013. Det skriver JP’s erhvervssite Finans.dk.

I pensionsbranchen betyder det nye tal nu, at selskaberne må øge hensættelserne til de kunder, der har en garanti for ydelserne på deres livrente. Hos landets fjerdestørste pensionsselskab Nordea Liv & Pension er man i gang med at regne på konsekvenserne.

– Vi kan endnu ikke sige, hvor meget det vil koste os i ekstra hensættelser, men der er tale om en ret stor justering af levetiden, siger direktør Steen Michael Erichsen, Nordea Liv & Pension til Finans.dk.

For kunderne vil det imidlertid ikke få de store konsekvenser, lyder det fra en af branchens mindste spillere.

– Pensionerne bliver ikke nedsat, men det kan påvirke fremtidige forhøjelser af pensionen. Vi har tidligere forklaret medlemmerne, at de generelt skal regne med at få deres livsvarige pension i længere tid, men den bliver ikke nødvendigvis højere, siger pressechef Thomas B. Knudsen fra PKA.

Årsagen til den øgede gennemsnitslevealder er ifølge Finanstilsynet, at vi er blevet bedre til at behandle sygdomme og at levevilkårene i almindelighed er blevet bedre. 

Så længe forventes vi at leve

20-årige mænd: 90 år 20-årige kvinder: 87 år 9 mdr.

30-årige mænd: 86 år 11 mdr. 30-årige kvinder: 89 år 3 mdr.

40-årige mænd: 86 år 2 mdr. 40-årige kvinder: 88 år og 5 mdr.

50-årige mænd: 85 år og 5 mdr. 50-årige kvinder: 87 år og 11 mdr.

60-årige mænd: 85 år og 4 mdr. 60-årige kvinder: 87 år og 10 mdr.

70-årige mænd: 86 år og 3 mdr. 70+-årige kvinder: 88 år og 6 mdr.

80-årige mænd: 88 år og 9 mdr. 80-årige kvinder: 90 år og 6 mdr. 

KIlde: Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Finanstilsynet.