Flygtninge har overtaget Dagbladet Information
Der bliver skrevet meget om flygtninge. Talt meget om flygtninge. Debatteret meget om flygtninge.
Men hvordan ville det se ud, hvis flygtninge selv overtog mediedækningen? Selv skrev artiklerne, interviewede kilderne og vinklede historierne.
Det projekt bliver i dag ført ud i livet, når 20 flygtninge med journalistisk baggrund overtager styringen på Dagbladet Information. I dag kontakter de kilder, de ringer historierne hjem og de skriver dem til morgendagens avis. I morgen vil Dagbladet Information fra start til slut være lavet og redigeret af flygtninge.
- Vi glæder os til imorgen at give ordet og avisen til flygtningene. I vil møde en gruppe mennesker med hver deres skæbnefortælling, men I vil også møde personer med et journalistik blik og en analytisk indsigt, som debatten har brug for, hvis vi skal håndtere flygtningekrisen, siger Christian Jensen, ansvarshavende redaktør på Dagbladet Information.
Når det frie ord bliver ulovligt
Flere af skribenterne er flygtet fra krig og ødelæggelse, censur og overvågning. Derfor vil Dagbladet Information give dem muligheden for at lade dem komme til orde og give deres syn på flygtningsituationen.
- Mange af dem har sat livet på spil, siddet i fængsel og mistet alt for deres journalistik, siger Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Dagbladet Information.
De tyve flygtninge-skribenter har deadline i dag. Men de har haft tid til at ringe kilderne hjem til historierne. Der er dog ikke alle, som har haft lyst til at lade sig interviewe af en flygtning. Herunder udlændingeminister Inger Støjberg, der trods ti dages varsel ikke har fundet tid til at lade sig interviewe af redaktionen, skriver Dagbladet Information på deres hjemmeside.
Hør hvilke historier der er i støbeskeen i videoen øverst på siden.