Sukkersyge kureret i Danmark: Så mange kan få glæde af behandlingen

For første gang i Danmark er det lykkedes med en succesfuld transplantation af bugspytkirtlen på en dansk diabetes-patient.

For første gang i Danmark er det lykkedes med en succesfuld transplantation af bugspytkirtlen på en dansk diabetes-patient. Det betyder, at patienten, Claus Brøndum, ikke længere har type 1-diabetes – han er helt og aldeles kureret for sygdommen.

Der er cirka 32.000 type-1 diabetikere i Danmark. Men nyheden fra Rigshospitalet om, at det nu er muligt at kurere sygdommen her i landet, er langt fra ensbetydende med, at alle 32.000 patienter kan droppe insulin-nålen i nærmeste fremtid.

Ifølge Diabetesforeningen er det kun omkring 600 danske patienter, der opfylder kravene for at komme i betragtning til transplantationen af bugspytkirtlen - nemlig de diabetikere, som har fået nyresvigt som følge af diabetes. Men det tal er reelt mindre, da man ikke må have alvorlig hjerte-kar-sygdom.

Ifølge foreningen vil omkring 15 patienter årligt få tilbudt operationen indtil videre.

Stadig en fantastisk nyhed
Men ifølge Torsten Lauritzen, lægefaglig chefrådgiver i Diabetesforeningen og professor på Aarhus Universitet, er det stadig en god nyhed, at sukkersyge nu rent faktisk kan kureres i Danmark.

- Det er fantastisk, at vi nu har fået et reelt tilbud til de her patienter. Det er folk med type 1-diabetes, som står med ryggen mod muren, for de er meget syge. De har fået nyrekomplikationer i en meget vanskelig grad, siger Torsten Lauritzen.

Men det betyder samtidig, at der er over 31.000 danske diabetikere, som ikke får mulighed for at få glæde af den nye behandlingsform. Til dem lyder rådet fra Torsten Lauritzen: Tag den helt med ro.

- Det her vil ikke være et attraktivt tilbud til dem. Risikoen ved operationen og muligheden for efterfølgende komplikationer vil ikke stå mål med den indsats, der kræves fra dem i dag.

Nyresvigt er alvorligt
Han forklarer, at nyresvigt er en meget alvorlig sygdom, som kræver, at patienten regelmæssigt lægges i dialyse. Dialyse er en metode til at fjerne affaldsstoffer og overflødig væske fra blodet, når nyrerne svigter.

Torsten Lauritzen siger samtidig, at muligheden for transplantation er et skridt i den helt rigtige retning.

- Hvis man tænker mange år frem, er det selvfølgelig målet, at sygdommen kan forebygges helt, og at dem, der har sygdommen, kan behandles. Men det ligger mange år ude i fremtiden, siger Torsten Lauritzen.

Når man har diabetes type-1 skyldes det, at bugspytkirtlen, som producerer insulin og dermed regulerer vores blodsukker, ikke fungerer normalt. Når bygspytkirtlen ikke formår at holde blodsukkeret stabilt, tager nyrernes blodkar skade og holder til sidst op med at fungere.

Der står lige nu 10 patienter på venteliste til at få foretaget operationen, hvor både bugspytkirtlen og nyren bliver transplanteret. De patienter, som er berettiget til operationen, vil automatisk blive henvist, når de får foretaget dialyse.  

Hvad er type 1-diabetes?

Med type-1 diabetes kan ens krop ikke længere producere insulin af sig selv. Derfor skal man selv give sin krop insulin via insulinindsprøjtninger.

Har man sygdommen, så vil immunforsvaret angribe raske celler i bugspytkirtlen – det betyder, at bugspytkirtlen ikke kan producere insulin som normalt.

Man ved ikke hvad der udløser type 1-diabetes. Arveligheden vurderes til at være cirka 2-5 procent, og rammer oftest børn eller yngre.

Kilde: Diabetes.dk
 

diabetes ødelægger vores eget immunforsvar raske celler i bugspytkirtlen